Anmeldelse: Per Øhrgaard: Hans Magnus Enzensberger

Per Øhrgaard:

HANS MAGNUS ENZENSBERGER

En introduktion

112 sider, 150 kr.

Gyldendal

Er udkommet

På tirsdag modtager den tyske digter og filosof Hans Magnus Enzensberger dette års Sonningpris på en mio. kr. Det ville de færreste nok have forestillet sig, da han tilbage i 1960'erne og 1970'erne var et stort ikon på venstrefløjen både hjemme i Tyskland og her.

Og da slet ikke i lyset af, at prisen dengang var særdeles politisk kontroversiel, da redaktør C. J. Sonnings formue var skabt på ejendomsspekulation.

Det førte i flere omgange til en del gadeuro, ikke mindst da Islands store forfatter Halldór Laxness modtog prisen i 1969, men det var jo altså dengang.

I alle tilfælde har professor Per Øhrgaard, der har oversat de fleste af Enzensbergers prosaværker til dansk, nu benyttet lejligheden til at udgive en lille bog om ham.

Den giver på ganske kort plads en både gedigen og kritisk introduktion til en forfatter og et forfatterskab, der ikke på nogen måde er for fastholdere; Øhrgaards egen forkærlighed for hib til aktuelle danske forhold er til gengæld allerede velkendt fra hans bøger om Günter Grass og senest Tysklands moderne historie.

Moderigtig på tværs

På den ene side har Enzensberger altid været rigtig god til at få øje på nye tidsånder, før de var blevet alt for larmende.

Så han har undervejs både været kulturkritiker på den gammeldags Frankfurterskole-måde, marxist på den nymodens Cuba-måde, skrevet spidst om det efterkommunistiske Europa, blandet sig med vægt og vid i Jugoslavien-, islam- og terrordebatterne, før der var alt for meget trængsel, og i øvrigt også skrevet en børnebog om matematik.

På den anden side har han også hele tiden strittet imod strømmen eller været god til at gennemskue den.

Selv når han virker mest moderigtig, er der også gerne en drilsk modvilje hos ham mod at blive alt for seriøs og jasigende, eller som det hedder i Per Øhrgaards velvalgte Thomas Mann-motto: »Findes der noget morsommere end forræderiet mod tilhængerne?...en større spas end deres måben, når man overvinder sig selv og vinder friheden?«

Sådan tér man sig ikke ustraffet i et land af herretænkere, og Øhrgaard diskuterer udførligt den jævnlige tyske kritik af Enzensberger for at være en ideologisk vindbøjtel.

Den jævnaldrende filosof Jürgen Habermas, der selv fik Sonningprisen i 1987 og ikke er blevet berømt på at bedrive spas, har således kaldt Enzensberger for »en Harlekin ved skinrevolutionens hof«.

Kunsten at svømme videre

Men Enzensbergers egenartede karakter som et stykke sæbe med modhager kan også have at gøre med, som Øhrgaard fremhæver, at han før og under og efter alt muligt andet er digter.

Han er en både belæst og underfundig poet, også når han skriver om industrialiseringens ukendte nøglefigurer og ”Titanic”s undergang, og forstår i hvor høj grad drilleriet og fantasien kan være såvel et værn mod totalitarismen som en måde at svømme videre mod nyt land på.

Eller bare et middel til at holde næsen og integriteten oven vande, for i uregerligheden og spasen kan der også vise sig mindst lige så meget kritisk fantasi og fremsyn som hos eksempelvis en systemtro karriereprofessor som Habermas.

I sin seneste bog, hovedværket ”Hammerstein eller egensindigheden”, spejler Enzensberger således sig selv i Weimarrepublikkens sidste, retlinede hærchef, der i 1933 hellere ville tage sin afsked end gå på kompromis under Hitler.