Lea Korsgaard: Ghita

Lea Korsgaard:

GHITA

320 sider,

mange illustrationer,

300 kr.

Gyldendal

Ghita Nørbys liv og karriere er ikke ligefrem underbelyst.

Det har et par populære erindringsbøger, samt bidrag til adskillige andre bøger sikret. Og heldigvis da, for om Danmarks store skuespillere vil vi altid gerne vide så meget som muligt.

Denne biografi tager den en gang til.

Med nye detaljer og krøller på den gode historie om den kønne, lattermilde og karakteristiske unge pige i kunstnerhjemmet, der ender med at blive skuespiller af format. Nu, i en alder af 76, ser hun tilbage på et langt liv, hvor kræft og skilsmisse måske har fyldt mest på det seneste. I hvert fald i medierne.

En opsang

Men vi begynder et helt andet sted. I en garderobe i Skuespilhuset, hvor kollegaen Sofie Gråbøl fortæller om Ghita Nørbys »frådende lyst« til teater og om hendes opsang til sine medspillende om ikke at fedte med talentet, men virkelig byde ind på rollen.

Og det er vel et par af kendetegnene ved Ghita Nørby:

At hun fylder meget, og at hun giver meget - eller med hendes egne ord er et menneske, der på samme tid er »dybt rasende og meget elskværdig«. Et menneske, der gerne kæmper for en sag. Teater gælder liv og død, og vil man være god, kræver det jernvilje og kamplyst, synes hun.

Lattermild

Fra barnsben var hun lattermild, fortæller en gammel veninde. Men en latter, der måske udsprang af en kærlig, men dominerende mor, der forlangte, at hendes datter altid skulle smile og være glad.

Så den unge Ghita blev en temmelig uselvstændig pige. Det ændrede sig dog, da hun mod forældrenes vilje ville være skuespiller og derfor vovede sig ud til en prøvefilmning som 16-årig.

Et vendepunkt

De chokerede forældre sendte hende skyndsomst på højskole, hvilket blev et udviklende vendepunkt.

Som 18-årig kommer hun ind på Det Kgl. Teaters elevskole, og bagefter engageres hun til teatret som den søde unge og friske pige. Ganske som i de bunker af film, hun samtidig indspiller, hvor ”Baronessen på Benzintanken” nok står som skoleeksemplet.

Men så får Erling Schrøder øje på hende, hun kommer på Alléscenen i 1960, får hovedrollen i ”En duft af honning” - og her brager hun igennem.

Hun forlader Det Kgl. Teater og spiller store roller på Frederiksberg og på Det Ny Teater.

Hvorpå hun pludselig et par år senere kaster det hele over bord - hun skal giftes, dropper teatret, blive gravid og flytter til Italien med Dario Campeotto. Men hun kan alligevel ikke holde sig fra skuespilleriet og vender hjem i perioder, inden hun i 1960 definitivt forlader Italien og Dario.

For lidt og for meget

Senere hører vi om arbejdet med Ingmar Bergman - opsætningen af ”Misantropen” i 1973 er legendarisk - og her bliver det ekstra tydeligt, at bogen har et grundlæggende problem, nemlig at der er for meget beskrivende og stemningsskabende fyld.

Afsnittet om Ghita og Bergman på Det Kgl. Teater handler nemlig stort set kun om ham, hans karriere og hans særheder - og alt det har vi kunnet læse bedre andetsteds.

Hovedpersonen

Det samme gælder de personer, der fortæller om Ghita. Vi er ret ligeglade med, om den bluse, de har på, er vamset eller ej; om teen smager intervieweren godt eller ej - og så videre. Det er hovedpersonen, vi er sultne efter, ikke komparseriet.

Samtidig sidder man med en fornemmelse af, at stort set alt, hvad vennekredsen har fortalt, lettere ukritisk er kommet med i bogen, uanset hvor lidt det har med Ghita at gøre. Men hold ud.

Belønning til sidst

Belønningen i denne småsludrende og noget hoppende bog kommer til sidst.

Afsnittet om kræft og skilsmisse er det bedste. Ikke på grund af emnerne, men på grund af de refleksioner, det afføder om mennesket Ghita Nørby.

Her kommer vi for alvor tæt på.

Til gengæld savner jeg en liste over hendes mange teater-, film- og tv-roller.

Den slags har en ordentlig biografi bare i orden.