Sarah von Essen:
Hillary Rodham Clinton - en politisk biografi
Med bidrag af Steffen Gram,
Frank Esmann, Torsten Jansen,
Thomas Falbe og Kim Bildsøe Larsen
200 sider, ill., 249 kr.
DR's forlag
Carl Bernstein:
Hillary Rodham Clinton
Oversat af Annelise Skov
872 sider, ill., 349 kr.
TV 2's forlag
[x] [x] [x] [x] [x] [x]
BIOGRAFIER »Selvanalyse har ikke været hendes stærkeste side; det har troen på Herren og på hende selv derimod ? Der er ofte et misforhold mellem hendes overbevisninger og hendes handlinger. Det er her, Hillary skuffer. Men dommen er endnu ikke afsagt.« Således slutter Carl Bernstein sin velskrevne, fængslende og oplysende mursten af en bog om den kvinde, der måske bliver USA's næste præsident. Bogen handler naturligvis også om fruens mand, Bill Clinton, som måske bliver den første ekspræsident i Det Hvide Hus.
Bernstein, der i 1973 sammen med Robert Woodward gjorde Watergate-affæren til den skandale, der fældede en præsident, tilhører verdensjournalistikkens absolutte elite. Han skriver desuden blændende og har heldigvis fundet en god oversætter. Han har talt med alle, der har kendt Hillary Clinton, han har tænkt over, hvad de har fortalt ham, og han fortæller en historie, der er mere spændende end de fleste kriminalromaner.
Det kristne anker
Hverken tilhængere eller modstandere af Hillary nægter, at hun er skarpsindig, frygtløs og ualmindelig beregnende. Hun sluttede partnerskab med Bill i 1972 på Yale University og har holdt fast ved det i tykt og tyndt, også da Bill som præsident blev taget i at lyve for offentligheden om sin affære med praktikanten Monica Lewinsky. Der er en imponerende konsekvens, som nogle vil kalde en næsten psykopatisk magtliderlighed hos begge, i, hvor målrettet de to har samarbejdet om at nå magtens tinder. Intet europæisk politikerpar når dem til sokkeholderne i den henseende.
Det kan måske overraske en dansk læser, at Bernstein peger på Hillarys kristne tro som et anker i hendes tilværelse. Det er nemlig en kliché herhjemme, at troende amerikanere er højreorienterede og derfor fordomsfulde, dumme og naive. Hillary beviser noget andet. Hun var ganske vist konservativ i sin pure ungdom, men blev af en aktivistisk præst omvendt til en politisk radikal kristendom i 1960'erne. Det var en kristendom, der gik ind for socialistiske reformer af samfundet, anså USA for en fare for verdensfreden og så med stor sympati på de såkaldte befrielseskampe i den 3. verden, især i Vietnam.
Der er ingen tvivl om, at vi under Hillarys valgkamp næste år vil høre de samme folk, der ellers fordømmer religiøsitet i USA, falde i svime over, hvor dejligt det er, at en progressiv som Hillary kan være kristen. Vigtigere er imidlertid at være opmærksom på, at de progressive kristne i USA absolut er en magtfaktor, som kan give udslaget på valgdagen. Og at disse kristne, herunder Hillary, ser deres tro som bevis for, at deres sociale og politiske visioner har sanktion fra allerhøjeste sted.
Et dræberinstinkt
Hverken Bernstein eller forfatterne til den mere beskedne, men absolut fortrinlige danske bog om fru Clinton skjuler deres håb om, at hun vil blive USA's 44. præsident. Det gør desto større indtryk, at disse progressive mennesker, som langt hen deler Hillarys verdenssyn, gang på gang understreger hendes hensynsløse adfærd, hendes foragt for modstandere, hendes tilbøjelighed til at anse forhindringer som personlige fornærmelser og til at tillægge modstandere de laveste motiver, mens hendes naturligvis - Gud har jo bekræftet det for hende - er de reneste og fineste.
Bernstein fortæller rasende godt om Hillarys og Bills tidlige liv, da han først i 30'erne blev guvernør i Arkansas i 1978. Hvordan hun »har en aggressivitet og styrke, som han ikke har. Et dræberinstinkt«. Bill tror, siger Bernstein, det bedste om andre og skaber nødigt fjender. Hillary er ligeglad. Fjender findes, og de skal tilintetgøres.
At hun kan være iskoldt kynisk uden selv at kunne se det, gør hende ikke usædvanlig blandt magtfulde politikere. Det er graden af kynisme kombineret med graden af illusion om, hvor god hun er og hvor retfærdige hendes sager altid er, der overrasker forfatterne af disse bøger, der derved viser, at de kan sætte professionalisme over egne ønsker. Da hun tidligt indså, at der skulle mange penge til for at finansiere hendes og Bills planer, investerede hun aggressivt og på en måde, der for at sige det høfligt gik lige til grænsen for det etisk og juridisk tilladte og måske over den. Under Bills valgkampe tøvede hun ikke med at indkræve gaver i stor stil og med en facon, mange fandt vulgær. I al fald en facon, der ikke var set før i USA, hvor man ellers er vant til lidt af hvert, når det handler om valgkampes finansiering.
Bill og kvinderne
Hvad med alle Bills kvinder? For de kastede sig jo over ham. Altid. Og smilende Bill kunne da ikke gøre for det. Bernstein citerer en rådgiver for at sige, at Bill over for sig selv ræsonnerede, at »Hillary er en meget vigtig person for mig, og hallo, er det ikke bare en sød pige, der lige kastede sig i armene på mig?« Bernstein og de danske forfattere er enige med de fleste iagttagere i, at Hillary fra første færd affandt sig med mandens skørtejægeri for sagens skyld. Sagen, magten, evnen til at lave ting om.
Som præsident vil hun formentlig øge skatterne, fremme feministiske sager og i det hele taget føre den liberale elites politik, som sjældent har hjulpet og ofte skadet den menige amerikaner. Over for et så forholdsvis svagt felt, som republikanerne stiller med, burde hun have let spil. At hun er langt fra sejren er desto mere afslørende. Der er for meget, mange er bange for hos hende. Med en vis ret, som disse venligtsindede bøger godtgør. At forfatterne støtter hendes politik, gør denne ærlighed desto mere velgørende.
Har du kommentarer til guide? Fortæl os hvad du syntes om guide.dk



