H.C. Andersen var en plage for Dickens

London

Gæster, der bliver for længe, er ofte lidt af et mareridt, og det var det også for Charles Dickens, da H.C. Andersen for 150 år siden aflagde den engelske forfatter et besøg.

Trods adskillige hints om at det var på tide at sige farvel, blev den danske eventyrforfatter i fem uger som gæst i Dickens hjem på Gad's Hill nær Rochester sydøst for London og lagde så meget pres på sin værts tålmodighed, at Dickens efterfølgende stoppede sin brevudveksling med Andersen.

Historien har fået nyt liv forud for bogmessen London Antiquarian Book Fair i Olympia, Kensington, i næste måned, hvor en amerikansk antikvar sætter en af Dickens bøger på auktion med en personlig inskription til H.C. Andersen og ventes at kunne sælge den for omkring 700.000 kr.

Største fund i 40 år
»Det er det største Dickens-fund i de 40 år, hvor jeg har arbejdet med antikvariske bøger,« siger antikvar David Brass fra Californien til The Times.

»Det er en legendarisk litterær artefakt. Jeg føler mig som Indiana Jones, men uden forbandelserne, udgravningerne og folk, der prøver at slå dig ihjel. Tilsvarende var besøget for Andersen en tidløs Elysium, en ferie, et eventyr, der blev til virkelighed.«

Det var, da H.C. Andersen var i England første gang i juli 1847, at han mødte Dickens hos grevinde Blessington.

Dickens, som Andersen kaldte »den største forfatter i vor tid«, aflagde senere visit, men da den danske forfatter ikke var hjemme, efterlod han 12 af sine bøger som en gave med den personlige inskription i blæk:

»Hans Christian Andersen. Fra hans ven og beundrer. Charles Dickens. London juli 1847.«

Det er en af disse: ”Pictures from Italy, 1846”, der nu kommer på auktion.

Længere brevveksling
De følgende år skrev de to herrer til hinanden, og 10 år senere rejste H.C. Andersen igen til England; denne gang som gæst hos Dickens, og det var her, at det gik galt.

For det første var Dickens midt i en skilsmisse, og H.C. Andersen var en vanskelig gæst. For det tredje blev han for længe, selvom han i et brev forinden havde skrevet. »Jeg skal ikke ulejlige jer alt for længe.« Og for det fjerde har det formentlig ikke hjulpet, at hans engelske var dårligt.

Dickens skrev selv senere til en ven om danskeren: »På engelsk var han som en døvstum; han talte fransk og italiensk som en vildmand, og min søn vil aflægge ed på, at intet menneskeligt øre kan genkende hans tysk.«

Social dumrian
Heller ikke Dickens datter Kate var begejstret: »Han var en knoglet dødbider, og vi kunne ikke slippe af med ham,« sagde hun.

The Times karakteriserer H.C. Andersen som en social dumrian. Da han efter fem lange uger endelig sagde farvel, skrev Dickens på spejlet i gæsteværelset:

»Hans Andersen sov i dette rum i fem uger«, men altså ikke, fordi det bragte ham gode minder.