Anmeldelse: Nils Thorsen: Geniet

Nils Thorsen:

Geniet

Lars von Triers liv, film og fobier

400 sider, 300 kr.

Politikens Forlag

UDKOMMER I DAG

Erik var i bund og grund et venligt menneske,« hedder det i ”De unge år”, Lars von Triers satire over sin tid på Den Danske Filmskole.

Sådan er han uanset sine ekstraordinære anlæg for sarkasme og selviscenesættelse også selv fremstået i ganske mange interviews igennem den over 25-årige karriere. Ligesom folk tæt på vor betydeligste filminstruktør gerne fremhæver, hvor stor afstand der ofte er mellem den offentlige og den private von Trier.

Uanset sit ry for eksklusivitet, arrogance og fobier over for en stor del af livets forhold er Trier nemlig også ét af de mest interviewede og mediedækkede mennesker i moderne dansk kulturliv.

Der er skrevet flere vægtige bøger om ham, frem for alt Peter Schepelerns godt 10 år gamle monografi og Kirsten Jacobsens ”Dagbog fra Dogville”. Ligesom adskillige af hans manuskripter og arbejdsnotater er udgivet i bogform og dvd-udgivelserne af hans film har fyldigt kommentarmateriale.

Derfor kan det også virke lidt som, at der løbes åbne porte ind, når Politikens højtprofilerede interviewer Nils Thorsen, vel det tætteste man i vore dage kommer den berømte Ninka, stævner ud for at tale sig ind til en »nogenlunde sand historie« om fænomenet og mennesket von Trier. I særdeleshed, fordi drillepinden Trier notorisk ikke er for fastholdere.

Her skal manes

Men ligesom den troskyldige Karen i ”Idioterne” vil Nils Thorsen gerne forstå. Nu skal geniet defineres og myter og manipulation aldrig mere kunne ryste journalistikken.

Derfor er hans bog også nok så meget en skildring af selve arbejdet med at fremmane noget, der ligner en ærlig von Trier. Ikke helt ulig da Trier selv i ”De fem benspænd” prøvede at finde en eller anden form for kerne eller etik i Jørgen Leth.

Det skorter nemlig ikke på selviscenesættelse fra begge sider, sådan som det beskrives i detaljer, hvordan der ser ud på Zentropa og hjemme i privaten i Lyngby. Og hvordan de to store mænd efterhånden bonder med håndbajere og urtete og indskudte bemærkninger fra intervieweren.

»Arj, så må jeg SIMPELTHEN spørge?«, lyder det, så man som læser næsten kommer i tvivl om, hvem af dem bogens titel egentlig går på.

Alene i kraft af bogens længde er der mange smånyheder, interessant nok også om den kommende film ”Melancholia” om verdens undergang, og udpenslede detaljer navnlig fra de helt unge år. Der er også ofte spændende beskrivelser af Triers særprægede arbejdsprocesser, ligesom elskere af minutiøse gennemgange af angst og fobier næppe heller vil blive skuffet.

Men hvad de store linjer angår, bliver der ikke føjet forfærdelig meget nyt til, hvad fans allerede for længst har kunnet læse skildret i tredje person hos Schepelern og andre. Og dem, der ikke kan døje Trier og hans film, er formentlig ligeglade til at begynde med.

Ydermere ligner bogens form mest af alt et meget, meget, meget langt søndagsinterview i en avis. I den forbindelse er de mange små regibemærkninger og observationer - i fagsproget kunne man kalde det frøken-gonzo - en klassisk teknik til at skabe stemning og antyde pointer, men over 400 sider bliver det lovlig slentrende.

Den manglende dimension

Det betyder også, at selv om båndudskrifterne er redigeret kronologisk, er det hverken rigtig en håndholdt samtalebiografi, en kritisk krønike eller en dybtgående diskussion af von Triers værker og metode.

Dertil er der alligevel, sidetallet til trods, for meget i hans karriere, som der gås for let henover. Så som markante reklamefilm og musikvideoer, ”Dimension”-projektet, ja selv hans stormomsuste tv-debut med ”Medea”.

Det er for den sags skyld heller ikke nogen særlig anvendelig bog for Trierologer. Der mangler nemlig både register, litteraturliste og en udtømmende liste over værker og projekter.

Derudover behøver man ikke være filmhistoriker for at notere sig små tegn på træthed, som når Cannes-festivalens hovedpris konsekvent kaldes for ”De gyldne palmer” (der er kun én). Eller når det hævdes, at den smokingklædte Trier både indleder og afslutter hver episode i ”Riget” - som et syvcifret antal danske tv-seere vil vide, afslutter han dem kun.

Så ligesom i Triers film, hvor den enkelte skuespillers særpræg ofte synes at spille en lige så stor rolle som den figur, vedkommende fremstiller, kommer det her nok så meget til at ligne en udstilling af myten om det store, dybtgående interview - og af dets begrænsninger. Som han selv siger i ”Riget”: »Sandheden om vore evner kommer altid for en dag.«

Den blide flok

I bogform kommer brugen af sekundærkilder også let til at virke påklistret.

Det er, som om Thorsen alligevel ikke har helt tillid til samtalegenren - eller Trier - når han desuden jævnligt skal citere ikke blot Triers nuværende og tidligere kone og Zentropa-makkeren Peter Aalbæk Jensen. Men desuden også mere eller mindre fjerne bekendte, skuespilleren Stellan Skarsgaard, venligtsindede eksperter som Peter Schepelern og Thorsens kollega på Politiken, filmredaktør Kim Skotte, samt legekammeraterne Klaus Rifbjerg og Thorsens egen chef Tøger Seidenfaden.

Kritiske kilder er derimod så godt som fraværende. Men i forbindelse med Seidenfaden får presseetisk interesserede i hvert fald en lærerig lille beretning.

En gang bragte Politiken nemlig en række kritiske artikler om Zentropas forretningsmetoder, og påkaldte sig dermed Triers mishag. Den undskyldningsglade chefredaktør drog da prompte ud til ham med en god flaske og lovede, at avisen efterfølgende ville beklage sin mangel på pli.

Alliancen kalder

Jagtvennen Rifbjerg får til gengæld lov til nærmest at fungere som en slags afsluttende facitliste. Som om provokatøren Trier med årene alligevel er blevet indrulleret i det gode, kulturradikale selskab, som det ellers fremgår, at han lige siden barndommen har kæmpet med at gøre sig fri af.

Eller også er det endnu én af de ironiske selvafsløringer, som Trier har det med at afstedskomme: Når der endelig dukker nogen op i kulturlivet, der ligner et geni, skal han altså også optages i logen.

Til sidst bliver der under den besværgende overskrift ”Ud af labyrinten” taget behørigt og tilsyneladende gemytligt afsked. Uanset om nogen nødvendigvis er kommet nogen sandhed om von Trier ret meget nærmere.

Det ligner én af de slutninger i hans tidlige film, hvor hovedpersonen forsøges vækket af en hypnose eller trance. Som om den begavede Nils Thorsen med alle sine interviewteknikker og sin ofte udsøgte sprogbehandling en sidste gang forsøger at frigøre sig fra sit manipulerende emne.