Fodboldens Muhammad Ali

Jens Andersen:

”Frankie Boy”.

People's Press.

Udkommer den 23. oktober.

Pris: 299 kr.

I midten af 1960'erne står en knægt på Amager og laver sparkebevægelser i luften. Han ligner en, der skyggebokser med sig selv, blot med fødderne. Mest med venstre. Hans far har sagt, at en god fodboldspiller skal kunne sparke lige godt med begge ben, men han er bedre med højre, så han må træne venstre ekstra.

Senere gennemspiller han alene, men nu med bold, nogle af tidens største kampe, især dem under VM i England i 1966 og sejren over Sverige i Idrætsparken i 1965. Han er Pelé, Garrincha, Gordon Banks, Ole Madsen, Eusebio, og hvad de store stjerner ellers hedder. Han er angriber, forsvarer og målmand, kommentator, træner, dommer og publikum.

Knægten slipper fantasien løs og glider ind i en parallelverden, hvor der ikke findes andet end fodbold. Han er besat. Det samme gælder i skolen. Han laver aldrig lektier, for al tid går med at spille fodbold, men han klarer en realeksamen i hus på sine mundtlige evner. Andre gange spiller han op ad en mur, time efter time, eller med sine kammerater på græsplænen ved Greisvej eller på Volden ved Christianshavn. Knægten spiller som regel en mod tre - og vinder.

Mod strømmen

Sådan blev Frank Arnesen født som et fodboldgeni i en tid, hvor det ellers kun var på mode at være besat af politik og revolution, ikke af fodbold. Det var heller ikke comme il faut at være selvisk på banen, tillade sig at drible og gå solo med bolden. Det var usolidarisk og asocialt, to af tidens fyord.

Arnesen blev som ungdomsspiller ganske ofte korrekset af trænere og holdledere for sin egoisme på banen. En anke, der siger en del om slutningen af 1960'erne og begyndelsen af 1970'erne, for da litteraturkritiker og forfatter Jens Andersen i sin biografi fire årtier senere gør status over Arnesens karriere, lyder konklusionen, at en væsentlig årsag til, at geniet aldrig foldede sig ud til en verdensstjerne på niveau med Maradona eller Ronaldinho, var, at han tænkte for lidt på sig selv, var alt for social på banen og manglede evnen at sætte sine egne behov over kollektivets.

»Kynikerens rolle lå ikke til Frank Arnesen,« konstaterer Jens Andersen.

Det var måske denne kritik, der i en periode i 1971-1972 fik Arnesens følsomme gemyt til at skrue ned for ambitionsniveauet og søge andre græsgange. Tidens eksperimenter med stoffer, livsstil og oprør mod autoriteter havde sit centrum et par hundrede meter fra familien Arnesens hjem på Christianshavn.

Fodbold med sjæl

”Republikken Sofiegården”, hvor medlemmerne af Gasolin boede - Arnesens storesøster var kæreste med Gasolins huspoet Mogens Mogensen - og Christiania lå lige om hjørnet, et miljø, der tiltrak det unge talent, men det var mere musikken og den livsstil, der fulgte med, end det politiske i oprøret, der fængede. Hellere Neil Young end Che Guevara. Mere Kim Larsen end Karl Marx. Herman Hesse frem for Ulrike Meinhof og Andreas Baader. Det afholdt dog ikke Hans-Jørgen Nielsen, forfatter til romanen ”Fodboldenglen”, fra at se en »mystisk socialisme« i det magiske samspil mellem Arnesen og Søren Lerby til Fremad Amagers hjemmekampe. Samme Hans-Jørgen Nielsen formulerede præcist, hvad det var ved Arnesen og Lerby, der henførte publikum i Sundby Idrætspark i efteråret 1975, før de drog til Ajax og blev professionelle:

»At have sin sjæl i fodbold, som Arnesen og Lerby har det, er ikke stort anderledes end at have sin sjæl i kunst og litteratur, som vordende forfattere har det. Det er et spørgsmål om selvudfoldelse. Her er et kropsligt talent og en kropslig intelligens, der giver en oplevelser, som man ikke på anden måde kan få adgang til.«

Ja, kropsligt talent og kropslig intelligens. Arnesens eminente evne til på en gang at læse spillet og være en sjælden individualist, der kunne afgøre kampe på egen hånd, var enestående. De fleste store spillere mestrer enten det ene eller det andet, sjældent begge dele. Arnesen var en fodboldens Muhammad Ali, som han poetisk blev kaldt i Fremad Amagers klubblad. Han dansede som en sommerfugl og stak som en bi.

Den perfekte holdspiller

Det er denne egenskab, der får den tidligere landsholdsspiller Per Frimann til at fremhæve Arnesen som en større spiller end Michael Laudrup, Morten Olsen og Preben Elkjær.

»Frank var den mest intelligente spiller af os alle sammen. Teknisk set var han utrolig god og ikke mindre god taktisk. Det var denne særlige bevidsthed om, hvor han skulle placere sig. Michael var nok et større teknisk talent end Frank, men hvad angik den taktiske begavelse var Frank på det tidspunkt bedre at spille sammen med. Michael - som jo altså kun var 20, det må vi ikke glemme! - han var mere i gang med sig selv og det at etablere sig på holdet. Preben var også indadvendt og rettet mod sit eget spil, mens Frank var den totale holdspiller. Han var individualist og holdspiller på en helt anden måde end nogen af os andre.«

Det er en forrygende bog, Jens Andersen har skrevet. Til forskel fra andre bøger om fodboldstjerners karriere og liv profiterer den af forfatterens erfaring med at skrive biografier om H.C. Andersen, Tom Kristensen og Tove Ditlevsen. Han har sans for at nå ind til kernen i et kreativt menneskes liv og sætte ord på paradokser, dilemmaer og motiver og turnere et livsløb. Og så rammer han præcist tiden og atmosfæren.

Det er en sand fornøjelse. Jens Andersen placerer samtidig Arnesens historie i en ramme, der gør den til meget mere end fortællingen om en ung mands rejse fra Fremad Amagers anlæg på Englandsvej til alverdens udebaner og derfra videre til topstillinger som manager og sportsdirektør i nogle af Europas store klubber for i dag at sidde i magtens centrum i en af verdens førende klubber, Chelsea FC, med den vigtigste af alle opgaver for sportsklubber og virksomheder i global konkurrence, nemlig at spotte og udvikle talenter. Selv om den historie i sig selv er fascinerende nok. Jens Andersen (årgang 1955) har en fortid som spiller i AB, og som enhver god biograf spejler han sig i sin hovedperson. Det er ikke svært i dette tilfælde, for Arnesen har realiseret de drømme, som knægte i hans generation, mig selv inklusive, gik rundt med i 1960'erne og 1970'erne. Alle drenge blev i de år i gymnastiktimer og hjemme i gården vejet på fodboldens vægt. Det var her, at man fik sine første sejre og nederlag i samfundet. Socialisering hedder det i dag. Arnesen havde, som Andersen påpeger med henvisning til H. C. Andersen, »modet til at have talent.« Derfor bliver hans biografi også en generationshistorie.

Plaget af skader

Jeg voksede op nogle få hundrede meter fra Arnesens første barndomshjem på Greisvej i Sundby og hørte om hans evner første gang, da han som drengespiller i efteråret 1970 scorede fem af seks mål i en pokalfinale mod Tårnby, hvor jeg selv spillede.

Jeg kendte ham ikke personligt og spillede aldrig mod ham, da han var halvandet år ældre end mig, men vi gik i en periode begge på Tårnby gymnasium, før Arnesen droppede skolen og fik job som lagerarbejder for at kunne koncentrere sig fuldkommen om fodbold.

Jeg var ofte tilskuer i Sundby Idrætspark i 1975 og husker især Fremad Amagers 6-0 sejr over Åbenrå og Arnesens genistreger, som fik det flabede og øldrikkende publikum til at gå amok i en glædesrus som på en sydeuropæisk arena. Jeg kom også af og til i Klub 47 på Tycho Brahes Allé, Arnesens foretrukne hang out, som var samlingssted for Amagers flippere. Her optrådte i begyndelsen af 1970'erne bl.a. Savage Rose, Alrune Rod og Skousen & Ingeman.

Frank Arnesens karriere blev til dels ødelagt af skader. Efter sin første sæson i Valencia i 1981-82 gav det en dag et smæld i knæet, da han skulle rejse sig fra en stol.

På det tidspunkt var han en af Europas bedste, men fejlbehandling og flere operationer satte ham ud af spillet i mere end et år, og selv om han gjorde det strålende på landsholdet ved EM i 1984 og VM i 1986, lykkedes det ham aldrig at bide sig fast på holdene i Anderlecht og PSV Eindhoven.

Ifølge Jens Andersen lyder myten om Frankie Boy, at mange uheld og forbandede skader var årsag til, at han aldrig fik det fulde udbytte af sit talent. Men Andersen vender problemstillingen på hovedet, peger på en brist i Arnesens talent og spørger med henvisning til boldkunstnerens årelange og systematiske overanstrengelse af sine glasben og det forhold, at skaden kom indefra:

»Var det nu bare uheld? Var det ikke lige så meget på grund af en psyke, der bød ham at være her, der og alle vegne?«

Med andre ord: Frank Arnesens spilleglæde, hans ærgerrighed og konkurrencegen, hans evne til at give sig selv 100 pct. hver gang, hans energi og udfordrende spillestil samt, ja, hans natur og besættelse af spillet kom i vejen for geniets blomstring. Faktisk havde fodboldautoriteter gennem årene advaret Arnesen mod at blande sig i for meget på banen og lære at bruge sine kræfter mere økonomisk.

Den første, der gjorde opmærksom på det, var Ekstra Bladets navnkundige sportsredaktør Axel Ahlstrup, da han så Arnesen, efter at denne blev rykket op som senior på Fremads divisionshold et år før tiden. Siden lød samme råd fra Ajax' kroatiske træner Tomas Ivic og kong fodbold Johan Cruyff, der ifølge Henning Jensen, Arnesens holdkammerat i Ajax, havde større indflydelse på Arnesens skifte fra Ajax til Valencia end hidtil kendt. Cruyff mente, at Arnesen skulle lære at spare på kræfterne, så han kunne bruge sine evner til at eksplodere og afgøre kampe. Derfor foreslog Cruyff, at han søgte til en klub og en liga, hvor der blev lagt mere vægt på at spille end på at løbe. Senere gav Sepp Piontek udtryk for samme bekymring på Arnesens vegne.

Arnesen holder lav profil

Arnesen har gennem hele sin karriere været yderst åben i sin omgang med pressen, men i Chelsea har han trukket gardinerne for efter at være blevet trukket gennem mediemøllen i forbindelse med sit skifte til Chelsea og et dokumentarprogram, der viser Arnesen forhandle med et par unge talenter, selv om det er imod reglerne. Læg hertil Chelsea-ejer Roman Abramovitjs modvilje mod at tale med medierne. Ifølge Henning Jensen rystede de oplevelser Arnesen, som fortalte sin gamle holdkammerat fra årene i Ajax, at han var forsigtig, fordi man aldrig kunne vide, hvordan ens ord ville blive udlagt. Desuden har Chelsea sikkert anbefalet sin talentchef at holde lav profil. Ingen tvivl om, at den stil er mod Arnesens natur, men han har fået sit drømmejob i Chelsea og har Abramovitjs øre, så han kan sikkert godt leve med at være mindre åben over for medierne.

I perioden fra 1996 til 2004, mens Arnesen var sportsdirektør i PSV, købte og videresolgte han Jaap Stam og Ruud van Nistelrooy til Manchester United, Arjen Robben til Chelsea og Ronaldo til Barcelona, salg, der indbragte PSV over 500 mio. kr. i overskud. Det rygtedes, og Arnesen bliver i dag betragtet som verdens bedste talentspejder med en stab på 36 ansatte og et system med database og afrapportering, som ingen kan matche.

»Jeg behøver ikke mere end fem minutter for at vurdere potentialet i en drengs spil og talent. Har han en god boldberøring? Kan han løbe, eller løber han på hælene? For så bliver han aldrig hurtig nok. Bagefter kigger man på, hvordan han håndterer modgang. Lægger han sig ned og græder efter en tackling, eller rejser han sig op og kæmper?« forklarede Arnesen til en svensk avis i 2007.

Det er det talent kombineret med ærgerrighed, fodboldintelligens og den besættelse af spillet, som drev ham under sparkeøvelserne på Amager i 1960'erne, der har bragt Frank Arnesen til tops og vundet Abramovitjs tillid. Fremtiden vil vise, om det er endestationen for den mest indflydelsesrige dansker i international fodbold, eller om der vil dukke nye udfordringer op.