Celebrity-journalisten Tina Brown fik voldsom succes med sin biografi om prinsesse Diana - hvor omdiskuteret den end var - og nu er hun opsat på at gentage denne.
Midlet er en kommende biografi om Hillary og Bill Clinton - og den er sat til udgivelse i 2010, hvorfor der jo er en mulighed for, at den kommer til at handle om USAs første kvindelige præsident og historiens første mandlige "førstedame", der tilmed er ex-præsident.
"Clinton-familien har et politisk og følelsesmæssigt partnerskab, der stadig overgår alle forventninger", siger Tina Brown til Reuters.
"Som jeg gjorde med "The Diana Chronicles" planlægger jeg ikke blot at udforske den fængslende historie om Clinton-familien men også at sætte den ind i en større sammenhæng."
Tina Brown, der tidligere har været chefredaktør på Vanity Fair og The New Yorker, har til dato solgt over 300.000 eksemplarer af sin bog om Diana.
Har du kommentarer til guide? Fortæl os hvad du syntes om guide.dk



