Morten Møller: Mogens Fog 1-2

Morten Møller:

Mogens Fog 1-2

832 sider, 499 kr.

Gyldendal

UDKOMMER I DAG

På næsten alle områder var Mogens Fog åbenbart to mennesker, altså sin egen dobbeltgænger.

Først og fremmest en fremragende neurolog, professor, Karen Blixens læge og internationalt anerkendt. Og der var vandtætte skotter mellem lægen og politikeren.

For det var som politisk agitator, han blev et både beundret og forkætret navn i offentligheden. Men også politisk et dobbeltmenneske: Erklæret kommunist, medlem af DKP, en årrække ude af partiet, som han siden repræsenterede i folketinget.

Han brød med kommunisterne, blev hånet af den åndelige skallesmækker Hans Kirk og tilsluttede sig SF, hvor han godt ville være med, men ikke deltage aktivt. Han kom under dobbelt beskydning: Kritiseret for sin blinde loyalitet mod det DKP, han brød med, og svinet til i ”Land og Folk”.

Han var gift med den samme kvinde fra deres ungdom til hendes død, men havde gennem adskillige år en elskerinde.

Eminent frækhed

Men gennem alle årene bevarede han sin charme, sit dametække, sit skarpe vid, sin lysende intelligens, sin analytiske stringens.

Som polemiker var han elegant, velformuleret og så kvik i replikken, at de færreste kunne hamle op med ham. En nær ven fremhævede »hans evne til at tage hurtige beslutninger, hans utålmodighed, hans vidunderlige sans for humor (?). Dertil kom så hans eminente frækhed.«

Men en anden, tidsskriftet ”Frit Danmarks” mangeårige redaktør, Kate Fleron, var mere kritisk: »Hysterisk, angribende og ellers kværnende løs om sit eget, hele tiden sit eget. Hvad er det dog med Mogens?«

Studenteroprøret

Det er om denne mand med den kolossale udstråling og overtalelseskraft, den unge historiker Morten Møller har skrevet en biografi på over 800 sider. Men den virker ikke lang, slet ikke for lang, for det er hæsblæsende læsning.

Den dramatiske skildring af Fogs indsats i frihedskampen, hans fængsling og hans redning er så medrivende , at man næsten får åndenød. Til gengæld er de sidste 300 sider, der har Fogs tid som rektor for Københavns Universitet under studenteroprøret som det centrale tema, underholdende, undertiden vittig læsning - de mange absurde situationer taget i betragtning.

Fog håndterede oprøret med underfundighed og velberegnet repressiv tolerance og havde det som en ål i mudder, selv om han nu var »systemets« mand, der kunne bebrejde en studenteraktivist den mangel på »tvivlens nådegave«, han altid selv havde lidt under.

Møllers kraftpræstation

Samtidig skal det fremhæves som en særlig kvalitet ved Møllers kraftpræstation, at han er sin hovedperson hengiven, men ikke ukritisk. Hans forbehold over for en mand, som han synes at beundre og holde af, anføres som små, spidse ironiske pointer.

De kommer sådan lidt sidelæns, men de er der, og de er mange og velanbragte. Fint og flot gjort.

Undgår man - jeg - ikke at få sympati for Fog, så hviler der dog et skær af uvirkelighed over mange af hans aktiviteter. At han gad spilde så megen tid og så mange kræfter på noget så åndssvagt som DKP og formørkede politiske tumper som Gelius Lund og Ib Nørlund, forekommer simpelthen ubegribeligt.

Og det er uhyggeligt, at en mand med hans intellekt og kritiske sans svømmede hen over Stalins Sovjetunionen i så smægtende en betagelse, at han nærmest mente, børn var gladere i Rusland end i resten af verden.

Det er kvalmende at læse hans panegyriske udgydelser om alt det skønne og gode i denne forbryderstat. Dog foreligger der et vagt indicium for, at han ikke helt mente, hvad han sagde. Også her et dobbeltmenneske, to i én. Samtidig røber han en næsten rørende naivitet i sit engagement i den kommunistisk dominerede ”fredsbevægelse”, som det skildres i kapitlet med den selvmodsigende titel ”Kampen for fred”. Et billede viser Fog på talerstolen til verdensfredskongressen i Warszawa i 1950! Fredskongres i Warszawa? Hva'beh'ar?

Betænkelig nær den moralske fallit kom han med det - faktisk gentagne - synspunkt, at retten under tiden kan og må bøjes af hensyn til et overordnet mål: »- det, som tager sig frastødende, brutalt, ja, måske ubegribeligt ud i øjeblikket, (har) ofte i historiens løb vist sig at tjene til at fremme menneskehedens fremskridt og velfærd.«

Venner gik til grunde

Netop hårdheden, forvisningen om altid at have ret, der må have ligget lige bag Fogs charmante stil og belevne, men aldrig svigtende overtalelsesevne, kan have været medvirkende til de kriser, som tre eller fire af de venner, han satte højt, gik til grunde på.

Det drejer sig om forfatterne Kjeld Abell, H.C. Branner, Paul La Cour og Knud Sønderby, der alle døde, da de var omkring 60, udbrændte, tvivlende, opgivende.

I sin velvilje og sin ihærdige iver for at omvende disse nølende kulturradikale uden forankring i noget holdbart livssyn og mobilisere dem på sin side i de politiske stridigheder må Fog mentalt have krystet dem så hårdt, at de ikke holdt til det.

Indre spændinger sprængte dem - på forskellig måde naturligvis, de var store, men mimoseagtige individualister, der ikke lod sig hverve for en massebevægelse.

Ven og kommissær

Også her viste Fog sig som et dobbeltmenneske: Pålidelig ven, fortrolig, nærværende, opmærksom, en beundrer af det, han selv manglede: Kunstnerisk instinkt, og så på den anden side en kommissær, en manipulator, der måske i sidste ende selv led mest under sine - sikkert ubevidste - dobbeltmanøvrer. Som læge og videnskabsmand enestående og højt kvalificeret, som ven trofast og utrættelig, som modstandsmand frygtløs og initiativrig, som politiker offer for de mest primitive illusioner - og så til sidst som universitetsrektor: En succes, en mand på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt.

Det er svært ikke at se denne sene periode i hans liv, som den måske allerbedste, den, der bragte alle hans diplomatiske (manipulatoriske) evner, og hans afslappede charmerende til fuld, spektakulær udfoldelse og gav ham dyb tilfredsstillelse og offentlig anerkendelse som både studenternes, systemets og folkets mand.

Men tag og læs! Selv har jeg grådigt slugt samtlige otte hundrede sider!