Anmeldelse:
Anmeldelse: 4 out of 6
Find mere om:
Anmeldelse af Mikael Jalving - Søren Krarup og.. | bog.guide.dk

»Den urkonservative X-faktor«

Mikael Jalvings biografi af Søren Krarup er, trods mangler, en vigtig bog om en vigtig kulturkritiker, der i en vis forstand vandt den hele verden og måtte bøde med sin sjæl. Eller noget af den, i hvert fald.

Biografi
Mikael Jalving
SØREN KRARUP OG HANS TID

265 sider, 300 kr.

Peoples Press


B971445347Z.1_20140917191040_000+GT0FPF93.1-0.jpg

Omslaget på Mikael Jalvings bog om Søren Krarup er – helt ned til valget af skrifttype – identisk med omslaget på den 22-årige Søren Krarups debutbog om kritikeren Harald Nielsen, der udkom i 1960.

Bogens hovedperson sætter utvivlsomt pris på det lette buk til fortiden, kontinuiteten, thi han ejer, som Jalving vittigt bemærker det i sin indledning »den urkonservative x-faktor, som mange nominelt konservative ville kvitte elskerinden eller lejligheden på Frederiksberg for at få.«

Søren systemkritiker

Så hvorfor er bogen ikke skrevet før?

Fordi Krarup er Ondskabens Ikon, og at skrive hans biografi er naturligvis at smudse sig til. Jalving boltrer sig lystigt i smudset, skriver godt og levende.

En hæderlig modstander

En biografi skal skrives af en hæderlig modstander, sagde en klog mand, og her lever Jalving kun op til den første del af kravet. Sådan må det måske være i dagens debat.

Fronterne er trukket hårdt op. Om det er udlændingeopgøret, der sætter skel, eller almindelig alderdom, har det i hvert fald været umuligt for Jalving at få gamle fjender i tale; Eivind Larsen råber ad ham i fuld offentlighed, Bettina Heltberg svarer studst, familien Auken excellerer i vanlig vulgaritet, andre er bare tavse, de er gamle og forbenede og vil slet ikke yde Krarup den ære, det er, blot at nævne hans navn.

Endsige bidrage til hans biografi.

Og hans tid

Der er heri noget sigende, en tendens, man godt kunne dvæle ved.

Undertitlen »og hans tid« udfoldes ikke nok, og det er en skam, for det er jo netop som et korrektiv til tiden, Søren Krarup har sin betydning. Bogen kunne sagtens have været dobbelt så lang, det havde både læseren og Søren Krarup egentlig fortjent, for man kan måske godt forstå Krarup, men man kan ikke forstå Krarups betydning og den vrede, han vakte og vækker, uden også at forstå tiden, og her modstår Mikael Jalving fristelsen til at fortælle kulturhistorie, selv om der, bevares, er visse strejftog i den retning. Men hovedsageligt er der parafrase og loyal udlægning af Krarups synspunkter.

En dansk mand

Krarup er og opfatter sig selv først og fremmest som en dansk skikkelse; i alle hans opgør, EF, demokratisme, kulturradikalisme etc. er temaet dansk.

»Havde Søren Krarup ikke nævnt luthersk kristendom, ville Michel Foucault have haft et ekko i Søren Krarup. Nu måtte han nøjes med en dansk variant,« lyder den lakoniske kommentar et sted, og det er rigtigt set. Søren Krarup vil slet ikke være en ”kulturpersonlighed”, han er først og sidst en forkynder, han prædiker evangeliet.

Hvad der gør hans entré i dansk partipolitik så meget mere problematisk, et afgørende skisma, der slet ikke belyses nok, for hvad er dansk folkelighed egentlig for en fisk? Begrebet annekteres ukritisk, og for Søren Krarup er danskerne de hæderlige, lutherske, ved jorden bundne sognebørn i Seem, der kommer til kirkekaffe, når der kaldes, men dansk folkelighed er vel også den uansvarlighed, der transmitteres i Luksusfælden, vor velfærdsbøvs?

Dagens Danmark

Her springer Jalving ganske enkelt over og konfronterer ikke for alvor – måske forført af Krarups fristende malmfulde formuleringer.

Men: »En ting er i hvert fald sikker. De borgerlige politikere kan jeg ikke føle mig forbundet med. Mine erfaringer viser mig, at de var falske og glatte i argumentationen, svingende som vejrhaner efter vælgerbefolkningens åndepust, hule og forlorne i forhold til alt andet end den økonomiske interesse,« skrev manden, der elskede at citere Grundtvig for ikke at ville tilhøre noget andet parti end hele det danske folk.

Nu meldte han sig hos Socialdemokratiet, om end i den gammelmodige, fanebærende variant, og heri viste sig måske den lille brist, en romantisk åre, et biografisk omdrejningspunkt, der kunne være udforsket.

Anmeldelse af Jean Echenoz - Løb

23-06-2014: Der var engang, da Emil Zátopeks navn var på alles læber, men i dag kender de færreste den legendariske langdistanceløber. Det råder Jean Echekoz bod på i et fortræffeligt lille eftermæle. Læs artikel

Anmeldelse af Elisabet Svane - Hvid røg, sort tårn

26-07-2013: Portræt: Margrethe Vestager vil ikke have skrevet sin biografi, men nok have fast ryg om sine tweets. I denne diskrepans ligger også en slags portræt. Læs artikel

Anmeldelse: En mand med mange udtryk

03-03-2012: Putin-land: Vladimir Putin er storfavorit til at vinde søndagens præsidentvalg i Rusland. Tre nye bøger ser tilbage på Putins karriere og Rusland efter Sovjetunionens opløsning. Læs artikel

Anmeldelse: Lars Bjarke Christensen: Peter Knutzen - Jeg frygter ikke historiens dom

06-06-2011: Peter Knutzen var ikke nazist, men en pragmatiker, der gerne påtog sig vanskelige opgaver for at måle sig på dem. Om hans skæbne har Lars Bjarke Christensen skrevet en vedkommende bog. Læs artikel

Anmeldelse: Zac O'Yeah: Gandhi

07-12-2010: Biografien ”Gandhi” vil komme til at stå som et moderne nordisk standardværk om landefaderen Mahatma Gandhi. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...