Nabokovs næse for Gogol

Vladimir Nabokov:

Nikolaj Gogol

Oversat af Henrik G. Poulsen, tilrettelagt af Carl-H.K. Zakrisson med omslag af maleren Poul Agger

184 sider, hæftet. 229 kr.

Forlaget Vandkunsten



Forfatterportræt Da Vladimir Nabokov i 1940 emigrerede til USA, sled han en årrække som litteraturprofessor med at bibringe amerikanske college-studerende en forståelse af russisk og anden litteratur. Det har sat sig spor i hans sorgmuntre roman ”Pnin” (1953, på dansk 1964), om den lærde, men upraktiske russer Pnins genvordigheder på amerikansk universitetsgrund. Men det har også resulteret i en række litteraturforelæsninger, udgivet efter forfatterens død. Samt i den vidunderlige bog om ”Gogol” fra 1944, der nu foreligger på dansk.

Den har intet at gøre med akademisk litteraturvidenskab, men er til gengæld fremragende litteraturkritik. Den er blændende velskrevet. Nabokov er gennemironisk over for tungnemme pædagoger og moraliserende tolkninger, hvad enten de kommer fra kristent eller samfundskritisk hold. Hans skarpe vid gør hurtigt lyst i skoven af sekundærlitteratur omkring den berømte klassiker. Han afviser blankt tre trivielle udsagn - nemlig, at Gogol skulle være hhv. ukrainsk hjemstavnsforfatter, humorist og en samfundskritisk forløber for realismen.

Men Nabokovs vid og ironi rammer også i høj grad Gogol selv og koger hans forfatterskab ned til ganske få, men geniale værker: ”Revisoren”, ”Døde sjæle”, ”Næsen”, ”Kappen” (eller ”Overfrakken”, som den lidt uvant kaldes her). Nabokov går direkte efter, hvad han ser som kernen i Gogols skabende evne: en uforlignelig færdighed til fri fabuleren, der frembragte de mest utrolige figurer ved snart sagt hvert pennedyp. Især denne evne gjorde ham til »den mærkeligste prosadigter, Rusland nogensinde har fostret«.



Forsøg på åbenbaring
Samtidig fortæller Nabokov - aldeles usentimentalt, alligevel gribende - om Gogols tragiske mangel på forståelse af sin egen kunstneriske styrke. Det drev ham ud i et umuligt forsøg på at videreføre romanen ”Døde sjæle” til en åbenbaring af kristen opbyggelighed i tre dele. Anstrengelsen tog livet af ham, og kort før sin død skal han have brændt det håbløse manuskript.

Da Nabokovs amerikanske forlægger foreslog at illustrere med et portræt af Gogol, bad Nabokov om, at det blev »et billede af Gogols næse«. Omslaget på amerikanske udgaver (jeg har en fra 1961) viser dog godt halvdelen af Gogols ansigt. Det danske omslag opfylder måske i højere grad Nabokovs ønske.

Et så markant fokus på en enkelt del af forfatterens udseende illustrerer tillige fremgangsmåden i Nabokovs Gogol-portræt. Resultatet er betagende og enestående. Men at det skulle være »en lærebog i kunsten at læse«, som omslags-teksten siger, er vist ønsketænkning.



Entusiastisk oversætter
»Kunststyrelsens Litteraturudvalg har ydet støtte til oversætterens arbejde,« oplyser forlaget. Men oversætteren, Henrik G. Poulsen, havde sikkert lavet sin oversættelse alligevel - af beundring for Nabokovs sofistikerede engelske sprogbrug. Entusiasme for originalen fylder oversætterens syv sider lange forord. Hans fodnoter til Nabokovs tekst citerer desuden uoversættelige engelske ordspil med det for en oversættelse usædvanlige formål »at animere danske læsere til at skaffe sig bogen på originalsproget og unde sig den fulde fornøjelse af den«.

Undervejs er et par russiske navne blevet forvansket: Pletniov er konsekvent blevet til ”Pletinov”, og Kukolnik til ”Kukolnok”. Men nok om det. Oversættelsen er fremragende.

Alligevel reserverer jeg på oversætterens anbefaling den sjette stjerne til originalen.

kultur@jp.dk