Anmeldelse:
Anmeldelse: 5 af 6
Artiklens emner:

Et godt liv

En søn fortæller om sin jødiske mor og jyske far og deres liv før, under og efter Anden Verdenskrig.

Portræt

MORTEN THING: MIN MORS HITORIE

192 sider, Illustreret,

185 kr.

Nemos Bibliotek

Er udkommet

Morten Things forældre var begge kommunister, indtil de brød med bedraget og illusionerne i slutningen af 1950'erne.

Faderen, Børge Thing, var en af de store sabotører og blev leder af den kommunistiske modstandsgruppe BOPA under den tyske besættelse. Han satte dagligt sit liv på spil, og mange af hans nære kammerater mistede livet under de dristige aktioner.

Moderen, Dora Recht, var jøde, datter af indvandrede ”østjøder” fra Litauen. Hun blev reddet til Sverige med deres fælles barn under meget dramatiske omstændigheder, hvorunder flere druknede.

Selvstændige og stærke




Bogen fortæller om moderen og hendes jødiske familie, hvordan den slog sig igennem og blev integreret (et udtryk man ikke brugte dengang) som så mange andre jødiske indvandrere i kraft af flid, sparsommelighed og dygtighed. Men den handler faktisk næsten lige så meget om hans far, der kom vestfra, fra fattige kår i Herning, hvor han blev udlært blikkenslager.

De to mødtes i København i slutningen af 1930'erne. Hun var født i 1919, han to år tidligere. Begge var meget selvstændige og viljestærke.

Under det unge ægtepars adskillelse fra 1941 til 1945 korresponderede de både legalt og illegalt over Øresund. Moderen har desuden ført dagbog. Forældrenes brevveksling, som citeres i uddrag med små, forklarende kommentarer, er bevægende. Her er intet om kommunisme, Sovjetunionen, Stalin eller marxisme, men en lang række vidnesbyrd om to unge mennesker, der elskede og savnede hinanden dybt.

De længes begge efter et roligt og normalt familieliv, og krigen forekommer dem endeløs. Der er mange følelser, men ingen sentimentalitet. Kun én gang - ved jule-nytårstid 1944-1945 - er de sammen i Sverige. Deres stærke personligheder træder klart frem.

Den gamle ånd herskede




Efter befrielsen drømte modstandshelten Børge Thing om en karriere i det danske forsvar, som han forestillede sig ville blive demokratiseret - dvs. at der blev mulighed for, at også unge mænd fra de brede lag kunne blive officerer. Sådan blev det også på længere sigt, men i 1940'erne og 1950'erne herskede den gamle ånd. Og Den Kolde Krig gjorde tingene værre, ja umulige, for en kommunistisk officer.

Avancement var udelukket på grund af mistanke om illoyalitet. Det må have været næsten ubærligt at have sat livet på spil for nationen for derpå at blive kasseret af dem, der ofte havde hyttet deres skind. I stedet blev han direktør i en mindre virksomhed. Han døde tidligt og var plaget af mareridt med udspring i oplevelserne under besættelsen, mens moderen fik et langt og efter sønnens mening også et godt liv.

Onde minder?


Det er interessant, at så mange unge jødiske kvinder fra Østeuropa og Rusland i 1930'erne faldt for danske kommunister - Carl Madsen, Martin Nielsen, Johannes Hansen og altså Børge Thing. Kan det skyldes deres familiers onde minder fra det gamle land, som de nu troede, ville blive så lyst og lykkeligt under kommunismen?

Bogens forfatter, Morten Thing, var en hård marxistisk banan i 1970'erne og 1980'erne, men i denne bog om sine forældre er han blød og afdæmpet. Han har sat både sin mor og sin far et smukt minde med denne sympatiske bog.

Anmeldelse: Morten Thing: Sabotøren

21-10-2011: Historikeren Morten Thing genfortæller sin far, modstandsmanden Børge Things historie i far-søn-perspektiv. En smuk beretning båret af en vemodig tone, ikke mindst hvad angår tiden efter modstandskampen. Læs artikel

Anmeldelse: Barbara Beuys: Sophie Scholl. Pigen, der trodsede Hitler

28-09-2011: Sophie Scholl blev henrettet i 1943 kun 21 år gammel. Læs artikel

Anmeldelse: Agneta Pleijel: Søster og bror

17-05-2011: Ved hjælp af bl.a. en samling velbevarede breve og et udførligt egnsarkiv har en svensk forfatter sammenstykket en fortælling om sin familie. Læs artikel

Anmeldelse: Bjarne Nielsen Brovst: Lise Munk - En stærk kvinde

13-11-2010: Bag enhver stærk mand står en kvinde. I digterpræsten Kaj Munks tilfælde var den eneste ene hustruen Lise. Læs artikel

Anmeldelse: Birthe Lauritsen: Man skyder da helte

23-01-2008: Den 26. september 1942 blev Christian Michael Rottbøll skudt af dansk politi. Læs artikel
 
Loading...
Læs også
Loading...
Mest læste på bog.guide.dk
Loading...
Jeg har læst
Loading...