Alaa Al-Aswany: Egyptens tilstand - årsagen til revolutionen

Alaa Al-Aswany: Egyptens tilstand - årsagen til revolutionen

308 sider, 299 Kr.

Hr. Ferdinand

Alaa al-Aswany slog igennem for 10 år siden med romanen ”Yacoubians hus”, der blev en international bestseller og skulle være den mest læste egyptiske roman nogensinde. Siden har han udgivet endnu en roman og en samling noveller, der også er kommet på dansk.

Sideløbende med forfattergerningen skriver al-Aswany en ugentlig klumme i en stor egyptisk avis, og det er et udvalg af dem, der er samlet i det aktuelle bind. De dækker perioden fra februar 2005 til oktober 2010, er opdelt i tre blokke, ”præsidentembedet og arvefølgen”, ”folket og den sociale retfærdighed” og ”ytringsfrihed og statslig undertrykkelse”, og kan ifølge forfatterens forord læses som en forklaring på, hvorfor der for et år siden i det egyptiske samfund skete en social eksplosion, som førte til præsident Mubaraks fald.

Forfatterskabet og klummerne er to sider af samme sag. Begge handler om at forstå og forklare diktaturet.

Ifølge al-Aswany foregik der forud for opstanden i januar 2011 to centrale kampe om Egyptens fremtid: Den ene drejede sig om demokratiske reformer og bestræbelser på at forhindre, at Mubarak fik lov til at overdrage magten til sin søn, som om Egypten var en kyllingefarm. Den anden fokuserede på forsvaret for en civiliseret fortolkning af islam og var rettet mod den saudiske wahabisme, som takket være oliepengene har haft held til at sprede sig. Al-Aswanys klummer er et bidrag til de kampe.

Blik for hykleriet

Al-Aswany er bedst, når han kombinerer sine evner som fortæller med politiske kommentarer.

Som i historien om en ung kvinde, der bliver syg og bringes til et hospital af sin mand, der derefter desperat må køre fra sygehus til sygehus, fordi alle kræver bestikkelse for at behandle hustruen, der til sidst dør, mens der undervejs krydsklippes til sundhedsministeren og Mubarak, som er optaget af en fodboldlandskamp mellem Egypten og Algeriet. Eller som i historien om en ingeniør, der drager ud i provinsen for at bygge billige boliger til fattige, men ender med at blive chikaneret af guvernøren og politiet, fordi han kan bygge så billigt, at det udstiller myndighedernes enorme korruption.

Al-Aswany har et skarpt blik for det religiøse hykleri. Han undrer sig over al den udstillede fromhed, der lægges for dagen, når egyptiske muslimer demonstrerer mod et fransk forbud mod hijab i skolerne, mens de troende uden moralske kvaler deltager i valgsvindel i Egypten og lukker øjnene for sikkerhedstjenestens tortur og overgreb.

Han fortæller sine egyptiske læsere, hvordan den britiske premierminister, Gordon Brown, må gå bodsgang til en vælger, som han ved en fejltagelse har ytret sig kritisk om for åben mikrofon, og han fortæller om USA's præsident Ronald Reagan, hvis sygdom i forbindelse med en operation den amerikanske offentlighed får alt at vide om, mens fattige amerikanere er sikret, at deres lægejournaler er fortrolige. Sådan er demokratiet, siger al-Aswany, mens det forholder sig stik modsat i Egypten.

Arrogant kritik

De skarpsyndige iagttagelser til trods tager al-Aswany fejl på et afgørende punkt i sin analyse af den politiske situation i Egypten, og han ligger under for en primitiv dæmonisering af Israel, som ignorerer, at der er mere demokrati i den jødiske stat end i noget arabisk land. Igen og igen gentager al-Aswany, at myndighederne overdriver Det Muslimske Broderskabs indflydelse som et spøgelse for alle, der ønsker demokrati, og at det ikke har en chance i frie og retfærdige valg, men de islamistiske partier fik altså næsten 70 pct. af stemmerne ved det netop afholdte parlamentsvalg.

På den baggrund virker hans kritik af det kristne, koptiske mindretal for at støtte Mubarak af frygt for, hvad der vil ske dem, hvis islamisterne kommer til magten, en smule arrogant. Og ulogisk bliver det, når han på brokker sig over, at en amerikansk kongresdelegation kan få lov til at gennemføre en undersøgelse af, hvordan det står til med respekten for kopternes rettigheder i Egypten, mens han selv slår til lyd for at sende en delegation af egyptiske lærde til Schweiz for at forklare alpelandet, hvorfor det er en krænkelse af de schweiziske muslimers religionsfrihed at forbyde minareter.

Al-Aswanys fejltolkning af islamisternes tag i befolkningen er måske en følge af, at han ikke kommer så meget uden for de mere liberale kredse i hovedstaden.

30 pct. af befolkningen er analfabeter og kan ikke læse al-Aswanys velturnerede forsvar for en sekulær orden, og det daglige avisoplag i et land med over 80 mio. indbyggere er blot to mio.

I sin afvisning af islamisternes appel til befolkningen slår al-Aswany på de liberale spor i Egyptens historie. I den aktuelle situation lyder det nationalromantisk, men for Egypten og omverdenen må man håbe, at han får ret.