Anmeldelse: Nils Aage Jensen: Carl Polarfarer

NILS AAGE JENSEN:

CARL POLARFARER

408 sider, ill., 349 kr.

Sohns Forlag

Er udkommet

»De er lige den mand, jeg skal have fat i,« lød indledningsreplikken, da den amerikanske læge og nordpolsfarer Elisha Kane i 1850 steg i land i Upernavik på Grønlands vestkyst. Ordene var rettet til Carl Petersen, en dansk polarfarer, som altså dengang må have haft et ikke ubetydeligt ry i polarforskerkredse.

Han døde i 1880, og siden blev han glemt, men det rettes der på smukkeste vis op på med denne store bog af Nils Aage Jensen, cand.pæd. i historie og forfatter til meget brugte historiebøger for folkeskolens elever.

Denne gang har Nils Aage Jensen taget fat på et værk, hvor der gås i dybden, og har fundet en beretning, som Carl Petersen blev presset til at skrive om sine rejser i de nordligste farvande - han var ikke en pennens mand.

Men det er Nils Aage Jensen, der både behersker arbejdet med de forskelligartede kilder til Petersen og evner at fortælle løs i et letlæst sprog, ofte i fabulerende afsnit med respekt for de nævnte kilder. Bogen om Carl Petersen bygger på omhyggelig brug af et stort skriftligt materiale.

Den store udlængsel

Jensen viser det fra begyndelsen med en bredt fortalt beretning om livet i København 1813 - året da Petersen blev født, ligesom Søren Kierkegaard. Modsat denne var Carl, som han benævnes bogen igennem, drevet af udlængsel, især mod Grønland, hvor han som udlært bødker let fik arbejde.

Han faldt godt til her, fordi han havde mange talenter, herunder evnen til at forstå og tale med grønlænderne. Han blev også gift - med Ida-Berthe, en begavet dansk-grønlænder, der blev øens første uddannede jordemoder og selv fødte to vellykkede børn.

Dem så Carl Petersen i lange perioder ikke meget til, for hans udlængsel gjaldt også uopdagede, fjerne områder. Han blev her drevet af lysten til at finde ud af, hvad der var hændt den britiske polarfarer John Franklin, som med to skibe ville finde vej gennem Nordvest-passagen, men tilsyneladende var omkommet med sin besætning.

Det førte Carl Petersen ud på farlige rejser, som omsider endte med en konstatering af, hvor Franklin og fæller var omkommet.

Her oplevede Carl Petersen mere end de fleste, også et middel mod skørbug, som nævnte dr. Kane selv praktiserede: At spise rotter.

Fyrpasser på Hjelm

Carl Petersen blev belønnet for sit vovemod med Dannebrogsordenens Hæderstegn og to udenlandske ordener og fik embedet som fyrpasser på øen Hjelm - hvor han imidlertid ikke faldt til ro med sin nu blinde kone. Han blev dog hyret til at være praktisk leder af en videnskabelig ekspedition, som skulle kortlægge og bringe materiale hjem fra Spitzbergen.

Han fortjener om nogen det epos, som Nils Aage Jensen har skrevet, for han blev ganske vist som andre fremragende personligheder begravet på Garnisons Kirkegård i København. Men gravstenen er for længst sløjfet.