Selvbiografi
Robert Dam:
Afhopperen
Mine 20 år i Scientology
288 sider, 299 kr.
Kristeligt Dagblads Forlag
Robert Dam er ikke sur, han er rundtosset. Ikke på hævntogt, men på jagt efter en dybere (selv)forståelse. Det forhenværende Scientology-medlem har gjort boet op og præsenterer nu sin version af livet inden for murene i bogen ”Afhopperen”, et selvbiografisk flashback af 20 års levned med Scientology som det altoverskyggende omdrejningspunkt.
En majdag i 1984 falder forfatteren i snak med en ung kvindelig scientolog på Vesterbrogade i København. Han indvilliger i at udfylde en personlighedstest og derpå vende tilbage om aftenen for at få svar.
Herefter går det over stok og sten og den ene mere syrede personlighedsudvidende samtale efter den anden og indføring i stifteren
L. Ron Hubbards dianetik - en slags selvhjælpsterapi og alternativ behandlingsform.
Dam lærer organisationen at kende, tackler omverdenens kritik, stiger i graderne, stifter familie, træffer uniformerede officerer og får stort ansvar som trykker af medlemsblade og pjecer, før han gradvist overmandes af en trang til at flå den forestillingsverden ned, der er vokset op omkring og i ham i løbet af to årtier.
I ”Afhopperen” skildres Scientology som lige dele pseudovidenskab, religion og managementtænkning. Alt handler om at overbevise. Om tale og ånd. Om at vise, at i det rette selskab skrider verden og den enkelte frem mod bedre tider. Fortidens traumer må blot renses bort. Enten er man med, eller også er man ikke med.
Men Scientology er også management, vækst, statistikker, ekspansion og millioner af dollars. Interesseret i et introforløb? S'gerne, det bliver 1.200 kr.!
Ensretning kræver som bekendt et sprog. Hos scientologerne samlet i et par fuldfede ordbøger. Dam nøjes med en 27 siders ordliste bagerst i bogen.
»WOG« (Worthy Oriental Gentleman) er alle os uindviede, der bare sejler intetanende rundt i det store ocean uden mål og med. »Clear« er når man er nulstillet og sjælen parat til at gøre sig uafhængig af sit hylster, kroppen. »OT« står for Opererende Thetan eller fri sjæl. Og så videre.
”Afhopperen” er velfortalt og rystende. Ikke mindst i de detaljerede skildringer af hovedpersonens lige dele beruselse og grundangst over at være blevet en del af noget større; over at have set lyset, men føle sig belejret af en formørket omverden. Netop denne lære har en relevans, der rækker langt udover Hubbards følge.
Bogen er intelligent skruet sammen. Robert Dam krydsklipper mellem sin egen og organisationens historie fra begyndelsen med scifi-forfatteren Hubbards bestseller ”Dianetik - den moderne videnskab om mental sundhed” fra 1950 over skandalerne, kritikken og hans død i 1986 og frem til i dag.
Fra begyndelsen har omverdenen kaldt ham en kvaksalver, mens hans tilhængere har hyldet ham.
Dams historie om Scientology er historien om, hvad tro og vished kan gøre ved et menneske. Men også en moralsk fortælling om at sætte punktum. Om at have modet til at turde gøre op med et stykke af sig selv.
Har du kommentarer til guide? Fortæl os hvad du syntes om guide.dk



