Find mere om:
Anmeldelse: Stilhed før krisen | bog.guide.dk

Anmeldelse: Stilhed før krisen

I det seneste bind af Carl Nielsen-brevudgaven er komponisten på toppen af sin karriere, men også usikker på, hvor han vil hen. •For hans ældre kollega C.F.E. Horneman var en egentlig komponistkarriere derimod kun noget, som han kunne drømme om.

Komponistbøger

John Fellow (red.): Carl Nielsen: Brevudgaven, bind 8:

1924-1925

496 sider, ill.,

398 kr.

Multivers


Inger Sørensen: Horneman - En kunstnerslægt

397 sider, ill., 298 kr.

Museum Tusculanums Forlag


Inger Sørensen (red.): Et venskab - C.F.E. Hornemans korrespondance med Edvard Grieg

1863-1898

166 sider, ill.,

198 kr.

Museum Tusculanums Forlag


De færrestes liv er heldigvis konfliktfyldt og højdramatisk hele tiden. Heller ikke Carl Nielsens, hvor det ottende bind af de planlagte 11 med breve til og fra ham nu er nået frem til midten af 1920'erne.

Komponisten (1865-1931) har lige forinden fuldendt og fået uropført sit hovedværk, den mægtige og heftige femte symfoni. Først i bind otte får han endda refereret, hvordan den svenske førsteopførelse i Göteborg kulminerede med, at publikum bogstavelig talt styrtede mod udgangene i panik.

Samtidig er den mere end årti lange krise mellem ham og hustruen Anne Marie endelig blevet bilagt. Helt ro falder der dog heller ikke på tingene i 1924-25, hvor hun stadig har sine egne problemer i billedhuggerkarrieren, og han blandt andet geråder i kraftig konflikt med sit forlag.

Komponist med udsyn


Men hvor de foregående bind både kunne læses som dannelseshistorie om bondedrengen, der blev nationalkomponist, og som bevægende krønike over et af de mest tumultariske ægteskaber i dansk kultur, er bind otte mere en overgangsperiode.

Da familielivet nu tegner nogenlunde idyllisk, er Nielsen som komponist på vej ind i sin sidste, knortede og uafklarede fase, som her indvarsles af begyndelsen på arbejdet med den mærkelige sjette symfoni.

Til gengæld får man i John Fellows sædvanen tro minutiøst kommenterede udgivelse et fint indblik i, hvor internationalt orienteret og nysgerrig - men ikke ukritisk - over for internationale strømninger, Nielsen var.

Ikke mindst eftertiden har dyrket fortællingen om den ærkedanske spillemandsknøs med alsang i ærmet, men som også dette bind dokumenterer, og fremtidige musikhistorieskrivere må tage højde for, var sandheden adskilligt mere nuanceret og udadvendt end som så.

Tre generationer


Om den også var det for den en generation ældre C.F.E. Horneman (1840-1906), er sværere at sige.

Forskningsbibliotekar Inger Sørensen, der er ekspert i musikken før Carl Nielsen og ligesom John Fellow tilknyttet Det kongelige Bibliotek, har af Hornemans efterkommere fået midler og materialer til at skildre komponisten, der ellers navnlig er kendt som et stort talent, der ikke blev foldet særlig godt ud.

I ”En kunstnerslægt”, der med sin pragtfulde billedside også er et portræt af 1800-tallets København, gælder det endda tre generationer af familien Horneman: Billedkunstneren Christian, komponisten og musikforlæggeren Emil (”Dengang jeg drog afsted”, ”Højt fra træets grønne top”) og Christian Frederik Emil, der både arvede forlaget, drev en musikskole og prøvede at slå sig igennem som komponist.

Stridbarhed og sort uheld


At det aldrig rigtig lykkedes, var der tilsyneladende navnlig to grunde til: Sort uheld ved valg af tekstforfattere til hans store sceneværker - i særdeleshed helaftensoperaen ”Aladdin” - og Hornemans egen, ret så stridbare og selvmedlidende natur.

Den dokumenteres så rigeligt både i ”En kunstnerslægt” og i søsterbindet med brevvekslingen mellem Horneman og hans nære norske ven og kollega, Edvard Grieg, som han imidlertid også ved flere lejligheder ragede uklar med.

Så det billede, der kommer til at tegne sig, er først og fremmest af en mand, der nok havde talent og familiebaggrund for at lave musik, men ikke for at forvalte en komponistkarriere.

I hvert fald foreligger hans lidt kranke skæbne nu fornemt beskrevet, om end ”En kunstnerslægt” underligt nok mangler en diskografi (den er ellers ikke stor) og ikke kommer ind på, at hans smertensbarn ”Aladdin” - der ikke har været opført på Det kgl. Teater siden 1903 - så sent som i 1990 i det mindste fik en halvprofessionel repremiere i Skjern.

Anmeldelse af Jakob Levinsen - Børn, skab nyt

22-05-2013: Jakob Levinsen har skrevet en vellykket indføring i operageniets liv og værk. Læs artikel

Anmeldelse af Max Bendixen - Flammemennesker – Overlægen & Overtossen fra Risskov

03-04-2013: Kunstbog: En spændende og velfortalt beretning fra Risskov, hvor kunsten fik betydning for både læger og patienter. Læs artikel

Anmeldelse: Carl Nielsen brevudgaven: Bind 7,1921-1923

19-02-2011: Det syvende bind af Carl Nielsen Brevudgaven skildrer et par af de vigtigste år i komponistens liv. Læs artikel

Anmeldelse: Dorthe Sondrup Andersen: Kærlighed i klunketiden.

04-08-2009: Forfatteren har grabberne nede i bukserne på personerne, ikke i en venlig hensigt, for bogen er fuld af ond vilje og foragt for sine personer. Læs artikel

Anmeldelse: Hans Helge Madsen: Skæv og national

28-07-2009: Udvikling: Fremragende værk om byplanlægningen i 100 år. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...