Politikerportrætter
Troels Mylenberg: De forreste
Danmarks politiske lederskab
People’s Press
178 sider, 199 kr.
Er udkommet
Journalistik skabes i og til nuet, sjældent til evigheden. En gang imellem ydes der imidlertid præstationer om taknemmelige emner, som fortjener en lidt længere levetid end den, der er avisartiklen til del.
Det er nok netop, hvad forlaget har ment med at genbruge otte politikerportrætter, som journalist Troels Mylenberg i den forgangne sommer udgav i Berlingske Tidende.
Deri har forlaget set ret, for det er faktisk otte velskrevne portrætter af de otte politiske partiledere, som Mylenberg har leveret. Her fremstilles en overordentlig broget flok, som man indimellem kan blive lidt bekymret over at skulle overlade landets politiske skæbne til – i hvert fald nogle stykker af dem.
Mylenbergs analyse kombineret med forholdsvis frimodige interviews udgør samlet et værk, der i hvert fald nok skulle kunne holde aktualiteten og interessen julehandelen over.



