Anmeldelse: Yvonne Hirdman: Den røde grevinde - En europæisk historie

Historisk biografi

Yvonne Hirdman: Den røde grevinde - En europæisk historie

(Den röda grevinnan, 2010)

Oversat fra svensk af Allan Søndervang

400 sider, ill. 350 kr.

Forlaget Sohn

Er udkommet

Yvonne Hirdman er født i 1943 og nok især kendt for det såkaldte genussystem. Kendt i hvert fald blandt kønsforsknings-interesserede.

Systemet er ifølge teorien styret af to bærende principper: Det første er modsætningen mandligt-kvindeligt, det andet er et hierarki, hvori manden repræsenterer normen.

Hirdman er historiker - og kun 23 år, da hendes mor Charlotte dør. Her mange år senere har Hirdman så skrevet moderens livshistorie, som ikke er nogen almindelig biografi.

Den dramatiske og begivenhedsrige personlige fortælling flettes sammen med nedslag i den mindst lige så dramatiske og omskiftelige europæiske historie i første halvdel af det 20. århundrede: Revolutioner, to verdenskrige og to totalitære ideologier, der skaber utryghed og forandring.

De grønne æsker

I prologen redegør Yvonne Hirdman for baggrunden for biografien. Hvordan hun går og rydder op i moderens sager efter dennes død i 1966 og pludselig finder en dagbog. Hun smækker den i og gemmer den sammen med fotografier og en bunke breve i et par grønne æsker, som bliver slæbt med igennem de næste 40 år.

Da Hirdman beslutter sig for at skrive en europæisk historie med moderen som baggrundsfigur, viser det sig, at de grønne æsker rummer langt mere materiale end ventet: Mormoderens dagbog, morfaderens udkast til memoirer, snesevis af breve, dokumenter, digte, papirlapper og ikke mindst - fotografier.

Brug af nettet

Med alle disse kildeskrifter ved hånden suppleret med oplysninger hentet på internettet rykker moderen frem som frontfigur: Den røde grevinde.

En titel, der henviser til dels hendes første ægteskab med den (fattige) baltiske greve Alexander Stenbock-Fermor, dels hendes andet (papirløse) med den tyske kommunist Heinrich Kurella hvis politiske ståsted hun kommer til at dele.

Vi følger Charlotte og hendes forældre fra fødslen i Estland, dengang russisk, videre over bl.a. Oxford og Bukovina, Berlin, Moskva, København, Paris og Stockholm. Hun undslipper med nød og næppe Hitler-Tyskland, siden Moskva under Stalins terror.

Heinrich Kurella er mindre heldig. Han bliver henrettet. Hendes tredje mand, Yvonne Hirdmans far, er den 10 år yngre Einar, som hun møder som flygtning i Paris i 1938. Også her kommer hun ud i sidste øjeblik omkring nytår 1940.

Det skorter således ikke på konstant dramatik. Tre provokerede aborter og tre børn bliver det også til, og Charlottes far - er han ikke pædofil?

Bogen er anbefalelsesværdig, men sætter sig i min optik imellem for mange stole: Faghistorie, (selv)biografi og ren fiktion. Andre vil se hybriden som en styrke. I hvert fald har Hirdman modtaget en litteraturpris for sin bog.