Simon Sebag Montefiore: Young Stalin

Simon Sebag Montefiore:

Young Stalin

397 sider, illustreret, 25 £, ca. 250 kr.

fra amazon.co.uk.

Weidenfeld & Nicolson, London

HISTORIE For et par år siden udsendte den britiske historiker og journalist Montefiore en banebrydende bog om Stalins regime (”The Court of the Red Tsar”) beskrevet indefra - dvs. fra den inderkreds af håndgangne mænd og spytslikkere, der udgjorde, hvad Montefiore kaldte Stalins hof. Det var måske ikke den mest velvalgte betegnelse, for det var ikke just forfinet levevis eller courteoisie, der kendetegnede Stalin & Co.s daglige rutine eller sammenkomster i Kreml, hvor de havde slået sig ned med deres familier. Øretæverne sad løse, for Stalin brugte også knytnæverne (hvis ikke det, der var værre) som argument for at få budskabet til at trænge ind. Montefiori beskrev da også livet inden for Kremls mure som en mafiaklan med Stalin som brutal og morderisk bandechef.

I sin nye bog er han gået tilbage til Stalins barndom og ungdom i Georgien. Stalins regime bliver ofte tankeløst beskrevet som russisk, men Stalin (oprindelig Djugasjvili) selv og mange af hans allernærmeste kammerater i Kreml var ikke-russere, født og opvokset i en ekstremt voldelig kultur i Kaukasus. Det gjaldt Ordzjonikidze, Mikojan, Berija, Jenukidze og flere andre.

Helt fra barnsben blev Stalin præget af bandelivet i hjembyen Gori, og som ganske ung kom han med i de kriminelle organisationer, der med marxismen som ledestjerne ville Rusland og den eksisterende samfundsorden til livs. De revolutionær-kriminelle grupper foretog likvideringer, bankrøverier, ildspåsættelser og andre ugerninger for at skaffe penge til socialismens komme. Lenin fik tidligt øjnene op for "den vidunderlige kaukasier" og det tilskud af energi og fremdrift, han kunne bibringe bolsjevikpartiet. Russere var ifølge Lenin dovne og slatne.

Nye fotos og nye kilder

Bogen er forsynet med fotografier, hvoraf en del ikke tidligere har været offentliggjort. Man bliver slået af ligheden mellem disse fanatiske kaukasiere og nutidens islamiske fanatikere - både med hensyn til metoder, mål og fremtoning. Stalin og de andre slyngler i Tbilisi og omegn havde blot forskrevet sig til en anden religion, marxismen i bolsjevikisk aftapning. Men den havde med sin intolerance, irrationalitet og globale aspirationer mange lighedspunkter med islam.

Montefiore trækker på mange nye kilder, ikke mindst erindringer og breve, han har fundet frem til i Georgien. Der tegnes et fascinerende billede af den unge og meget selvbevidste Iosif Djugasjvili, der allerede som skoledreng satte sin vilje igennem ved opstillingen af klassen til fotografering. Hans interesse for, hvem der skulle anbringes hvor - også på fotografier - skulle vise sig at være livslang. Når der var behov for det, kunne unge Stalin være yderst velklædt. Han var tidligt en stor skørtejæger og hele livet igennem hensynsløs over for de kvinder, han (mis)brugte.

Nærmer sig fiktion

Som i den første bog bliver fremstillingen ofte for litterær. Der er jo tale om en historisk beskrivelse, ikke en roman. Men Montefiore forfalder undertiden til noget, der nærmer sig fiktion eller skønlitteratur. Han lader, som om han ved, hvad Stalin eller andre følte og tænkte i bestemte situationer. Han konstruerer hele ordrette dialoger mellem Stalin og andre på grundlag af oplysninger i dagbøger, erindringer og andet materiale. Han er undertiden ikke kritisk nok i sin tilgang til kildematerialet.

Hans fremstillingsform bliver naturligvis mere levende som følge af disse litterære greb, men det går ud over troværdigheden. Og det er slet ikke nødvendigt at peppe historien op. Den er i sig selv så spændende som en rigtig gangsterroman.

kultur@jp.dk