Anmeldelse: Zlatan Ibrahimovic og David Lagercrantz: Jeg er Zlatan Ibrahimovic

Biografi

Zlatan Ibrahimovic og David Lagercrantz: Jeg er Zlatan Ibrahimovic

Oversat fra svensk af Birgitte Steffen Nielsen

431 sider, 299 kr.

Gyldendal

Zlatan Ibrahimovic er en af tidens vigtigste fodboldspillere. Han har vundet mesterskaber i Holland, Spanien og Italien. Han er et kendt ansigt over hele kloden og tjener millioner af kroner om året. Og så er han en af de få sportsstjerner, som hele verden er på fornavn med.

Men fortællingen om Zlatan er også et stykke svensk mentalitetshistorie om en indvandrerknægt fra den berygtede Malmø-bydel Rosengård. En historie, der nu fortælles råt for usødet i selvbiografien ”Jeg er Zlatan Ibrahimovic”, et samarbejde mellem hovedpersonen og den anerkendte journalist og forfatter David Lagercrantz.

Stolt tro på sig selv

Lad det være sagt med det samme: Der er tale om en ubegribelig vellykket sportsbiografi af den simple grund, at den nu 30-årige svensker faktisk har en historie at fortælle. Hver eneste side sitrer således af superatletens stolte tro på egne evner, men evigt og altid iblandet ghettoknægtens tvivl på sig selv. På sine omgivelser.

Indledningsvis kastes vi hovedkulds ind i det turbulente ophold i spanske FC Barcelona og mødet med den pæne, konfliktsky cheftræner Josep Guardiola og hans hold af overbegavede duksedrenge. Mildest talt ikke den kompromisløse Zlatans kop te. Vi forstår, at det her er alvor. Herefter følger selvbiografiens mest strålende del - den rystende beretning om barndommen lige dér på den anden side af gaden, men alligevel på en helt anden planet. Faderen, der er bosnier, og moderen, kroat, bliver skilt, da Zlatan er to år gammel. Han bor hos sin mor. Ikke noget varmt hjem. Konstant uro. Når børnene er uartige, får de bank med en træske. »Mor havde ikke tid til at trøste.«

Som 10-årig flytter han ind hos faderen, der har nok at gøre med at få tilværelsen til at hænge sammen. Krigen på Balkan er det åbne sår, som han forsøger at læge med druk og folkemusik fra sin hjemstavn. Hjemmet flyder med øl. Køleskabet er til gengæld tomt, og lille Zlatan må afsøge hver en krog i køkkenet for en smule brød og pasta.

Fristed i fodbold

Rosengård er Zlatans verden, mens verden passerer forbi udenfor. Han er 17 år, før han første gang bevæger sig de få kilometer ned i centrum af Malmø, og han er 20 år, før han ser en svensk film. Forbillederne er Muhammad Ali og Bruce Lee. På fodboldbanen er det brasilianerne, ikke mindst Ronaldo. Svenskerne, de pæne drenge fra de rigtige kvarterer, kan rende ham et vist sted.

Fodboldbanen bliver et fristed, hvor han kan imponere med sine tricks. Først i gården, dernæst i Malmö Boll och Idrottsförening, FBK Balkan og fra juniortiden i Malmö FF. Drengen har tydeligt talent, men han passer ikke ind. Han får at vide, at han ikke spiller for holdet, kun for sig selv. Han er ikke en del af kollektivet.

Uden for banen fordriver han tiden med at stjæle cykler og rapse i det lokale storcenter. Ikke ligefrem noget, der imponerer de blonde middelklassepiger på Borgarskolen. Han dyrker en identitet og bliver outsideren. En identitet, han stadig bærer med sig den dag i dag som skattet fodboldmillionær.

Dette eksistentielle paradoks indfanges præcist takket være Lagercrantz' koncise pen (i Birgitte Steffen Nielsens glimrende oversættelse) og Zlatans hudløse ærlighed.

Efter debuten i den bedste svenske fodboldrække går det stærkt. Opmærksomheden omkring fænomenet Zlatan når hysteriske højder. Han bliver solgt til hollandske Ajax for en rekordsum. Et eventyr tager sin begyndelse, og Zlatan er fortsat kun en ranglet teenager, storskrydende og usikker.

Ægteskabet

Han finder sammen med den 11 år ældre Helena, en handlekraftig karrierekvinde fra en kernefamilie i Lindesberg, »sådan en familie, der siger: ”Skat, vil du være sød at række mig mælken,” mens vi som sagt nærmest har det med at komme med dødstrusler hen over spisebordet.«

De får børn. Fodboldkarrieren går strygende. Videre til Juventus og Inter i Italien. Dernæst FC Barcelona og AC Milan, hvor svenskeren nu spiller. Barske trænere, cigarrygende mafiosotyper. Et hårdt konkurrencemiljø, men Zlatan spiller spillet. Det falder ham let. Anderledes svært har han det med engagementet på det velafrettede landshold og forholdet til den svenske presse, der beskylder ham for usvenske primadonnanykker.

I dag lever Zlatan, Helena og deres to drenge et celebrity-liv i Milano, konstant omgivet af fans og paparazzifotografer. Men rastløsheden består.

Han spiller stadig PlayStation, spiser sine cornflakes og hader tomme køleskabe. Og som han konstaterer med et smil, så har han stadig ikke lært at stå på ski. Som en rigtig svensker. Man kan tage cykeltyven ud af Rosengård, men man kan ikke tage Rosengård ud af cykeltyven.

Der findes (desværre alt for mange) tamme og ligegyldige sportsbiografier. Der findes (desværre alt for få) vigtige sportsbiografier. Og så findes der biografier, der nok handler om sportens helte, men som først og fremmest fortæller os en sandhed eller to om os selv og vor tid. Til den sidste kategori hører ”Jeg er Zlatan Ibrahimovic”.

Der er tale om en ubegribelig vellykket sportsbiografi af den simple grund, at den nu 30-årige svensker faktisk har en historie at fortælle.