Anmeldelse: Jens Evald: Alf Ross - et liv

Jens Evald:

Alf Ross - et liv

407 sider, 400 kr.

Jurist- og Økonomforbundets Forlag

Er udkommet

Alf Ross (1899-1979) er det 20. århundredes største danske jurist som professor ved Københavns Universitet og med juridiske værker oversat til hovedsprogene. Ross prægede i en menneskealder danske jurister med sin ideologi, rets-positivismen, der skelner skarpt mellem ret og moral, og deltog også i efterkrigstiden i den offentlige debat.

Selvom Alf Ross' skrifter er kendt af mange, har Jens Evald, der selv er professor i jura og tidligere har skrevet juristbiografier, forfattet en fortrinlig og spændende bog om manden bag facaden.

Bag det pæne borgerlige ydre viste Ross sig som en kantet karl, som ung ekstrem intelligent og selvbevidst, hurtigt røg han ud i akademiske magtkampe, som blev ført med alle krigens midler, han led af depressioner og nærtagenhed, og ægteskabet med Else-Merete Ross haltede livet igennem, fordi det også skulle leves ud videnskabeligt med gensidig utroskab uden at lyve om det.

Rationel socialist

Alf Ross fik forkastet sin første disputats ved Københavns Universitet i 1926, bl.a. med mærkværdige begrundelser om Ross' person som umoden og temperamentsfuld. Efter krigen hævnede Ross sig over formanden for bedømmelsen, professor Vinding Kruse, ved at placere ham som nazist, hvilket mange også mente.

Ross fik disputatsen accepteret i Sverige, skrev senere en filosofisk doktorafhandling, og blev så professor i 1938. Herefter dominerede Ross retsvidenskaben i Danmark de næste 40-50 år.

Alf Ross engagerede sig energisk ved siden af sit videnskabelige forfatterskab i den offentlige debat, den kendteste om demokratiets væsen med Hal Koch. Han stemte socialdemokratisk efter krigen i begejstring for fornuft og rationel planlægning, men ophørte med det i 1966, da SF så ud til at blive støtteparti, og en dansk regering skulle ikke leve på nåde fra kommunisten Aksel Larsen.

Ross var rationel socialist og glødende antikommunist på samme tid, som var typisk for mange i 1950'erne og 1960'erne.

Foragtede rettigheder

I 1964 forsvarede Ross retten til blasfemi i anledning af bogen ”Fanny Hill”, som anklagemyndigheden ville have dømt for blufærdighedskrænkelse.

Da Ross gik af som professor i 1969, brugte han sine sidste år til offentlig polemik med studenteroprøret, som han stod totalt uforstående overfor. Evald noterer, at studenternes videnskabsideal i 1968 med oprøret mod positivisme var mere i slægtskab med Vinding Kruses halvnazistiske tankegang end med Ross'.

Tiden gik imod Ross, og i dag er hans juridiske tænkemåde i vid udstrækning historie og erstattet af menneskerettigheder, som Ross foragtede som al naturret. Han begik som dødssyg selvmord i 1979, og asken blev spredt for vinden. Ross ville som ateist beherske og kontrollere sine omgivelser og sin egen død - »kristendom er for mig som dårlig ånde.«

Midt i havet af journalistiske biografier af ligegyldige samtidspolitikere redder professor Jens Evald prægtigt biografi-genren med dette solide og gennemresearchede værk om en markant personlighed på godt og ondt. Mere af den slags, tak.