Niels Birger Danielsen og Suzanne Wowern Rasmussen: Gestapochefen Karl Heinz Hoffmann - den kultiverede nazist

NIELS BIRGER DANIELSEN OG SUZANNE WOWERN RASMUSSEN:

Gestapochefen Karl Heinz Hoffmann - den kultiverede nazist

352 sider, 299,95 kr.

Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck

Gestapos chef i Danmark 1943-1945, dr. Karl Heinz Hoffmann, har fået sit andet til dels litterære liv i den kollektive erindring eller efterhånden snarere opfattelse af Besættelsen. Det grunder sig i den tvetydige rolle i den stærkt kunstnerisk tolkning, han fik som modspiller til frihedskæmperne med dæknavnene ”Flammen” og ”Citronen” i filmen af samme navn.

De fleste har i dag kun kendskab til dr. Hoffman fra biografen. Der er ved at danne sig en myte om ham som den begavede og kultiverede nazist i åndeligt slægtskab med Albert Speer og dr. Werner Best - en mand, der holdt en vis standard og sikrede løsladelse af danske fanger i et sofistikeret spil med modstandsbevægelsen.

Manden bag myten

De to forfattere har sat sig for at afdække historien om manden bag myten. De har præsteret en imponerende dybtgående research, interviewet søster og børn plus de sidste vidner, der har kendt Hoffmann i embedsperioden.

Herefter kan der ikke være mange blade at vende i juristen og gestapomandens arkivalier.

Lykkes opgaven så? Kun til dels.

Rigdommen af opgravede persondata og historiske detaljer til trods er det et underligt blegt, psykologisk portræt, der tegnes af Karl Heinz Hoffmann. Det er et personrids af arkivalier. Mennesket af kød og blod kommer ikke frem.

Karl Heinz Hoffmann var ikke ubegavet, tværtimod. Da han kom til Danmark i 1943, har han vidst, at krigen var tabt. Derfor ”handlede” han med mennesker, så han fik goodwill på bogen til regnskabets år - men næsten udelukkende med det bedre københavnske borgerskab.

Om det var en fordel at komme i hænderne på en kultiveret gestapochef var derfor for hovedparten af hans fanger en teoretisk affære. De heldige blev løsladt i gestapochefens overlevelsesspil. At det gav afkast, vidner mange støttebreve efter Befrielsen fra forstæderne nord for København om.

Anløben personkreds

Undervejs bliver forfatterne også fanget af den brogede og i vidt omfang anløbne personkreds, der cirkulerede om dr. Hoffmann, så de kommer for langt ud ad sidespor. Den historiske ramme på den store scene leveret i krønikeform baseret på store oversigtsværker og er meget pædagogisk korrekt, men næsten for skolebogsagtig.

Hoffmann var som gestapochef ikke så speciel, som man umiddelbart tror. Som Henrik Lundtofte i sin bog ”Gestapo” redegør for, har den moderne forskning fastslået, at gestapocheferne ikke var dedikerede voldsmennesker, men tværtimod var veluddannede og kom fra gode borgerlige forhold.

Fleksible og målrettede

De var fleksible og målrettede deres indsats efter tid og sted, men med den kroniske underbemanding og opgavernes hastige radikalisering havnede de i en ubønhørlig volds- og forråelsesspiral. De var skrivebordsmordere og bødler.

I RSHA (den centrale sikkerhedsforvaltning) i Berlin taltes Hoffmann blandt de moderate, hvilket dog ikke forhindrede ham i at underskrive det berygtede Nacht- und Nebel-dokument.

Når man lukker bogen, føler man som læser ikke at kende den portrætterede synderligt meget bedre, end da man begyndte.

Der er ingen afslørende aha-oplevelse forbundet med læsningen. Men måske er hemmeligheden bag Karl Heinz Hoffman - at der ikke er nogen. At han dybest set ikke adskiller sig fra de tusinder af systemloyale embedsmænd i f.eks. Reichbahn, uden hvis pligtopfyldende logistiske indsats på transportområdet Holocaust ikke kunne være gennemført i den målestok, forbrydelsen blev.