Jonathan Alter: The Promise: President Obama, Year One

Politik

Jonathan Alter: The Promise: President Obama, Year One

480 sider, 16,80 dollars Hos amazon.com

Simon & Schuster

Hvis man blot følger de daglige nyheder, ikke mindst den strøm, der mere eller mindre ureflekteret pumpes ud fra diverse nyhedskanaler, er der en tendens til at glemme, hvad det var for en forretning, som Barack Obama overtog for nu 16 måneder siden.

Bankerne havde stort set indstillet deres långivning. USA kunne konstatere, at der i månedlige gennemsnit blev tabt mere end 700.000 arbejdspladser. Oven i det kom en tilspidset konflikt med Iran, en usikker fremtid for Irak og en hastigt forværret situation efter otte år i Afghanistan.

»Derfor var det præsidentens første opgave at afgøre, hvor der skulle sættes ind, så blødningen kunne standses,« fastslår Jonathan Alter i sin netop udkomne bog ”The Promise”, der tager det første år under USA's præsident nr. 44 op til grundig gennemgang og analyse.

200 interviews

Flere bøger har allerede forsøgt det samme, men Alter giver et virkeligt indblik i beslutningsprocessen, og for første gang får læserne et indtryk af, hvordan det måtte være at arbejde for en præsident, der på alle områder er vidt forskellige fra sin forgænger.

Alter, der er en af nyhedsmagasinet Newsweeks redaktører, har præsteret en bog, der er lige så velskrevet, som den er indsigtsfuld. Han har så mange kilder som Rhinen og Donau lagt sammen, og bygger ”The Promise” på mere end 200 interviews.

Der er ikke tale om nogen skamrosning af en præsident, som mere end en enkelt af Harvard Universitys juridiske professorer har betegnet som deres bedst begavede student. Alter konstaterer således, at det ikke er nok at være en oratorisk begavelse og heller ikke nok at afvise at bruge slagord.

En logisk kæde

Vælgerne blev i det første år alt for hyppigt tabt, når præsidenten kastede sig ud i længere forklaringer, der som baggrund havde hans ønske om at træffe beslutninger, efter at alle argumenter var kørt gennem, hvad der kaldes en »logisk kæde«.

Det var heller ikke særligt nyttigt, at præsidenten kunne endevende hver eneste detalje i den store reform af USA's mangelfulde sygesikring, når han ikke samtidig kunne etablere en forbindelse til vælgerne, så de mærkede, at han lige som Bill Clinton virkeligt følte deres smerte.

Obama stod fast

Om sygesikringen, der først slap gennem Kongressen, efter at det første år var gået, hedder det i øvrigt, at Barack Obama var stort set den eneste i Det Hvide Hus, der ønskede at begynde den fire år lange valgperiode med et så ambitiøst projekt.

Præsidentens indflydelsesrige og skarptungede stabschef, Rahm Emanuel, bønfaldt ham om at vente til senere. Det samme gjaldt for vicepræsident Joseph Biden. De to følte, at reformprojektet ville føre til en kortslutning af systemet.

Obama stod imidlertid fast. Han ønskede den store reform gennemført så hurtigt som muligt, så han havde et konkret resultat at lægge foran vælgerne inden midtvejsvalget i november. Han mente samtidig, at USA ikke havde råd til at fortsætte som tidligere, og at bedre sygesikring virkelig var noget, som gennemsnitsamerikaneren kunne føle.

Indtil nu har det ambitiøse udspil ikke givet de klare politiske gevinster, og i det hele taget mener Alter, at en række af det første års resultater er blevet undervurderet. Ikke mindst fordi vælgerne har glemt det katastrofale udgangspunkt.

Kæmpe dollars-pakker

Præsident Obama blev ikke kun manden, der måtte gennemføre den 700 mia. dollars store redningsaktion af bankerne, som forgængerne havde sammensat. Det var også ham, der tog initiativet til den 800 mia. dollars store stimulanspakke.

For Alter er der ingen tvivl om, at begge planer virkede efter hensigten. Uden dem ville hele verden være gledet ned i et finansielt ragnarok, og USA havde oplevet en depression uden sidestykke siden 1930'ernes berygtede nedtur.

Det fremhæves samtidig, at stimulanspakken var meget mere end en økonomisk vitaminindsprøjtning, der nu med den forudsigelige forsinkelse er med til at genindvinde de første hundrede tusinder af de tabte arbejdspladser. Den var også et skridt mod de mere langsigtede politiske mål, som præsidenten har sat sig.

Stimulanspakken var i virkeligheden fem skelsættende programmer samlet i ét. Først kom de største skattelettelser for middelstanden siden Ronald Reagan. Derefter den største investering i infrastruktur, siden USA byggede sine motorveje for 50 år siden.

Dertil den største uddannelseslov siden Lyndon B. Johnsons reformer plus 40 års største investering i medicinsk forskning og alle tiders største skridt mod ren energi.

Pakken blev skrevet under blot 28 dage efter, at Obama var rykket ind i Det Hvide Hus. Præsidentens rådgivere ønskede imidlertid ikke at skabe et indtryk af, at man havde nået mere langsigtede mål forklædt som en stimulanspakke, skønt det ifølge Alter var præcis, hvad der skete.

Brug af øgenavne

De politiske analyser krydres med passende doser intime afsløringer og Washington-sladder. Når Obama ikke længere kan styre sin trang til en smøg, så sniger han sig ned i gangen ved siden af præsidentboligens tennisbane ?

George W. Bush var berømt og berygtet for at give alle medarbejdere øgenavne, men Obama kan heller ikke dy sig for noget sådant. Et af de mere ondskabsfulde er påhæftet hans økonomiske chefrådgiver, Larry Summers. Dr. Kevorkian kaldes den tidligere finansminister og Harvard rektor med en henvisning til den omstridte selvmordslæge.

Så er der naturligvis Rahm Emanuel, hvis temperament kan få både medarbejdere og vægge til at skælve. En nervøs assistent blev således bedt om at tage tamponen ud og få fortalt, hvad det var, der var at fortælle.

Lagen-akrobatik

Selv ikke præsidentfamiliens hund, Bo, der var en gave fra afdøde senator Edward Kennedy, går ram forbi. Den kåde hvalp havde svært ved at styre sig på de bonede gulve og kostbare tæpper, så ifølge Emanuel spildte Obama for megen tid med at fjerne sporene.

»Jeg dræber den f? hund,« lød forbandelsen med et ord, der også synes at være gået ind i det danske sprog.

Den franske præsidentfrue, Carla Bruni, nød at chokere sin amerikanske kollega med en beretning om, at hun og Nicholas Sarkozy lod en udenlandsk leder vente, indtil de blev færdig med deres lagen-akrobatik. Havde fru Obama og præsidenten nogen sinde gjort det samme. Michelle lo nervøst og sagde nej.

De magtfulde generaler

Skønt økonomien på baggrund af det katastrofale udgangspunkt dominerede det første år, drejer et af bogens mest fascinerende afsnit sig om præsidentens forhold til de magtfulde generaler i Pentagon.

Her fik Obama hurtigt en fornemmelse af, at Pentagon-bureaukratiet under Bush var blevet vænnet til at få sin vilje, og at generalerne nu ved at lade fortrolige rapporter sive ud til offentligheden forsøgte at trænge den nye præsident op i et hjørne.

Den første kulmination blev nået, da den øverstkommanderende i Afghanistan, general Stanley McChrystal, udsendte en redegørelse og i flere interviews fastslog, at han skulle bruge yderligere 80.000 mand for at bringe krigen til en succesrig afslutning.

McChrystal blev kaldt til København, hvor Obama uden held havde forsøgt at bringe OL til Chicago. De to talte alene i 25 minutter, mens Air Force One ventede på Kastrups startbane. Kort tid, senere blev forsvarschefen admiral Mike Mullen, og forsvarsminister Robert Gates kaldt til møde.

De to mænd fik en verbal kølhaling, der endte med et klart spørgsmål. Præsidenten forlangte på stedet at få at vide, om de ville støtte hans beslutninger, og om de kunne føre dem ud i livet.

Begge mænd svarede bekræftende, og det samme gjaldt, da præsidenten fastslog, at han var parat til at udvide styrken i Afghanistan med godt 40.000 mand, men at det skete i klar forventning om, at tilbagetrækningen kunne indledes i løbet af sommeren 2011.

Unægtelig en anden snak end generalernes ønske om dobbelt så mange mand uden tidsbegrænsning.

Effektiv leder

Denne beretning tegner et billede af Barack Obama som en dygtig og effektiv leder, men også som en mand, der ikke altid er i stand til at forudse, hvordan ganske pragmatiske beslutninger kan bruges imod ham i den politiske kampagne. En mand, hvor selvsikkerhed af og til slår over i selvglæde.

Otte måneder efter at være kommet til magten stillede præsidenten ifølge Alter en gammel ven det retoriske spørgsmål: »Hvem ønsker egentlig dette job i mere end en enkelt valgperiode?«

Spørgsmålet besvarede Obama selv med en henvisning til, at han ønskede at fortsætte, så andre ikke kunne tage æren for det gode, der vil ske, når man har kæmpet sig gennem skidtet.

Det ubesvarede spørgsmål bliver derfor, om Jonathan Alters næste bog, og den kommer forhåbentlig, skal være den første samtidshistoriske analyse af Barack Obamas fire eller otte år i Det Hvide Hus.