Jan Lindhardt, (fortalt til Else Marie Nygaard): Det skal råbes.

Jan Lindhardt, fortalt til Else Marie Nygaard: DET SKAL RÅBES

206 sider,

249 kr.

Kristeligt Dagblads Forlag

UDKOMMER I DAG.

I præsternes omklædningsrum er der et spejl, hvor præsten kan tjekke sin ydre fremtoning, inden han viser sig for menigheden. Og tidligere biskop i Roskilde, Jan Lindhardt, skriver i sin bog, at: »efter som biskop at have været rundt i stiftets kirker kan jeg konkludere, at kirkens spejle højst er på størrelse med et postkort (?) jeg har ved flere lejligheder foreslået, at man satte et betydeligt større spejl op.«

Jan Lindhardts folkekirke er ikke én, som gemmer sig væk, det ydre er ikke ligegyldigt, og der skal ikke mumles til folk.

”Det skal råbes” hedder denne erindringsbog slet og ret, og Lindhardt fortsætter med den, sin åbenmundede praksis ud over pensionsalderen. For Lindhardt har stadig en »mission«, som han ikke er bange for at kalde det, og den består blandt andet i at sælge kirken: »fordi vi lever i et markedsdomineret samfund, hvor man må være på torvet, hvis man vil ses.«

Fokus på ordet alene
Det er en ærlig og forståelig holdning, men også en indstilling, der har givet Lindhardt ry af ”tivolipræst” og ”mediebiskop”.

Den fromme præstesøn fra Århus er ellers vokset op med den stilfærdige protestantisme, hvor følelser og inderlighed pakkes væk i det hvidkalkede og farveløse fokus på ordet og ordet alene, men den ældre Lindhardt tror ikke længere på, at folkekirken kan overleve med den strategi.

Helt overbevist bliver biskoppen efter en tur i USA, hvor kirker er i indbyrdes konkurrence og derfor i højere grad skal levere varen. En situation, som en liberalisering af folkekirken selvfølgelig kunne tilvejebringe, men som Lindhardt er inderligt imod.

Bedst i kirkelige sager
Jan Lindhardt er bedst, når han på den måde udfordrer sine kollegaer og den kirke, han hele livet har tjent. Mere svingende bliver det, når teologen skal kritisere og gøre sig klog på psykologi, 11. september eller omfattende stress og griskhed i samfundet.

Her slynges de generaliserende analyser og kulturpessimistiske læsninger af tidsånden ud efter læseren, skønt Lindhardt sjældent virker særlig informeret om sine emner, hvorved kritikken sjældent hæver sig op over det overfladiske.

Helt skæv bliver karakteristikken af ateister, der arrogant nedgøres som åndelige dværge, uden at der gøre noget som helst forsøg på at forstå positionen.

Stof til mere
Lindhardt er barn af den store Århus-teolog P.G. Lindhardt og med et væld af mange andre interessante bipersoner i sit liv, burde der egentlig være stof til mere end en erindringsbog på godt 200 sider.

Kombinationen af ”levned og meninger” fungerer fint, men det hele virker faktisk for overfladisk. Der bliver ikke gået i dybden med hverken biografien eller holdningerne, og man kunne ønske, at den velskrivende Lindhardt havde brugt et par år på sin erindringsbog, så den således kunne rumme mere end denne lille tynde sag kan.

Det kan pensionisten jo passende betragte som en opfordring.

Jan Lindhardt
Født i 1938 i København.

Lektor og docent i teologi, dr.theol. og gæsteprofessor i retorik ved Aarhus Universitet. Præsteordineret i 1981. Biskop over Roskilde Stift fra 1997 til 2008.

Han har skrevet en lang række bøger om kirkelige og kulturelle emner.

Jan Lindhardt er søn af professor P.G. Lindhardt og Gerda Winding og gift med generalsekretær, cand. theol. Tine Lindhardt.

En åbenmundet praksis har givet Jan Lindhardt et ry som ”tivolipræst” og ”mediebiskop”.