Julian Barnes: Arthur & George

Julian Barnes:

ARTHUR & GEORGE

(Arthur & George, 2006)

Oversat af Claus Bech

378 sider, 299 kr.

Tiderne Skifter

UDKOMMER I DAG



Julian Barnes hører til kredsen af fremragende nybrydende, nu knapt så unge britiske romanforfattere, der slog igennem i 1980'erne: Kazuo Ishiguro, Timothy Mo, Martin Amis, Graham Swift, Pat Barker, Ian McEwan, for nu at nævne de nok bedst kendte.

”Arthur & George” er Barnes' nyeste roman. Om Barnes ved man aldrig helt, hvad han nu vil. Det forventelige er overraskelsen. Denne gang har han valgt den blanding mellem historisk autenticitet og fiktion, der undertiden kaldes ”faktion,” eller, hvis den er filmet, ”dramadokumentar”.

Arthur er Arthur Conan Doyle, den berømte skaber af Sherlock Holmes. George er en ung provinssagfører, i sin tid berygtet som domfældt for at have mishandlet heste. Hvordan de to mødes er just hvad Barnes' kendsgerningsbaserede fiktion handler om.

Arthur kom fra hvad vi i dag ville kalde en risikofamilie i Skotland. Faderen drak og måtte til sidst fjernes fra hjemmet. Moderen tog sig af opdragelsen af børnene, i tidens strenge victorianske stil. Arthur, der fødtes i 1859, blev læge og specialiserede sig som øjenlæge.

Han begyndte på sine historier om den årvågne detektiv Sherlock Holmes, da han sad i sin nyindrettede klinik i London. Arthur havde digtet historier, siden han var dreng, og havde fået udgivet en del, da han nedsatte sig som speciallæge. Så han var ikke just økonomisk nødlidende. Da der så ikke kom nogen patienter i konsultationen, blev verdens mest berømte ikke-eksisterende adresse, 221B Baker Street, skabt i 1887. Forbilledet for Holmes' berømte evner for deduktion, som strengt taget vel nok er induktion, havde han fra en af sine lærere i Edinburgh.

I et tomrum

Arthur levede et liv, som på mange måder var manifestationen af den victorianske succeshistorie. Der var blot en enkelt ting, der skurrede i den vel aflagte og vidt berømte forfatter-læges liv. Hans elskede hustru var dødssyg af tuberkulose. Men Arthur havde mødt en kvinde, som han holdt i baggrunden, indtil det uafvendelige måtte ske. Da det endelig skete, efterlod hustruens død ham imidlertid i et underligt eksistentielt tomrum, hvor kvinden på reservebænken ikke længere havde helt den attraktion, hun havde haft som forbuden frugt.

Arthur, der også interesserede sig voldsomt for spiritisme, havde brug for noget at kaste sig ud i med hele den victorianske gentlemans indestængte energi. Så det kom næsten som en gave fra forsynet, da han modtog en pakke med sagsakter og avisudklip fra en mand, der mente sig uskyldigt dømt.

Arthur tog sig ellers ikke af den slags sager. Han blev bombarderet med henvendelser fra folk, der troede, at han fungerede lige så effektivt som sin fiktive detektiv. En sekretær sendte rutinemæssigt sådanne henvendelser retur.

De var fremmede

George havde afsonet tre år af en syv-års dom for dyremishandling og var nu løsladt på Indenrigsministeriets initiativ. Han og hans familie - faderen var præst i den engelske statskirke - var i mange år udsat for anonyme smædebreve og ubehagelige practical jokes. Men det var den stedlige politimesters opfattelse, at George selv stod bag. Og hvorfor nu det? Jo, fordi familien ikke var den klassiske engelske præstefamilie. Faderen var inder, omvendt af engelske missionærer ude i Bombay, var draget til Storbritannien og havde uddannet sig som præst. Med sin britiske hustru havde han fået tre børn, og familien levede et stille og fromt liv i en landlig præstegårdsidyl. Men familien Edalji var etnisk anderledes sammensat, og det bar, dengang som nu, straffen i sig selv.

Arthur satte al sin formidable kraft ind på at få George frikendt og tildelt erstatning. Men det var ikke nogen let sag, ikke engang for en samfundsstøtte som Arthur, der endda havde opnået kronens anerkendelse som Sir Arthur.

Liv i en svunden tid

Barnes' beretning er fascinerende. Både fordi den sætter liv i figurer og miljøer i tiden omkring 1900, og fordi den er et studie i de mekanismer, der så let får et samfund til at udpege syndebukke i udsatte grupper. Vi kan i dag hovedrystende konstatere alle sagens åbenlyst svage punkter. Men Barnes viser, hvordan det med datidens lemfældige organisering af ordensmagten og en videnskabelig efterforskningsteknik, der endnu kun var i sin vorden, tilsat ikke så lidt almindeligt anerkendt social fordomsfuldhed, lå lige for at domfælde den uheldige George Edalji.

”Arthur & George” er en velkomponeret historie fra en af Storbritanniens litterære prof'er. Men den er også bemærkelsesværdig som et af de spredte, men efterhånden talrige forsøg på at undersøge, hvordan imperiet ikke bare var noget, der eksisterede ude i verden, men også, dengang i storhedstiden under dronning Victoria, satte sit aftryk på den hjemlige britiske scene.