Ritt og den grå eminence

Martin Krasnik:

RITT OG SØREN

Samtaler om krig og kærlighed

266 sider, 299 kr.

People's Press

Er udkommet

Der skal skarp lud til skurvede hoveder, så det er godt, at det er Martin Krasnik, der har påtaget sig opgaven at lave en samtalebog med Ritt Bjerregaard og Søren Mørch. Den havde man ikke set komme. I forordet virker han også selv overrasket over, at det skulle komme så vidt.

Men samtalebøger er højeste litterære mode, og der er penge i skidtet, så her sidder de så ved køkkenbordet.

Livet i Kartoffelrækkerne, 2100 Ø, har de til fælles, herfra går deres verden, men Krasnik er ikke bange for at lave ravage ved fætter-kusine-festen og stille kritiske, direkte spørgsmål.

Ikke interessant

Uden dem var det blevet en fad affære, nu er bogen i lange stræk stærkt underholdende læsning, selvfølgelig også fordi Ritt Bjerregaard og Søren Mørch aldrig synes at løbe tør for ondskabsfuldheder mod partifæller og konkurrenter udi magtspillet.

Teksten falder i to dele eller i hvert fald i to kategorier. Dels er der det private, og det interesserer vist nok mange mennesker, så det skal selvfølgelig med. Menneskeligt set er Ritt Bjerregaard ikke særlig interessant, og det forhold, at hun ikke har fået børn, synes nogenlunde lige så uvedkommende som farven på Helle Degns nathue eller Mogens Lykketofts foretrukne mærke i tandpasta.

Magtens totempæl

Men som politisk figur er hun selvfølgelig et studium værd, fordi hun har været tæt på magtens totempæl gennem et langt liv. Det ved vi, men hvor meget hendes mand, historikeren Søren Mørch, har betydet for den bjergsomme Bjerregaard og hendes karriere, vidste vi nu nok ikke helt.

Hvis man opfattede Ritt som en kold skid og en kynisk politiker, så vent bare, for det er det rene vand ved siden af hendes éminence grise, gamle Père Søren, der sidder hjemme i studerekammeret og trækker i trådene.

Han siger ting som »grundlæggende skal man vide, at politisk magt handler om venner og fjender, om at udpege og nedkæmpe sin fjende.« Og bagefter prøver Ritt at trække lidt i land for kort efter at overgive sig ganske til husbondens kyniske analyse.

DDR-fascinationen

Denne mangel på sentimentalitet er ganske forfriskende og altså underholdende på den fede måde. Men der er en bismag ved det hele, det hele er fedt nok, men som den underholdte føler man sig også ubehageligt fedtet ind i noget, som man burde holde sig for god til at fryde sig over.

Det skyldes det parrets nærmest uhyggelige mangel på anfægtelse, ikke kun af fortiden (herunder Ritt Bjerregaards meget afslørende DDR-fascination), men i det hele taget. Det er, som om det hele har handlet om magt, og derfor aldrig har været rigtig alvor. Ikke eksistentiel alvor, den slags alvor, som er det grundlæggende postulat i en bog som denne.

Fædrelandet, staten, vælgerne eller folket, vælg selv udtrykket og accenten, betød aldrig noget, ikke engang ideologien og den socialistiske retfærdighed, det var alt sammen kun kulisser og løftestænger for magten og æren.

Ritt Bjerregaards projekt var og blev Ritt Bjerregaard. Og altså Søren. Men ikke andet, ikke mere.

Den virkelige kynisme

Det giver teksten en fatal og faktisk lidt uhyggelig undertone, som bliver hængende længere end munterheden over de velplacerede slag under bæltestedet, for heri ligger måske den virkelige kynisme. Ikke i det beregnende spil om magten, i de kyniske betragtninger, men i den fuldstændige afsondrethed fra virkeligheden. Den fatalt fejlslagne udlændingepolitik, de billige boliger, der aldrig blev bygget, bandekriminalitet, mordet på Auken, det hele rager dem i virkeligheden en papand. Det er spillet, der fænger.

»Som at spille Bach for pygmæer,« citerer Søren Mørch billedhuggeren Robert Jacobsen for. Det er karakteristikken af Ritt Bjerregaard som overborgmester i København, en karriere, der netop har fået en overraskende tidlig afslutning, efter at meningsmålingerne fortalte, at hun var blevet en belastning for sit parti.

Den med pygmæerne er københavnerne jo selv ude om, de valgte hende, og vi har de tyranner, vi fortjener.

Men Bach? Wagner havde været et bedre billede.