Kjeld Holm: Mennesket er en misforståelse - Mit venskab med Johannes Sløk

Kjeld Holm: MENNESKET ER EN MISFORSTÅELSE - Mit venskab med Johannes Sløk
199 sider. 229 kr. Rosinante
Er udkommet

Kjeld Holm er biskop, socialdemokrat og AGF-fan, men han har også en menneskelig side. Herunder evnen til at knytte nære venskaber.

Intimiteten er i hvert fald til at tage og føle på i Holms portrætbog om Johannes Sløk, idehistoriker og teolog og forbillede for i hvert fald en del af en generation på Aarhus Universitet, hvor han virkede i en årrække og satte sit præg. I bogen hedder han konsekvent Bo, for det hed han blandt venner, og af dem var Kjeld Holm den næreste, tilsyneladende. Derfor er han den rette til at skrive bogen om Sløk, og det syntes Sløk også, som han citeres for at sige:

»Hvem fanden skulle ellers gøre det?«

Der er mange af den slags ramsaltede sløkske bemærkninger i bogen, de ophøjes ikke sjældent til filosofi, og den utilslørede forelskelse i den egocentriske professor, hans kynisme og hans kækhed, er bogens svaghed. Men måske også dens styrke, for der strømmer en varme igennem den, som er med til at gøre den til en god portrætbog på sine egne præmisser.

Et billede af mennesket Sløk, ikke så meget af forfatteren og teologen, men det er ikke noget, man sidder og savner. Sløks bøger foreligger jo, og hans værk var i det væsentlige formidlende og kræver ikke yderligere udlægninger.

Holm mødte Sløk i 1966 på tærsklen til ungdomsoprøret, der kom til at sætte sit massive, kapitallogiske præg på Aarhus Universitet, muligvis endda værre end i København, fordi universitet fylder mere i Århus. Over for den vækkelse kom Sløk til kort og det på en lidt anden måde end den klassiske forstokkede professortype, for Sløk ville jo netop gerne være provokerende og anderledes, han ville være på i rollen som den belæste, sprælsk lærde, og så kom marxismen og lagde landet øde.

Sløk fik eksil i forskningen og vendte senere lykkelig tilbage som afløser for Løgstrup på teologi. I alle årene arbejdede han intenst med Shakespeare, Kierkegaard og renæssancen, og det kom der en række fremragende bøger ud af. Dem bør man læse, hvis man vil forstå, hvorfor der skal skrives en bog om Sløk.

Interesseret i sig selv

Filosoffens natside var hans hang til at posere i offentligheden og til med mellemrum at ville diskutere samfundsmæssige anliggender. Noget, han i virkeligheden var grundlæggende uinteresseret i, fordi han kun interesserede sig for én ting, nemlig sig selv. Kjeld Holm citerer med tilslutning, hvordan Sløk betragtede Danmarks besættelse og befrielse som en irritation og en forstyrrelse af sit arbejde, og han jubler over en professoral bemærkning i anledning af den hede indvandrerdebat i 1990erne.

Det er noget med napolitanske pizzaer og mafiaen, og når man betænker, hvilken danmarkshistorisk fiasko den danske indvandringspolitik har været, er det sært nok, at begavede mennesker stiller sig så smaskende tilfredse med en dårlig vittighed som svar. Men begavelse er mange ting, og i Sløks tilfælde er den så absolut forbundet med en egoisme så voldsom, at den ikke engang tager sig køn ud, når den bliver udlagt af en meget nær ven.

Aktualiseret er jo historien om Sløks (Bos) forhold til Hanne Gravgaard, som han fik et barn med. Hun har selv udgivet bøger om det. Set udefra er det den banale historie om en ældre, gift professor, der løber bort med en studine. Det er der hverken noget nyt eller særlig værdigt i, men i den forstand er Sløk den klassiske intellektuelle; han forstår ligesom at ornamentere sine menneskelige svigt med mange ord og overvejelser, så de bliver noget finere end bare almindelig liderlighed og troløshed.

Sløk havde problemer med »den erotiske fristelse og driftssiden,« som det hedder, men Holm skal ikke have utak for at skåne læseren for eventuelle slibrige detaljer om vin, kvinder og sang, for de er og bliver uinteressante, hvor meget Kierkegaard man så end blander op i dem.

De øvrige Århus-teologer tog ham den affære ilde op og tilgav ham først, da han vendte tilbage til sin kone, der tilsyneladende uden betænkning tog imod ham og genoptog rollen som den hengivne hustru.

Beskrivelsen af den isolation, der blev Johannes Sløk til del for sit sidespring, er ganske stærk, for han var også en del af et miljø, en sammenhæng af store tænkere i en lille by, og også for sit bidrag til den fortælling fortjener bogen ros som et portræt af en tid, der var og allerede er meget længe siden.

lillelund@jp.dk