Biografi
Kristian Hvidt:
Forsker, furie, frontkæmper
En bog om Lis Jacobsen
Indb., Ill. 420 sider, 349 kr.
Gyldendals Forlag
Hvem kender i dag Lis Jacobsen? Næppe mange – og det var da heller ikke med den store entusiasme, jeg gik om bord i murstensværket ”Forsker, furie, frontkæmper”. Men som titlen antyder, er forfatteren Kristian Hvidt en mand med flair for formuleringer, og det lykkedes ham næsten til perfektion at holde min interesse fanget.
Lis Jacobsen blev født Elisabeth Rubin i 1882. Når hun nu 50 år efter sin død i 1961 har gjort sig fortjent til en omfangsrig biografi, er det dels, fordi hun blev den første kvindelige doktor i nordisk filologi, dels, fordi hun ikke bare formulerede målet for dansk sprogforskning: At kende og forstå det danske sprogs udvikling. Hun realiserede også et langt stykke ad vejen sine visioner med undfangelsen af Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.
Sprogforskeren voksede op i et velstillet embedsmandshjem. Miljøet var intellektuelt og rummede mange kulturelt og politisk indflydelsesrige personligheder, bl.a. brødrene Edvard og Georg Brandes. Efter at have taget studentereksamen fra N. Zahles skole fortsatte hun som lærerstuderende på seminariet, men lærerjobbet blev kortvarigt og afløst af et universitetsstudium, der i 1907 indbragte hende universitetets guldmedalje i nordisk filologi og i 1908 magistergraden. To år senere forsvarede hun for doktorgraden sit sproghistoriske hovedværk ”Bidrag til det danske Rigssprogs Historie”.
Hun blev gift med bondestudenten Jacob Peter Jacobsen, der også var sprogforsker. Det forholdsvis korte ægteskab – han døde ung – var meget lykkeligt. De to forskere arbejdede sammen og inspirerede hinanden, og da deres to døtre først og fremmest blev passet af et husfaktotum, fik også fruen den nødvendige arbejdsro til studierne.
Lis Jacobsen var livet igennem igangsætter og på banen som både forsker, organisator og debattør. Som iværksætter udviste hun et sikkert talent for at få skaffet de nødvendige midler til de mange sprogprojekter, hun satte i søen – med en kombination af dygtighed, stædighed og kvindelig charme.
Styrken ved denne velskrevne biografi er, at ikke bare den smukke, dynamiske – og stridbare! – Lis Jacobsen træder lyslevende frem for læseren i såvel arbejds- som privatlivet. Det samme gør også en række af samtidens store personligheder: Ud over brødrene Brandes bl.a. historieprofessoren Kristian Erslev, faderen Marcus Rubin, direktør for Danmarks Nationalbank, og Verner Dahlerup, en af grundlæggerne af ”Ordbog over det danske sprog”.
Bogens mange fotografier, tegninger mv. føjer yderligere krydderi og kolorit til en allerede særdeles spiselig bog.
Har du kommentarer til guide? Fortæl os hvad du syntes om guide.dk



