Niels Barfoed: Manden bag helten

Niels Barfoed:

Manden bag helten

Knud Rasmussen på nært hold

464 sider, 350 kr.

Gyldendal

Kan der virkelig rystes flere frugter af det store og brede Knud Rasmussen-træ, som er vokset i over 130 år?

Ja, må det ubetingede svar lyde efter læsningen af Niels Barfoeds kærlige og kritiske biografi om Danmarks store søn og polarhelt, der døde under national sorg i 1933, 54 år gammel.

Forfatteren fik skærpet appetitten til at få tilføjet flere facetter af personen Knud Rasmussen efter et besøg i Qaanaaq, i dag officielt Thule og beliggende nordligere end Knud Rasmussens gamle handelsstation, hvor der på loftet gemte sig fugtige efterladenskaber, som æggede Niels Barfoed.

Ved hjemkomsten begyndte han for alvor en omfattende ransagning. Nyt og ukendt kildemateriale i form af dagbøger og ulæste breve blev tilvejebragt, diskuteret og endevendt med kendere og indgår i biografien. Men der findes sikkert mere.

Forskerne har fortrinsvis koncentreret sig om Knud Rasmussens banebrydende Thule-ekspeditioner og etnografiske indsamlinger, men Niels Barfoed sætter fokus på hans erotiske erobringer, privatliv og personlige egenskaber.

Afhandling om Don Juan

Knud Rasmussen var en Adonis og en Aladdin. En skørtejæger, der satte kvindehjerter i brand og levede op til Johs. V. Jensens ideal af en mand. Han var til tider en seksuel nomade og et bytte for grænseløs beundring lige fra skolealderen.

Han kunne hypnotisere sine hunde og sine kvinder. Og tiden, som han levede i, var uden hastige sms-beskeder og e-mails - kommunikationen foregik ved udveksling af breve, der til gengæld blev udbragt to-tre gange dagligt, og som Niels Barfoed tolker og formidler på blændende vis.

Forfatterens forudsætninger for at behandle en kvindebedårer er også til stede, idet han i 1978 forsvarede sin doktordisputats om Don Juan i dansk litteratur.

Kununguak - ”Lille Knud” - med kun 1,61 m i højden var balløve og et naturligt centrum, hvad enten han befandt sig i kjole og hvidt og konverserede damerne på det fornemme københavnske etablissement Adlon eller var i sælskindsantræk og talte de indfødtes sprog flydende i en tarvelig tørvehytte i Grønland, hvor han havde samme høje status som den lokale åndemaner.

Knud Rasmussen gennembrød perleporten til polar-eskimoernes ukendte rige og blev et nationalt ikon, hyldet overalt, udnævnt til æresdoktor og æresmedlem af en række af verdens geografiske selskaber, der tillige overdængede ham med guldmedaljer.

Barn uden for ægteskab

Men privatlivet var ikke altid en dans på roser. Han svigtede en forelsket kusine i ungdommen, og han fik et barn uden for ægteskab med en tjenestepige. Efter datidens moralbegreber blev barnet bortadopteret, og i biografien optræder kunstneren Ulla Dübeck, som er polarheltens første barnebarn, med umiskendelige træk fra bedstefaderen, men uden at være opført på den officielle anetavle.

Den københavnske flanør og grønlandske charmør havde mange affærer og flere, end Niels Barfoed er i stand til at opregne. Det er heller ikke hans ærinde at udarbejde en erotisk logbog.

Men nogle af forholdene er interessante og med til at karakterisere hovedpersonen. Og et par af stævnemøderne var vanskelige at administrere, når der også var en ægtefælle at tage hensyn til.

To kvinder foruden hustruen Dagmar Rasmussen får behørig og berettiget plads i Niels Barfoeds bog.

Det er den medicinstuderende Ellen Hallas, der under Knud Rasmussens grønlandsophold og senere giftermål af al magt forsøgte at opretholde forbindelsen, og den purunge proprietærfrue Rigmor Fritsche (senere Thor), der begge har skrevet bøger om deres forhold til den berømte polarhelt.

Reserveret hustru

I forhold til Dagmar Rasmussen betoner Knud Rasmussen kammeratskabet og over for børnene det afsavn, som hans langvarige fravær medførte.

Overklassedatteren Dagmar Rasmussen er ikke nem at lære at kende, fordi hun af natur var reserveret, og fordi der ikke længere eksisterer korrespondance mellem ægtefællerne.

Den blev makuleret af deres efterkommere og efterlader et forskningsmæssigt hul, men lidt af fligen til hendes tillukkede personlighed åbnes for læseren i de åbenhjertige breve, som hun skrev til det amerikanske ægte- og vennepar Rockwell og Frances Kent, og hvori hun mere end antyder et psykisk stormvejr efter deres besøg i huset i Hundested.

Omkring det frisindede par figurerede desuden den senere femme fatale Estrid Bannister Good, der er forfatteren Jørgen FrantzJakobsens romanmodel i ”Barbara”, og på et tidligere stadium i tilværelsen var Knud Rasmussen med til at bringe Ada Vilstrup og Emil Nolde sammen.

Ifølge Ada Vilstrup var hun »kammeratlig veninde« med polarforskeren, og under en udflugt i Nordsjælland mødte de den dansk-tyske maler.

Neutral og national

Knud Rasmussen var apolitisk, neutral, men national, påpeger Niels Barfoed, i modsætning til kammeraten og socialdemokraten Peter Freuchen, som gik ind i modstandsbevægelsen.

Én anden af Knud Rasmussens medarbejdere var journalisten Helge Bangsted, der optrådte som øjentjener i forhold til mesteren. Senere gjaldt hans førerdyrkelse Hitler med katastrofale følger.

Niels Barfoed anfører, at Knud Rasmussen ingen forbindelse havde til nazismen, men hans principielle politiske neutralitet gjorde, at dørene i hans livssyn stod åbne, også for ekstremister.

Hitler og Mussolini

Måske var det uklogt at bistå Hitlers senere hoffotograf, Leni Riefenstahl, i et filmprojekt i Grønland og lade sig opvarte af Mussolinis højre hånd, general Italo Balbo, i Rom i skæbneåret 1933 foranstaltet af polarheltens sekretær, Emmy Langberg, der selv var eventyrerske og grønlandsfarer.

Forude lå De Olympiske Lege i 1936 i Berlin, Europas ragnarok og jødernes tilintetgørelse, og dem nåede Knud Rasmussen ikke at opleve.

Hvilken vej hans skæbne ville have taget, er uforudsigeligt, konstaterer Niels Barfoed, der har skrevet en veloplagt, nærværende og spændende biografi, som heldigvis ikke bevæger sig ind på det kontrafaktiske historieområde, herunder hvilke tilbud nationalguruen kunne være faldet for i den totalitære tid, som fulgte efter hans død.

Dertil kan lægges grundige kildehenvisninger og en nødvendig tidslinje. Til gengæld savner læseren et kort over Grønland med ruteangivelse af de forskellige ekspeditioner.