Clint Eastwood - i dag fylder han 80 år. Foto: AP
Marc Eliot: Clint Eastwood American Rebel
Aurum Press Ltd.
385 sider; 300 kr.
Er udkommet.

Drucilla Cornell: Clint Eastwood and Issues of American Masculinity
Fordham University Press
216 sider; 255 kr.
Er udkommet

Han fylder 80 i dag, Clinten og er så kreativ som nogen sinde.
To nye film er på vej, og inden for de sidste syv år har han præsteret syv, alle betydelige, flere af dem mesterværker - fra Mystic River (2003) til ”Invictus” (2009).
Hele 23 har han instrueret siden debuten ”Play Misty for Me” (1971), og set i bakspejlet er allerede den præget af en humanisme, som i overrumplende vekselvirkning med en dramatisk, ofte voldsom handling er blevet hans films kunstneriske vandmærke.
Langt over tredive film har han spillet med i, andres og egne, men lige fra starten var det hans ambition selv både at producere og instruere.
Det sidste lærte han først af Sergio Leone, hvis legendariske spagetti-westernes skabte hans image som skuespiller.
Trods deres succes, som i Europa var formidabel, blev de - og Eastwood - ikke regnet for noget af den avancerede del af amerikanske filmkritik. Af frygt for at størkne til spaghetti-ikon afslog han at fortsætte samarbejdet med Leone, og fik i stedet kontakt med instruktøren Don Siegel, en meget (stil)sikker håndværker, med hvem han lavede fem film. Altid har han vedgået sin gæld til de to læremestre.
Der foreligger adskillige bøger om Clinten, både hans karriere og privatliv. Den seneste biografisk orienterede er Marc Eliots, der er spændende og medrivende som en roman. Eliot følger ham fra begyndelsen som tv-skuespiller i western-
serien ”Rawhide”, der kørte fra 1959 til 66 og nåede op på 217 episoder i sort-hvid.
Derpå fulgte samarbejdet med Leone, hvorefter Eastwood fik held til at starte sig eget produktionsselskab, Malpaso, der faktisk betyder fejltrin, men hentyder til en bæk på hans ejendom. Siden kom læreårene hos Don Siegel med bl. a. ”Coogan's Bluff” (1968) og mega-successen ”Dirty Harry” (1971). Derefter kunne han selv.
Uden nyfigenhed fortæller Eliot også om hans heftige forbrug af kvinder.
Selv en affære med Catherine Deneuve blev det til, mens også det langtrukne, for begge parter nedværdigende forhold til Sondra Locke følges i alle pinagtige etaper.
Drucilla Cornell er professor i politisk videnskab, kvindestudier og sammenlignende litteratur og hendes bog derfor af en helt anden beskaffenhed, en monografi om Eastwoods film og den mandlige karakter-struktur.
Hun er tæt på: Hendes mor var med i hans stab, da han blev valgt til borgmester i sin hjemby i 1986, og hendes far er livslang fan - undtagen af ”Mystic River”.
Hans ubehag ved den udløser faktisk datterens bog, der er en studie i den maskuline psykologi, som den kommer til udtryk i Eastwoods produktion.
Af den er hun så fascineret, at hun bevæges til som noget af det vigtigste at se »rekonstruktionen af mande-billedet på en sådan måde, at det næsten er umuligt at undvige det spørgsmål: Hvad vil det sige at være ikke blot et etisk menneske, men specifik en etisk mandsperson?«
Bogen lider under for lange handlingsreferater, abstraktioner og (freudianske) psykologiske.
Alligevel er der mange originale iagttagelser og tankevækkende overvejelser i forbindelse med bl. a. ”Broerne i Madison County” (1995), ”Blood Work” (2002), ”Mystic River” (2003) og ”Play Misty for Me” om hvilken hun præcist siger, at den viser Eastwoods evne til at »forvandle en genres temaer til en kommentar til genren selv.«
Indgående, men efter mit skøn problematisk, behandles også den seksuelt betændte ”Tightrope” (1984). Det samme er tilfældet med voldtægten i ”High Plain Drifter” (1973), hvor Eastwood mod slutningen af en brutal voldtægt lader kvinden gispe af vellyst.
Cornell tolker scenen dels som reaktion på den grusomme, identitetsberøvende vold, manden selv har været ude for, derfor er han uden navn, kun en ”Stranger”; dels - for offerets vedkommende - som soning af en kollektiv forbrydelse i den lille by.
Hver på sin måde bekræfter de to bøger Clintens format, der tilføjes en mytisk dimension, når det oplyses, at den 80-årige dukkede op sin første film i 1955 - samme år, James Dean døde.



