Find mere om:
Livet som en træningslejr | bog.guide.dk

Livet som en træningslejr

Fodboldbiografier: Man kan sagtens skrive uinteressant om en verdensstjerne, og man kan omvendt ramme plet med en eksistentiel gyser om en glad dreng fra Aalborg. Det viser to nye bøger om et par af 1990'ernes vigtigste danske fodboldspillere.

Kurt Lassen:

JES HØGH - COMEBACK TIL LIVET

350 sider, 299 kr.

Bogkompagniet

Er udkommet


Niels Ole Qvist og Morten Nøhr Mortensen:

LIFE OF BRIAN - HISTORIEN OM BRIAN LAUDRUP

312 sider, 299,95 kr.

Forlaget Turbulenz

Er udkommet


For fem år siden slog lynet ned i den tidligere fodboldlandsholdsspiller Jes Høgh i form af en blodprop i hjernen.

Syv år efter karrierestoppet og lige midt i livet med kone, små børn, store børn, drømmehus og privilegeret job som studieekspert på tv.

En aften alene på et hotelværelse blev den 40-årige aalborgenser ramt af en sygdom, der fik store konsekvenser for ham selv og alle andre i hans liv. Han endte i en depression. Blev skilt. Fik svært ved at rumme sine elskede unger. Han blev en fremmed for sig selv.

Den stolte superatlet, den mægtige forsvarsgeneral med flere end et halvt hundrede landskampe på cv'et, var blevet overrumplet af det værste af alle bagholdsangreb. En mand i sin bedste alder og i god form reduceret til en apatisk skikkelse i en hospitalsseng ude af stand til at få et eneste ord over sine læber.

Men det skal være løgn, tænkte den gamle sportshelt. En nærmest overmenneskelig kamp for at genvinde førligheden og kontrollen med sit eget liv tog sin begyndelse. Livet som en træningslejr. En kamp, der pågår den dag i dag og har haft sine personlige ofre, men som overordnet set har været en succes.

Historien fortælles i jeg-form i Kurt Lassens ”Jes Høgh - comeback til livet”, der er en vigtig, usentimental og eksistentiel gyserfortælling. Selvbiografien krydsklipper mellem Høghs sygdom og personlige kamp på den ene side og hans livsbane (inklusive den professionelle fodboldkarriere) indtil skæbnenatten i januar 2007.

Ét kapitel på grønsværen, ét kapitel i sygesengen.

En sejr at løfte hånden

Vi hører om barndommen i 1960'ernes Aalborg.

Som søn af en DSB-baneformand og en dagplejer og som den yngste i en søskendeflok på fire er livet ubekymret for den umiddelbare og sportsglade knægt, som brillerer på både håndbold-, cricket- og fodboldbanen. I de første teenageår bliver fodbolden centrum i tilværelsen.

Beskrivelsen af den trygge, sømmelige middelklasseidyl er præcis og lavmælt morsom:

»Hvis der var noget pinligt i fjernsynet, så kiggede man ned i gulvet. Eller også slog far over på et andet program.«

Man ser det for sig, og man ser sig selv i det.

Den unge mand bliver voksen. Kommer på den lokale 1. divisionsklub AaB's førstehold (selv om han holdt og stadig holder med rivalerne i Aalborg Chang) og udlæres som kontorassistent. Han sælger toiletartikler og senere skibsradioer, mens karrieren som fodboldspiller tager fart. Fra AaB til landsholdet og videre til Brøndby.

I midten af 1990'erne får han sit udlandseventyr i form af fire sæsoner i den store Istanbul-klub Fenerbahçe og senere som en del af det nyrige London-hold Chelsea FC.

Ingen Schmeichel

I 2000 er det hele ovre med rygsækken stuvende fuld af store oplevelser.

Et fornemt generalieblad, men ikke i sig selv en enestående fodboldkarriere. Høgh er en af de senere års vigtige fodboldlandsholdsspillere, men han er ingen Peter Schmeichel eller Michael Laudrup.

Alligevel er ”Jes Høgh - comeback til livet” en af de vigtigste sportsbiografier i mange år. Fordi den mere end noget andet handler om, hvad det vil sige at være menneske, når himlen falder ned over én, og når det føles som en sejr at kunne løfte sin højre hånd.

Klichéfyldt og bleg

Så interessant bliver Niels Ole Qvists og Morten Nøhr Mortensens ”Life of Brian - historien om Brian Laudrup” aldrig.

Dertil er biografien for klichéfyldt og bleg.

Fortællingen er bl.a. stykket sammen af interviews med de vigtigste personer omkring hovedpersonen og former sig som en kronologisk gennemgang af en af de flotteste karrierer i dansk fodbolds historie.

Det hele begynder i Brøndby, men den bare 20-årige tager turen til tysk fodbold, hvor spillets største stjerner og millioner af D-mark venter.

Den evige lillebror

Herefter det italienske fodboldvanvid i Firenze og Milano, før Laudrup finder roen og lykken i den store Glasgow-klub Rangers. Her tilbringer han fire succesfulde sæsoner, inden karrieren ebber ud i Chelsea, FC København og Ajax i Holland.

Laudrup er en interessant sportsstjerne, fordi han på den ene side har haft et uslukkeligt begær efter at vinde og præstere.

Ellers var han aldrig nået så langt.

På den anden side har han tilsyneladende aldrig rigtigt følt sig som en del af en til tider afstumpet fodboldverden, hvor alting males i sort og hvidt, og hvor succes rimer på superegoisme.

Ellers havde han måske drevet det endnu videre. Den evige lillebror, følsom og med modhager, når han bliver behandlet urimeligt. Denne dobbelthed har forfatterne blik for.

Desværre er teksten skændet af klichéer, ubehjælpelige billeder og decideret upræcise vendinger.

Beckenbauer og Capello

Som lille dreng var fodboldpurken Laudrup »sværere at fange end en ål med en lasso«. Brasilien var selvfølgelig en »sambasupermagt«, og den tyske storklub Bayern München »var vant til at ræse ud af Autobahn i tredje bane«.

I en beskrivelse af sportens kommercielle amokløb fra 1980'erne til 1990'erne: »I mellemtiden var der gået Richter-skalaen i fodboldpengene.«

På positivsiden er det et scoop, at man har fået et telefoninterview i stand med den tyske legende Franz Beckenbauer, der var præsident for Bayern München, da Laudrup var på lønningslisten. De to havde flere uoverensstemmelser, men i dag glatter tyskeren ud og slutter sig til roseklubben.

Også den nuværende engelske landstræner, Fabio Capello (træner fra AC Milan-tiden), har forfatterne fået i tale, dog gennem en italienskkyndig tredjemand.

Men det forslår som en skrædder et vist sted, da helhedsindtrykket forbliver uambitiøst og ærgerligt flimrende og krakelerer konstant mellem løsrevne citater og referater af snart den ene sæson, snart den anden.

Anmeldelse af Jean Echenoz - Løb

23-06-2014: Der var engang, da Emil Zátopeks navn var på alles læber, men i dag kender de færreste den legendariske langdistanceløber. Det råder Jean Echekoz bod på i et fortræffeligt lille eftermæle. Læs artikel

Anmeldelse af Jakob Levinsen - Den liflige musik - Richard Strauss som komponist og undersåt

17-06-2014: Jakob Levinsens veloplagte biografi om Richard Strauss er informativ og underholdende, men når aldrig helt ind under huden på jubilaren. Læs artikel

Anmeldelse af Anne Gillain - Francois Truffaut. The Lost Secret

26-02-2014: Monografi: Inspirerende og fremragende tematisk anlagt analyse af samtlige Francois Truffauts film. Bogen skæmmes af mekaniske psykoanalytiske teorier, men dem bærer man over med dens kvalitet taget i betragtning. Læs artikel

Anmeldelse af Sylvie Simmons - I'm Your Man. En biografi om Leonard Cohen

19-08-2013: Kildetung biografi om Leonard Cohen kunne med fordel have været skrevet mindre kronologisk. Læs artikel

Anmeldelse af Jakob Levinsen - Børn, skab nyt

22-05-2013: Jakob Levinsen har skrevet en vellykket indføring i operageniets liv og værk. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...