Thomas Lund og Ole Nørlyng: Danseglæde og springkraft

Thomas Lund og Ole Nørlyng:

Danseglæde og springkraft

368 sider, 299 kr.

Gyldendal

Udkommer i dag



Balletbog Hædersbevisninger, topanmeldelser, store priser og bred anerkendelse fra det meste af verden er regnet ned over solodanseren Thomas Lund de seneste 10 år. Verdens bedste danser blev han kaldt i 2005. At han også er en intelligent og eftertænksom danser, vidner denne balletbog ikke mindst om.

I en fængende blanding af erindringer og faktuel viden, skrevet af Lund sammen med musik-, kunst- og ballethistorikeren Ole Nørlyng, føres vi på en letforståelig og pædagogisk måde ind i dansens sære og hårde verden. Det gælder om at gøre det svære let, som det hedder i bogens forord.

Den ambition må siges at være lykkedes for bogens hovedperson. Fundamentet er mere end 25 års arbejde med ballet frem til i dag, hvor den 32-årige Thomas Lund står på toppen af sin karriere som danser, samtidig med at han underviser og så småt er begyndt at arbejde som instruktør og koreograf.

Perspektivering og udblik
Bogens overordnede struktur er den fremadskridende histories. Vi begynder i barndommen og arbejder os op til i dag. Men undervejs kommer vi samtidig mange sære steder hen. Det særlige ved bogen er nemlig, at den ud over at være en konkret danser-biografi også i sideafsnit præsenterer læseren for en perspektivering af dansen i form af billedkunst, musik og udblik til balletten i resten af verden. Det forvirrer lidt i begyndelsen, indtil man vænner sig til at hoppe fra dukketeater over ballettrin til kunsthistorie i samme kapitel.

Thomas Lunds talent var indlysende allerede fra barnsben. Først som turneringsdanser, hvor han som 10-årig blev nordisk mester i vals. Året efter kom han på Det Kgl. Teaters balletskole og fik hurtigt sin debut med en barnerolle i balletten ”Abdallah”. Efter endt uddannelse blev han optaget i kompagniet i 1993. Da havde både anmeldere og publikum for længst lagt mærke til ham. Alligevel måtte han vente alt, alt for længe på sin solodansertitel. Var der nogen, der havde fortjent den i de år, så var det ham. Men udnævnelsen kom først i 2000.

Især for den indforståede
Levende fortæller han om balancen mellem at »være på« på scenen og at være »for meget«, altså stå ude i kulissen og have nykker. Om disciplin og ikke mindst selvdisciplin, om dagligdagen på balletskolen, hvor almindelig skolegang blandes med morgentræning og prøver på nye forestillinger. Vi hører om glæder og problemer med forskellige balletmestre, om Bournonvilles geniale egenart, om de fysiske krav til en danser, balanceevnen, den daglige træning, ballethistorien, de første forestillinger, samt arbejdet med forskellige koreografer og stilarter, ligesom tvivlen også strejfes undervejs, hvis opgaverne ikke lykkes, eller der ikke bliver sat tilstrækkeligt pris på talentet. Samtidig bliver vi klogere på partnerarbejdet, især med kollegaen Gudrun Bojesen, og på behovet for at bevare og forny traditionen og Bournonville-arven, hvis den fortsat skal leve.

Undervejs fyger det med navne på balletter, trin, koreografer, danserkollegaer og indforståede henvisninger til stort og småt, hvilket kræver, at man skal kunne sin ballethistorie for ikke at lade sig irritere. Den velfunderede læser vil derimod have stor fornøjelse af de mange detaljerede anekdoter og interne oplysninger samt af de mange billeder fra livet på scenen og bagved.