Anmeldelse:
Anmeldelse: 3 af 6
Artiklens emner:

Musab Hassan Yusef og Ron Brackin: Søn af Hamas

Historien om Hamas-lederens søn, der blev kristen og agent for Israel, er i dobbelt forstand utrolig.

Palæstina

Musab Hassan Yusef og Ron Brackin: Søn af Hamas - En fængslende beretning om terror, forræderi, politiske intriger og utrolige valg

312 sider, 250 kr.

Forlaget ProRex

Er udkommet

Det var en sensation i snævre kredse, da den ældste søn af Hamas-lederen Sheikh Hassan Yusef, Mosab Hassan Yusef, meddelte, at han havde konverteret fra islam til kristendommen. Det var en detonation af noget større omfang, da det med denne bog kom frem, at hans nye religion ikke var hele historien: Mosab Hassan Yusef havde også gennem 10 år været agent for den israelske efterretningstjeneste Shin Bet.

Han havde benyttet de privilegier, det gav at have en af Hamas-spidserne som far, til at skaffe sig oplysninger om den palæstinensiske modstands- og terrorbevægelsers inderste cirkler og mest hemmelige forhold - og han solgte det hele til fjenden, Israel, for god betaling og løfter om sin egen sikkerhed.

Morderisk labyrint


Hans bog om, hvordan det gik for sig, giver et noget anderledes billede af Palæstina-konflikten, den morderiske labyrint, som Israel og de fordrevne palæstinensere har fanget sig selv og hinanden i, siden staten Israel blev skabt i 1948.

Samme år vedtog FN's sikkerhedsråd den første af mange resolutioner, som Israel lige siden er blevet anklaget for ikke at leve op til. Og allerede den gang var kimen - Det Muslimske Broderskab - lagt til det, der skulle blive den religiøst funderede palæstinensiske modstands- og terrorbevægelse, Hamas.

Mosab Hassan Yusef hævder i bogen, uden at dokumentere det nærmere, at hans far var med til at stifte Hamas i 1986. Andre kilder nævner ham ikke i den forbindelse og tidsfæster tilblivelsen et år senere, nogenlunde samtidig med udbruddet af den første intifada. Den begyndte med stenkast, og udviklede sig til selvmordsbombere mod israelerne, som svarede med blodige gengældelsesaktioner og udenretlige henrettelser af Hamas-

ledere.

Kolossalt forræderi


Det er i denne vanvittige voldsspiral, at Mosab Hassan Yusef - efter selv at være fængslet af israelerne under meget ubehagelige forhold - begynder den udvikling, som fører til, at han bliver kristen og agent for Israels Shin Bet i et omfang, så han hjælper dem med at uskadeliggøre frontfigurer i Hamas, samtidig med at han via sin far ikke alene er tæt på Hamas' ledelse, men også tager aktivt del i at forberede terroranslag mod Israel.

Forræderiet er kolossalt og totalt - og psykologisk svært at begribe. At det lykkedes for ham at slippe levende igennem og til sidst flygte til USA, hvor bogen er skrevet, trodser undertiden umiddelbar logik.

Yusefs bog indeholder, hvad der forekommer at være en enestående og meget lidt glorværdig insiderhistorie om Palæstina-siden af den uendelige konflikt. Den spiller mere på det udvendigt dramatiske end på politiske analyser og bliver dermed til let og underholdende læsning.

Med i købet får man desværre også talrige monotone lovprisninger af den uendelige godhed hos den far, som forfatteren systematisk bedrager, foruden en del betragtninger om kristendommen, som især synes at tjene forfatterens forsøg på at retfærdiggøre sit eget dobbeltspil.

Har du kommentarer til guide?

Galleri: Biografi

Mest læste på bog.guide.dk
Loading...
 
Loading...
Læs også
Loading...
Jeg har læst
Loading...
TekstlinksAnnonce