Jørgen Gammelgaard: Bjørn Poulsen - en kritisk idealist

Jørgen Gammelgaard:

Bjørn Poulsen - en kritisk idealist

229 sider, 278 kr.

Syddansk Universitetsforlag

Man skal vel være 50 eller mere for bare at have hørt ordet Heretica og over 60 for at vide, at det var et debatskabende litterært tidsskrift, der udkom fra 1948-1953. Og man skal vel være 70 eller mere og desuden litterært interesseret for bare at have hørt navnet Bjørn Poulsen (1918-2000).

Han var en højt begavet litteraturmagister, lidt af en digter og meget af en kritiker. Men han skrev næsten ingen ting. Tre små bøger foreligger der fra hans hånd: En essaysamling centreret omkring hans opsigtsvækkende essay ”Elfenbenstårnet”, der stod i anden årgang af Heretica, en traktat, ”Idéernes krise i åndsliv og politik” (1960), og et udvalg af hans litterære bedømmelser som konsulent for Gyldendal.

Men hans indflydelse var - en overgang - omvendt proportional med hans produktion. Han var ven og studiekammeret i Århus med Thorkild Bjørnvig og fik som han kontakt med et vennepar i København, Ole Wivel og Knud V. Jensen. Efter lange fødselsveer førte bekendtskabet til udgivelsen af Heretica, hvor en del af samtidens betydeligste digtere og tænkere samledes: Paul La Cour, Ole Sarvig, Erik Knudsen, Vilhelm Grønbech, Karen Blixen og - frem for nogen - Martin A. Hansen.

Tåget snak om forpligtelse

Tidsskriftet var præget af krisebevidsthed og en diffus religiøs forventning om fornyelse. Krisen skyldtes samtlige europæiske værdiers sammenbrud i nazisme, kommunisme og Anden Verdenskrig. Alene kunsten - digtningen - syntes renfærdig og ukompromitteret. Fra den ventede man sig en fornyelse af ansvarlighed og etik.

»Det var tanken om at føre den særlige form for ansvarlighed, der ytrer sig i den kunstneriske anskuelighed ind i kulturdebatten, der var et hovedmotiv for udgivelsen af Heretica i hvert fald for mig,« skrev Bjørn Poulsen.

Ansvarligheden i den kunstneriske anskuelighed er for mig sort tale som det meste af, hvad Bjørn Poulsen - og Paul La Cour - skrev. Over for Ole Wivel gjorde Karen Blixen da også nærmest grin med al hereticanernes tågede snak om kunstens etiske forpligtelse.

For at give indtryk af Bjørn Poulsens tænkning og dilemmaer kommer Jørgen Gammelgaard i sin bog med lange redegørelser for indholdet i hans konferensafhandling og snart sagt hvert eneste foredrag, han har holdt. Han var muligvis tidstypisk, men tiden har for længst overhalet ham, der var i familie med Søren Krarup, men hurtigt distancerede sig - dog uden nogen nævneværdig vægt i sin argumentation.

Loyalitet og grundighed

Bjørn Poulsen blev 82 og var altid syg. Hvad han fejlede, vidste ingen med sikkerhed. Bogen oplyser ikke meget, og måske er der ikke noget at oplyse. Den holder sig stort set fri af det biografiske, men skildrer Bjørn Poulsen som intellektuel personlighed.

Det kan næppe gøres bedre eller mere loyalt. På den anden side er den så grundig (dog uden personregister), at den i passager nærmer sig det gnidrede, så Bjørn Poulsen hermed er endeligt ude af den verden, som han aldrig rigtigt fik del i eller kom til at præge.