Peer Hultberg: Selvbiografi og Brev

Peer Hultberg:

Selvbiografi og Brev

i alt 448 sider, 350 kr.

Sælges kun samlet

Lindhardt og Ringhof

UDKOMMER I DAG

Man kan ikke argumentere imod følelser. Afdøde Peer Hultberg skrev i al hemmelighed en selvbiografi og et ikke afsendt brev til sin moder; de udkommer i dag. Og selv om de to tekster er skrevet af en mand, der var både psykoanalytisk skolet, doktor phil. og et kreativt multitalent, ja et høj intelligent menneske, der mest er kendt for sit fiktionsforfatterskab, er det primært det følende barn, som kommer til orde gennem den fortællendes mere eller mindre begrebsligt forankrede fremstilling.

Vi får derfor ikke nødvendigvis sandheden om Hultbergs liv, snarere læser vi to private tekster, der fordobler det fiktive forfatterskab. Den sladrende stemme, det frygtelige kollektive ”vi”, der fletter trådene i den sammensatte fortælling om Hultbergs barn- og ungdoms Viborg, ”Byen og Verden”, er jo moderens. Og alle de stupide mænd, stive patriarker, vi møder, er varianter af faderen. Dommeren der er et krævende barn, en gold autoritet, en militærisk satan.

Terapeutiske hensyn

De to bøger er skrevet ud fra et terapeutisk hensyn, ikke for at analysere de psykologiske dramaer i familien til bunds. Der er afstand mellem på den ene side det skrivende og dermed følende jeg og på den anden side psykoanalytikeren Hultberg. Det er derfor, teksterne er fulde af forbitrelse, af brutale karakteristikker af alle andre end den skrivende og det fortalte jeg, der i en lang uendelighed har lidt, været ensom, udelukket, omgivet af idioter.

Vi møder geniet i købstaden. De savnede idealer er kulturel kapital, takt og finfølelse: Hverdagen er moderens hæmningsløse snagen i alt, faderens tyranniske indolens og søsterens dumhed, der kun overgås af moderens ditto. Hvad er værst: Omverdenens brutalitet eller Hultbergs skånselsløse skildring af omverdenen? Selvfølgelig det første, men det andet angiver, hvor langt ind i sjælen elendigheden sidder hos den kloge.

Higen efter kultur

Grundtonen hos den fatalt ensomme skrivende er: ”Jeg-har-ikke-ret-til-livet”. Hultberg er adoptivbarn og vokser op i et komplet glædesløst hjem. Forældrene skændes uafladeligt om penge - selv om faderen tilhører byens spidser - og der er koldt i den store villa.

Jeg kan nu let finde opvækstmiljøer, der er værre end Hultbergs, men følelser er som sagt uden for pædagogisk rækkevidde. Derimod har jeg svært ved at finde et ungt geni, der så tidligt higer efter kultur med stort K. En snob var barnet Peer vel næppe, til gengæld er det oplagt, at kultur, åndelig intelligens er hans vej igennem livet. Og jeg har svært ved at finde et menneske, der i den grad ikke kan og vil forsone sig med sit ophav, sit miljø. For den sags skyld med sit hjemland.

Eksilet var løsningen; Peer Hultberg boede det meste af sit voksenliv i udlandet og måske derfor var hans karriere så succesfuld. Brevet til moderen har til slut forsonende momenter; de opstår til gengæld så sent og virker så sentimentale, at de må skrives på selvterapiens konto.

Den grimme ælling

Hultberg var homoseksuel og fra en tid, da det var helt forkert. Accepten af den side af hans personlighed glimrede selvfølgelig også ved sit fravær, men forfatteren gør overraskende nok ikke det seksuelle til et omdrejningspunkt i sin selvfremstilling, der i øvrigt ikke omfatter hele livsforløbet og springer mere end meget over.

Under det forbitrede ligger en tankegang a la H.C. Andersens ”Den grimme ælling”. Den grimmeste er pludselig den smukkeste. Det usædvanlige talent springer frem som en naturkraft. Den overdådige skaberkraft, den høje intelligens må ligge i generne, eller skal vi sige i den enkeltes særlige talent, for der er ingen formildende omstændigheder eller stimulerende bud i hans omverden, som kan forklare, at han overlever som en vinder.

Peer Hultbergs liv bliver et mirakel. De to posthume udgivelser fremviser både grundstoffet og det reduktive i forfatterskabet. Den gentagelsestvang, der er i ”Reqiuem” og ”Byen og Verden”, hænger uvægerligt sammen med den ubændige lyst til at lave en knusende analyse af svigt, sladder og nedrighed. Selv et geni og en psykoanalytiker bliver aldrig voksen.