Niels Brunse: Shakespeares ansigter - virkelighed og fiktion

biografi

Niels Brunse:

SHAKESPEARES ANSIGTER - VIRKELIGHED OG FIKTION

152 sider, 229 kr.

Forlaget Per Kofod

UDKOMMER I DAG

Niels Brunse har indledt et gigantisk arbejde med nyoversættelse af alle Shakespeares værker til dansk. Det er meningen, at der skal komme et bind hvert år de kommende seks år, indtil alle skuespillene foreligger i deres kronologiske rækkefølge.

Vi fik i efteråret det første bind med de første seks skuespil, ”De to herrer fra Verona”, ”Trold kan tæmmes,” Henry VI 1, 2 og 3” og ”Richard III”.

Brunse, der allerede har leveret roste Shakespeare-oversættelser til scenebrug, imponerer ved både at kunne bibeholde stykkernes formelle konventioner, eksempelvis versrytme, og så bringe sproget til at fungere med gnist og nerve i vor egen virkelighed her og nu. For det forholder sig jo sådan med oversættelser, at der med mellemrum må komme nye versioner for at bevare den oprindelige friskhed.

En begavet ung mand

Brunse er altså i gang med de næste fem bind oversættelser. Den her foreliggende lille bog viser, at han har gjort sit hjemmearbejde i form af både bred og dyb orientering i såvel de tekstvidenskabelige sider af forfatterskabet som i de biografiske og tolkende studier. Alene det at plukke ud af dette bjerg af publikationer - man taler om Shakespeare-industrien - har krævet sit.

Med ”Shakespeares ansigter” har oversætteren sat sig for at levere et billede af mennesket Shakespeare, så tæt man kan komme på ham.

Den ellers så kendte metode med at stykke forfatteren sammen af bidder fra de figurer, der er skabt i værkerne, afvises. Værkerne lever deres eget liv i så henseende. Shakespeare skal rekonstrueres ud fra dokumentation, som der jo er notorisk lidt af i dette tilfælde, og så kvalificerede gæt baseret på den elizabethanske tids eksistentielle vilkår, som de kommer til udtryk i familieliv, finansielle affærer, osv.

Det giver et billede af en begavet ung mand, hvis far var garver og handskemager i den lille by Stratford og havde betydelige sociale ambitioner. William syntes at have haft smag for livet, blev gift tidligt med den ældre Anne Hathaway, og det blev hurtigt til en børnefamilie. Han fandt ud af, at han havde talent for at skrive og drog til London for at søge lykken der.

Man må forestille sig, at han levede en slags dobbeltliv i fuld forståelse med sin kone. Hverdagen blev levet i storbyen - og det var årevis ad gangen, man pendlede ikke bare lige frem og tilbage - som skuespilforfatter, der efterhånden blev producent og teaterejer.

Engang imellem kom han hjem til familien i Stratford som familiefar og bedsteborger. Men det var først i en moden alder, han blev en lokal ejendomsbesidder af de lidt mere betydelige.

Et godt øre i gaderne

En af de antagelser, som Brunse skyder ned, er gættet på, at Shakespeare havde erhvervet sig førstehåndsviden gennem rejser og forskellige job som soldat osv. Shakespeare havde bare et godt øre for, hvad der blev snakket om i metropolens gader, og så læste han en masse. Helt på samme måde, som det forholder sig med vor egen tids forfattere.

Brunse fremlægger og kommenterer de få dokumenter og argumenterer så i overensstemmelse med de mere pålidelige og sobre blandt Shakespeare-forskerne - og guderne skal vide, at der har været nogle skøre kugler indimellem.

Bogen er letlæst og bærer sin lærdom med diskretion og elegance. En læsefryd med genkendelser og provokationer for alle dem, der kender deres barde i forvejen, og som her får opfrisket og suppleret det kendte stof, og en appetitvækkende introduktion for dem, der endnu har en af vor civilisations mest fascinerende skikkelser og hans produktion til gode.