Hvornår kommer den?
Siden efteråret 2004 har forlagsbranchen i spændt nervøsitet ventet på efterfølgeren til Dan Browns monstersucces ”Da Vinci mysteriet”, der på verdensplan er trykt i flere end 80 mio. eksemplarer og desuden har skabt en hel industri af produkter med forbindelse til opklaring af mysteriet om den hellige gral og Jesu rødder.
Ifølge den amerikanske avis Wall Street Journal har Brown og hans forlag, Doubleday, der ejes af Bertelsmann, bestemt sig for en dato og et år for udgivelsen af det nye værk, der oprindeligt havde arbejdstitlen ”The Solomon Key” og handler om en række af USA's stiftende fædres forhold til frimurerloger. Men de vil ikke løfte sløret for nærmere detaljer, for som Brown formulerer det:
»Timing er alt.«
Doubledays chef, Stephen Rubin, tilføjer:
»Dan Brown har valgt en særlig dato for udgivelsen af denne bog, og når den udkommer, vil læserne forstå hvorfor.«
På sin hjemmeside, www.danbrown.com, svarer forfatteren på spørgsmålet om, hvad han skriver på for tiden:
»Jeg skriver på endnu en thriller om Robert Langdon (Harvard-professoren, der efterforsker Da Vinci-mysteriet og i filmen spilles af Tom Hanks, red.), efterfølgeren til ”Da Vinci mysteriet”. For første gang vil Langdon blive involveret i et mysterium på amerikansk jord. Denne nye roman forsker i den amerikanske hovedstads skjulte historie.«
Wall Street Journal forfølger de spor, som forfatter og forlægger har lagt ud. Avisen fortæller, at George Washington, landets første præsident, som hovedstaden er opkaldt efter, var frimurer, og derfor kunne den 4. juli, uafhængighedsdagen, være en mulighed.
Desuden blev hjørnestenen til det berømte Washington-monument lagt den 4. juli 1848 ved en ceremoni, som en gruppe frimurere var vært for. Blandt andre mulige datoer og årstal nævner avisen den 18. september 1793, da præsident Washington gik i spidsen for en frimurerparade ned ad Pennsylvania Avenue for at lægge hjørnestenen til det, der er blevet til Kongressen på Capitol Hill, og som en tredje mulighed anfører avisen den 13. oktober 1792, da den første sten til Det Hvide Hus blev lagt.
Lederen af en frimurerloge i Washington kan fortælle, at Dan Brown har aflagt besøg hos en række frimurerloger og templer i hovedstaden, angiveligt for at sikre, at historiske fakta er i orden.
I bogbranchen er der forståelse for, at der er gået så lang tid, siden man sidst hørte fra Dan Brown. Der er trods en del at leve op til. Ifølge Dan Burstein, redaktør af en bestseller-guide til gåderne bag ”Da Vinci mysteriet”, har Brown på denne ene bog tjent 250-300 mio. dollars (1,3-1,5 mia. kr.).
Har du kommentarer til guide? Fortæl os hvad du syntes om guide.dk


