Martin Schmidt: Mig og Regner Grasten

Portrætbog

Martin Schmidt: Mig og Regner Grasten

216 sider; 249 kr.

Informations Forlag

Er udkommet

Er Peter Aalbæk Jensen - ”Ålen” kaldet - dansk films godfather, så er Regner Grasten dens dampbarn. De er jævnaldrende, begge fra april 1956, Regner Grasten en uge ældre end ”Ålen”, begge forankret i langtidsholdbare ægteskaber, og få har produceret så mange og så forskellige film som de.

Mens ”Ålen” regnes for fornyende og står bag store kunstneriske satsninger som Lars von Triers film, regnes Grasten for producent af trivialfilm og sekundavarer, som kritikken elsker at hade.

Det er uretfærdigt. Der må og skal der være et udbud af ren og skær underholdning, det viser hans films ofte imponerende tag i publikum. Hvem husker ikke ”Walter og Carlo - Op på fars hat” (1985) f.eks. eller Anja-og-Victor-serien, som har trukket stimer af tilskuere?

”Det forsømte forår” (1993) efter Scherfigs klassiker og ”Familien Gregersen” (2004) efter Christian Kampmanns roman-kvartet var høje kunstneriske satsninger.

Den første klarede sig fint, mens den sidste ikke blev vurderet helt efter fortjeneste, og jeg synes stadig - om end i mindretal - at ”Venner” (2005) er en både klog og vittig film.

Og selv Grastens dårligste er bedre end en pompøs elendighed som f. eks. ”Himlen falder (2009), som dog udgik fra ”Ålens” Zentropa.

Anarkistisk side

Til fælles har de to mest profilerede filmproducenter i landet også en anarkistisk side i deres væsen og arbejde, og begge er de sønner af kunstnere. ”Ålen” er søn af forfatteren Erik Aalbæk Jensen, hvis (glimrende) bøger han blærer sig af ikke at have læst.

Regner Grasten søn af den slagfærdige og respektløser filmkritiker Bent Grasten, der var bror til komikeren Kjeld Petersen, og instruktøren Kirsten Stenbæk, der skabte sin egen filmstil, som ikke ligner nogen anden og derfor blev undervurderet.

Der var både poesi og visuel dristighed i hendes film: ”Fantasterne” (1976), men især ”Den gale dansker” (1969) og ”Lenin, din gavtyv” (1972). De miksede undergrundsfilmens despekt for alle regler med en egen raffineret æstetik. De er glemt nu - ærgerligt nok!

Egenrådig

Det fremgår af den underholdende bog, som Martin Schmidt har begået om Regner Grasten, at han er lige så temperamentsfuld, uforudsigelig, impulsiv og egenrådig som de gamle Hollywood-moguler - om end på mere beskedent niveau.

Men film er hans lidenskab, som dominerer hans liv fra morgen til aften og natten med - bort set fra familien, fru Tove og de to døtre. De fleste, som har arbejdet sammen med ham, har følt sig trådt på, generet eller tilsidesat, men ingen hader ham, og selv bærer han aldrig nag.

Han har helt sin egen charme og er et sødt og trofast menneske, hvad undertegnede kan bekræfte af personlig erfaring. Såre smukt sammenfatter Søren Fauli karakteristikken af ham i disse ord: »Han er et unikum i dansk film.«

Tæt på fallit

Bogen gennemgår Grastens filmproduktion og omstændighederne i forbindelse med den enkelte film, instruktørernes besværligheder med ham, hans egenrådige indgreb, der har været ved at drive flere til vanvid, og de økonomiske omkostninger, som er uforudsigelige og engang så store, at han nær måtte går fra hus og hjem.

Men der kom en succes, som reddede ham på afgrundens rand. Ikke så sært, at han er lettere overtroisk. Over 30 film har han produceret.

Om et par måneder er der premiere på hans næste ”Bølle Bob”-film, og det siger noget om spændvidden i hans aktivitet, at han efter sigende har overtalt Bille August til at instruere en film om den unge Karen Blixen.

Samarbejdet mellem to så forskellige sind kan ikke blive andet end spændende.