Fra frigjort kvinde til politisk burhøne

Yngvild Sørbye (red.):

Revolusjon, kjærlighet, diplomati

Aleksandra Kollontaj og Norden

356 sider, illustreret, 329 norske kroner

Unipub, Oslo


HISTORIE Aleksandra Kollontaj (1872-1952) stammede fra en russisk overklassefamilie i Skt. Petersborg, men meldte sig under Lenins fane for at være med til at likvidere det gamle Rusland og skabe et nyt socialistisk utopia. Hendes speciale var kvindernes befrielse, og hun drømte om at skabe en ny kvinde, der skulle være lønarbejderske og befriet fra hjem, børn og ægtemand.

Børn, bolig og madlavning skulle staten tage sig af. Mænd i skiftende forhold skulle den befriede socialistiske kvinde selv udvælge. Kollontaj forestillede sig, at en sådan ny kvinde også ville antage en anden fysisk skikkelse og komme til at ligne en mand. Kvindelige kurver var nemlig resultatet af den undertrykte borgerlige kvindes afhængighed af manden.

Kollontaj blev efter magtovertagelsen i 1917 hurtigt sat på plads - først af Lenin, derpå af Stalin, som havde helt andre forestillinger om kvinder og deres plads under socialismen. Lønarbejdere ja, men ikke noget med fri kærlighed. Mønsteret for arbejderklassen blev småborgerlig livsførelse og traditionel familie.

Snart blev den frigjorte kvinde sendt i eksil til Norge, hvor hun i 1920'erne var leder af den sovjetiske diplomatiske repræsentation. Efter et kort mellemspil i Mexico kom hun til Sverige, hvor hun var Kremls ambassadør 1930-1945.

Ingen erotik efter 1922?
Aleksandra Kollontaj var en mangesidig begavelse, som helst ville have udfoldet sit talent som forfatter, skribent og agitator, men hun blev fanget ind af politiske og administrative opgaver. Og hun valgte at underkaste sig manden i Kreml.

Hun lignede bestemt ikke selv sit utopi-ske ideal af en mandekvinde, men var kropsligt veludstyret, ligesom hun lagde megen vægt på at optræde i elegante rober. Som andre befriere lod hun sig hele livet betjene af tyende og levede i virkeligheden en højborgerlig tilværelse. Mærkeligt nok hører vi i bogen intet til hendes erotiske liv efter 1922, men det var måske slut for den da 50-årige kvinde?

Aleksandra Kollontaj fik et nært forhold til de nordiske lande, dog ikke Danmark. Under et kort ophold i 1915 skrev hun:

»Jeg kan ikke lide København - det fugtige, kedsommelige, triste vejr, de stygge, skidne og billige pensionater.«

De danske socialister, der ikke ville lade hende holde taler eller skrive i deres publikationer, fandt hun »håbløst forsigtige«. Selv de mere radikale ånder i Socialdemokratiet faldt ikke i hendes smag. Om Gerson Trier skrev hun i sin dagbog:

»Der er noget tørt, dødt, formalistisk-bogligt ved hans ortodokse marxistiske ”venstrisme” bygget på principper, ingen revolutionær ånd og følelse. Det var heldigt for Danmark og danskerne, at socialisterne var kedelige og forsigtige i modsætning til de russiske ildsjæle.«

Dreven diplomat
Kollontaj blev en erfaren og dreven diplomat, dygtig til at lyve om den stat og det system, hun repræsenterede. Et højdepunkt i karrieren var hendes andel i bestræbelser på at få afsluttet krigene mellem Sovjetunionen og Finland 1939-1944.

Hendes liv blev en tragedie. Bare hun dog havde haft modet til at bryde med folkemordsregimet og blive en fri forfatterinde i eksil.

Udgiveren har skrevet en fin indledning og et afsluttende kapitel om Kollontaj som forfatter, feminist og diplomat, men der er mange andre læseværdige beskrivelser og analyser af denne usædvanlige russerindes liv og virke, skrevet af en række fine nordiske ruslandskendere.