Prosastykker
F.P. Jac: Fra mine unge bevægelser
Efterladt og ikke bogført prosa
1980-2008
392 sider, 299 kr.
Tiderne skifter
Det er generøst af Asger Schnack at sørge for, at en farlig masse F.P. Jac-tekster nu kan læses i et par digre bind.
Sidste år udkom, ”Man tror man samler sig til hele livet” med ikke bogførte digte, og nu står den på genoptryk af diverse prosastykker.
Der er mange ord på siderne, mange forskellige afarter af prosa, flere genrer - breve (nogle ret private), erindringsstykker (nogle ret indforståede), tiljublinger af kolleger, radioessays und so weiter - så man sidder med noget af en rodebutik.
Men uanset små perler - en fin Dan Turèll-nekrolog for eksempel - er der alt for mange tekster, som ikke tåler genoptryk.
Så stor en stilist var F.P. Jac altså heller ikke, endsige stor tænker.
Der bør siges en del anerkendende og pænt om manden - det har andre gjort - men vi er i afdelingen for aficionados, og det tidsbundne er slående.
At F.P. Jac er en mønsterbryder, er åbenbart. Men de mange sider demonstrerer, at F.P. Jacs lejlighedstekster og andre typer stiløvelser har en begrænset holdbarhed.
Har du kommentarer til guide? Fortæl os hvad du syntes om guide.dk



