Søren Anker Madsen:
FREDDY WULFF - DANMARKS VILDESTE EVENTYRER
218 sider, ill., 269 kr.
Gads Forlag
Er udkommet
Tidligere på året udkom bogen ”Historien om Ugens Rapport”, der beskrev det halvpornografiske mandeblads storhed og fald. Fortællingen var skrevet af den nuværende chefredaktør i det store mediehus, Aller Media, Søren Anker Madsen, og som et spin-off af den historie har samme forfatter nu skrevet en bog om jægeren, eventyreren og rabalderreporteren Freddy Wulffs liv og levned.
Historien om de to fænomener, Ugens Rapport og Freddy, er nemlig ikke sådan uden videre til at skille ad. Wulff vokser op som en rask knægt nær Randers, og efter et ophold som lærling hos ØK og senere som soldat i Livgarden er han over alle bjerge.
Danmark er alt for lille, og der er ikke store dyr nok at skyde. Den virkelige smag for jagt vækkes i Grønland og senere New Zealand, og fra 1972 begynder han at skrive om sine oplevelser rundt om i verden til Ugens Rapport.
Wulff bliver magasinets kulørte stjernereporter, der skriver om alt fra krokodillejagt med de bare næver til møder med hovedjægere, og pengene ruller ind i dette årti, hvor den danske bladbranche har sin absolutte storhedstid.
Der er rigeligt med anekdoter fra Wulffs begivenhedsrige liv med talrige nedlægninger af såvel klov- som stiletbærende pattedyr. Denne gavebod af fortællinger iscenesætter Wulffs mikrofonholder og bogens forfatter med talrige spring i tid og sted, der bringer læseren fra bukkejagt i New Zealand til kvindejagt i Mexico og tilbage igen.
Men der er noget, der mangler. Selvom Wulff i sit indtil videre 65-årige liv har oplevet mere end de fleste, truer en vis tomgang i genfortællingen af hans oplevelser.
Om det så skyldes travlhed i skrivningen eller et decideret manglende talent for spændingsopbygning, vil mange af historierne om reporterens dumdristige handlinger ikke rigtig lette.
Wulff begiver sig ud med jagtkammerat i Grønlands isørken, han og en kammerat bevæger sig for langt væk fra deres forrådsstation, kammeraten er ved at fryse ihjel, men så finder de hjem igen. Og så drikker de noget whisky. Bum bum.
Sandheden skal ikke stå i vejen for en god historie, og der er egentlig ikke nogen grund til, at både Freddy Wulff, bogens forfatter og Kurt Thybo, der var chefredaktør på Ugens Rapport under bladets velmagtsdage, flere steder i bogen understreger sandhedsværdien i revolverjournalistens refererede oplevelser.
Men historien skal være godt fortalt, og det er den alt for ofte ikke i fortællingen om Danmarks vildeste eventyrer.
Har du kommentarer til guide? Fortæl os hvad du syntes om guide.dk



