David Grossman modtager endnu en stor pris. Foto: AP
David Grossman i 1995. Foto: AP
Grossman i 2006. Han har i løbet af sin forfatterkarriere modtaget et hav af priser. Foto: AP
Den israelske forfatter hædres for sin indsats for en forsoning mellem jøder og palæstinensere
Den israelske forfatter David Grossman får i år de tyske boghandleres fredspris.
Overrækkelsen af prisen, som ledsages af en check på kr. 185.000, finder sted på Frankfurter bogmessen 10. oktober.
I begrundelsen hedder det bl.a.:
”Den israelske forfatter har aktivt støttet en forsoning mellem israelere og palæstinensere. I hans romaner, essays og fortællinger forsøger han ikke blot at forstå og beskrive sine egne, men også altid de anderledes tænkendes holdning. David Grossman giver det vanskelige samliv en litterær stemme, som bliver hørt rundt om i verden.”
David Grossman er født i 1954 og hører til de mest indflydelsesrige forfattere og journalister i Israel.
I sine romaner, børnebøger og essays, der er oversat til flere end 30 sprog, beskriver han først og fremmest sine landsmænds identitetsproblemer og konflikten mellem jøder og palæstinensere.
Han deltager også aktivt i den politiske debat om en fredelig løsning af konflikten i Mellemøsten.
Allerede som student arbejdede Grossman som redaktør, hørespilforfatter og speaker ved den israelske radio.
I 1983 offentliggjorde han sin første roman, ”Lammets smil”, der blev filmatiseret i 1985. Romanen er en bestræbelse på at præsentere et sammensat, ikke-stereotypt billede af israelere og arabere, fanget i en uoverskuelig konflikt.
Med romanen ”Se under: Kærlighed” (1986, da. 1993) og reportagesamlingen ”Den gule vind” (1987, da. 1988) om forholdet mellem israelere og arabere, blev han verdensberømt. Romanen er en sammenvævning af flere forskellige fortællinger og litterære stilarter.
Han postulerer heri, at intet andet end fiktionen kan fange dødslejrenes virkelighed.
I 1988 nægtede Grossman at lade sin reportage om den palæstinensiske uafhængighedserklæring, hvor Yassir Arafat for første gang indirekte talte om Israels ret til at eksistere, censurere.
Det førte til en fyring på gråt papir.
Derefter koncentrerede han sig om forfatterskabet og offentliggjorde i de følgende år talrige børne- og ungdomsbøger Samtidig begyndte han i stigende grad at argumentere for en fredelig politisk løsning på konflikten.
I ” Intimitetens grammatik” (1991, da. 2000) fortælles kritisk om de unge israeleres perverterede opvækst i et samfund gennemtæret af vulgær seksualitet.
”I kroppen forstår jeg” (2002) er en studie i besættelse, forræderi og jalousi i en tid, hvor selvmordsbomber hærger samfundet. ”Nogen at løbe med” (2000) handler om livet i det moderne Jerusalems gader.
Den var egentlig tænkt som en ungdomsbog, men da den udkom i Israel, betog den straks de voksne læsere og solgte i over 100.000 eksemplarer.
I ”Denne krig kan ingen vinde” (2003), beskriver Grossman sin voksende frustration over, at konflikten mellem israelerne og palæstinenserne ikke bliver løst.
Da den anden Libanonkrig brød ud i 2006 krævede Grossman sammen med andre forfatterkolleger, at der blev indgået en våbenstilstand mellem Israel og Libanon.
Få dage efter blev hans søn dræbt af en raket affyret af Hisbollah. Denne traumatiske oplevelse forsøgte Grossman at bearbejde i romanen ”En kvinde flygter fra en nyhed” (2008).
Heri fortæller han om en kvinde og hendes fortvivlede forsøg på at beskytte sig selv og sin familie mod en voldelig virkelighed.
Hun sammenvæver sine oplevelser på en rejse gennem Israel med sine egne erindringer og de politiske begivenheder på en måde, der viser, hvordan menneskenes skæbne i Israel uløseligt er forbundet med politik og krig.
Udover de tyske boghandleres fredspris, har David Grossman fået talrige priser for sit forfatterskab og for sit politiske engagement. Bl.a. Nelly-Sachs-prisen (1991), Premio Mondello (Italien 1996), Manès Sperber-prisen (2002), Bialak Prize (Israel 2007), Søstrene Scholl-prisen (2008) og Albatros-prisen (2010).
David Grossman er gift og har tre børn. Han bor i en forstad til Jerusalem.

