Stéphanie Surrugue: Enegænger - Portræt af en prins

Stéphanie Surrugue:

ENEGÆNGER

Portræt af en prins

386 sider, 300 kr.

Politikens Forlag

UDKOMMER I DAG

Kongebøger er kassebøger, det ved vi, så hvorfor skulle der gå så mange år, før nogen fandt på at skrive en bog om prins Henrik, fra 2005 officielt betitlet prinsgemalen?

Forklaringen ligger gemt samme sted som bogens potentiale for at hæve sig over skyen af litterær kongerøgelse. Henrik er konfliktstof.

Mens den linde strøm af bøger om kronprinsen kappes om at gøre ham til verdensmester i alt fra linedans over lingvistik til lynskak, så er det noget andet med prinsgemalen.

Der er ingen varme eller kærlighed, når pressen gør grin med ham. Det er ren ondskabsfuldhed. Eller mobning, som hans søn rettelig kalder det i bogen.

Opvækst i Indokina

For den, der ikke abonnerer på den daglige røgelse, står han som et af familiens mere interessante medlemmer.

Det får bogen fint frem, ikke mindst i beskrivelsen af hans meget anderledes opvækst i Indokina og Frankrig som søn af en patriarkalsk fader, der konsekvent sagde De til sine børn og i øvrigt nødigt lod sig sige imod. En barndom så langt væk fra velfærdsstaten Danmark, som man næsten kan komme i Europa.

En aristokratisk familie med besiddelser i Indokina, som den unge Henri drømte om at vende tilbage til, hvad der viste sig at være en umulig drøm. I stedet søgte han en karriere i diplomatiet og drømte om at blive ambassadør, ikke kun for at optræde på bonede gulve, men nok så meget for at repræsentere Frankrig og være der, hvor krige erklæres. Som han selv formulerer det i bogen.

Det blev ikke sunget ved den unge Monpezats vugge, at han skulle være kransekagefigur i lilleputlandet, men om det var kærlighed (som han selv siger det) eller ambition (som hans far mente i begyndelsen), så gik det sådan, og han kom hertil uden at følge sin faders gode råd: »Henri, jeg råder Dem til at få afklaret Deres position!«

Sproget tykner

Det fik han aldrig helt gjort, og det blev vel hans skæbne, som det fint udfoldes over siderne. Glimrende fortalt, om end fortællingen er en smule ujævn, for ganske uskadt slipper en skribent ikke fra at træde ind i gobelinsalen.

Det er, som om sproget tykner i munden på folk, når de benovet tripper ind i salonerne og får lov at være med til højbords, hvor prinser »klukker«, krabasken »danser« på børnenes rygge, og ældre ægtefolk »riposterer leende«, når de disputerer selskabeligt.

Man kan næsten ikke få vejret i disse meget fidele passager, men det er måske i virkeligheden en del af kongehusets eksistensberettigelse, at det kan få selv unge, fritvoksende medarbejdere ved Hørups gamle avis til at neje så dybt, at det knirker helt ud i adjektiverne.

Næsten 20 gange får vi at vide, at familien Monpezats hus i Hanoi ikke bare var et hus, men »den okkergule kæmpevilla,« og den slags flade journalistklicheer trætter en del.

Til gengæld fungerer de hyppige genreskift fint, der veksles mellem genfortælling, reportage, tilbageblik, direkte interviewspørgsmål og personlige refleksioner, når Stéphanie Surrugue lige skriver noget på blokken, et indtryk, en note.

En af de ting, hun skriver på blokken, er ordet rygter, og hun er tæt på at spørge direkte til allehånde sladder om Henriks seksuelle præferencer. Han forstår, hvor hun vil hen og svarer afbalanceret og værdigt, at det er prisen for at være kendt.

At prinsgemalen også har betalt en anden pris for sit livsvalg, fornemmer man i teksten. Men det er for letkøbt, som Surrugue, at sammenligne »prinsgemalens indvandrerhistorie og den moderne danmarkshistorie.«

»Han har måttet sande det samme som alle andre indvandrere. Man skal tale dansk, og helst uden accent.«

Et billigt, politisk korrekt point, der trækker bogen ned, for det kan godt være, at Henrik omfavner en grønlænder på de sidste sider som en fejring af en art skæbnefællesskab i Danmark, men det eneste, Henri de Monpezat har til fælles med en grønlandsk kunstner eller khatgnaskende somalisk analfabet er, at ingen af dem er født i Hjørring.

Fransk af ånd og sind

Danmarks skepsis over for prins Henrik udtrykkes bedre i et billede sidst i den (meget, meget) rigt illustrerede bog. En midaldrende dame med permanentet hår iført fornuftigt vindjakke og små, skeptiske øjne studerer nysgerrigt, forundret og en smule frastødt de svulstige former i en af prins Henriks skulpturer

Fransk og fremmed på enhver måde.

For det er Henris skæbne, at han er fundamentalt fransk og netop derved fundamentalt fremmed, ikke blot herhjemme (som bogen synes at mene), men mange andre steder, hvor det franske anskues med skepsis. Tænk på John Kerry, der under den amerikanske præsidentvalgkamp måtte skjule, at han behersker fransk, blot for ikke at tabe valget helt og blive hængt ud som ufolkelig.

Henri er fransk af ånd og sind, og han har selv et skarpt blik for sprogets betydning for hele tænkningen; ofte nægter han at tale engelsk »for ikke at føle mig kolonialiseret.« Sådan.

Forsvar for manden

Netop derfor er den dansk-franske Surrugue et godt valg til et defensorat (for det er bogen også) af manden, der nok ville være dansk, men ikke give køb på sin insisterende franske æstetik, hvad enten det gælder sprog eller gastronomi, og som på trods af (eller måske netop på grund af) sin uomtvistelige dygtighed som repræsentant for Danmark herhjemme og i udlandet forblev en fremmed fugl.

Selvvalgt og i et meget gyldent bur, javel, men immervæk en skæbne. Som han selv skriver det i et af sine digte (gendigtet af Per Aage Brandt):

»Endog et kongeligt palads/ med tusind døre, vide fløje/ kan være trangt og mangle plads.«