Anmeldelse:
Anmeldelse: 4 out of 6
Find mere om:
Anmeldelse af Jakob Levinsen - Den liflige musik.. | bog.guide.dk

Anmeldelse af Jakob Levinsen - Den liflige musik - Richard Strauss som komponist og undersåt

Jakob Levinsens veloplagte biografi om Richard Strauss er informativ og underholdende, men når aldrig helt ind under huden på jubilaren.

Musikhistorie
Jakob Levinsen
Den liflige musik - Richard Strauss som komponist og undersåt

217 sider, 249,95 kr.

Gyldendal


B97940296Z.1_20140616194939_000+GUDDNN2V.1-0.jpg

Mod slutningen af sin karriere beskrev komponisten Richard Strauss sig selv som »den sidste i en stor bjergkæde«. Man kan med en vis ret betegne Strauss som den sidste i en århundreder lang række af folkekære tysksprogede komponister. Da ”Rosenkavaleren” trak fulde huse i 1910, var Arnold Schönberg i gang med endegyldigt at sprænge de tonale rammer.

Det atonale og serialismen indvarslede en ny musikalsk tendens, som bedre rimede på et århundrede i opbrud – men som langt fra har opnået samme folkelige opbakning.

Strauss havde faktisk selv taget del i denne udvikling med de komplekst orkestrerede og erotisk eksplicitte ”Salome” og ”Elektra” fra henholdsvis 1905 og 1909. Derfor var det mest skandaløse ved den efterfølgende ”Rosenkavaleren” dens tilsyneladende nostalgi, som emmede af spidsborgerlig rokoko og wienervals. Vendte Richard Strauss, Tysklands største komponist siden Wagner, sig mod en verden af i går med tiltagende konservatisme?

Eller foregreb han, som den danske komponist Karl Aage Rasmussen foreslår, både postmodernismen og neo-klassicismen?

Jakob Levinsen hælder til den sidste tolkning. I forbindelse med 150-året for Richard Strauss’ fødsel (han havde fødselsdag i sidste uge), har Levinsen skrevet den første danske Strauss-biografi. På præcis 200 sider giver han et fornemt kronologisk overblik over Strauss’ karriere som komponist. Levinsen opponerer gentagne gange mod det klassiske billede af den senere Strauss som en regressiv nostalgiker. I stedet forsøger han at vise komponisten som en uforudsigelig og kompleks skikkelse, som ikke lod sig rive med af tidens tendenser eller ydre forventninger.

Lødigt fokus

Det er faktisk imponerende, hvor meget Levinsen når på blot 200 sider. Bogen er en god introduktion til Strauss og kunne fungere glimrende som opslagsværk, hvorfor det kan ærgre, at der ikke er tilføjet et noteapparat.

Gennem ti kapitler gennemgår Levinsen Strauss’ udvikling som komponist, hvor hver af de 16 operaer er forsynet med en kort indledende synopsis. Det lødige fokus på komponistens værker bliver næsten en spændetrøje for Levinsen, som aldrig når helt ind under huden på personen Richard Strauss.

For blot et år siden udgav Levinsen en anmelderrost bog om Richard Wagner, og i mange henseender kan det synes markant sværere at skrive om Strauss, den tyske operatrones arvtager, hvor historierne skal findes i det usagte.

Der er en sær, ikke-forklaret kontrast mellem Strauss’ dramatiske musik og nærmest demonstrativt harmoniske liv, som dementerer enhver kunstnermyte. I skarp kontrast til Wagner efterlod han sig så godt som ingen skrifter om egen eller andres musik. Vi ved med andre ord forbavsende lidt om bevæggrundene for hans pludselige stilistiske skift eller de individuelle værker.

Og vi forstår ikke hans samarbejde med nazisterne under 2. verdenskrig, selvom intet tyder på nogen større sympati for hverken partiet eller sagen (som en af de få store komponister blev Strauss i Tyskland under hele Hitlers regeringstid).

Både i hans mange musikalske stilskift, hans tilsyneladende fravær af politisk stillingtagen og hans manglende ønske om at ville forklare sig, er Strauss svær at indfange. Og det lykkes heller ikke Jakob Levinsen her (faktisk får man på denne front lige så meget udbytte af Karl Aage Rasmussen korte tekst om Strauss i ”Har verden en klang”).

En introduktion

Men man kan heller ikke forlange alt på 200 sider. ”Den liflige musik” er en informativ og underholdende introduktion til Richard Strauss’ enorme livsværk og en effektiv appetitvækker til flere af komponisten mindre kendte værker.

En kærkommen dansksproget gave til musikinteresserede.

Michael Møller er sanger og sangskriver samt cand.mag. i musikvidenskab og litteratur. Han har udgivet plader i eget navn og som forsanger i bandene moi Caprice og The Mountains. Han vil fremover anmelde bøger om musik i Morgenavisen Jyllands-Posten.

Anmeldelse af Jakob Levinsen - Børn, skab nyt

22-05-2013: Jakob Levinsen har skrevet en vellykket indføring i operageniets liv og værk. Læs artikel

Anmeldelse af Cathrine Errboe - Malene

14-10-2014: Anmeldelse: Ny biografi om skuespilleren Malene Schwartz er en noget ujævn, men ganske underholdende affære. Læs artikel

Anmeldelse af Karsten Jørgensen - George Harrison - den spirituelle beatle

05-08-2014: Karsten Jørgensen har skrevet den første dansksprogede biografi om George Harrison. Historien er fantastisk, men bogen er for lang. Læs artikel

Anmeldelse af Jean Echenoz - Løb

23-06-2014: Der var engang, da Emil Zátopeks navn var på alles læber, men i dag kender de færreste den legendariske langdistanceløber. Det råder Jean Echekoz bod på i et fortræffeligt lille eftermæle. Læs artikel

Anmeldelse af Anne Gillain - Francois Truffaut. The Lost Secret

26-02-2014: Monografi: Inspirerende og fremragende tematisk anlagt analyse af samtlige Francois Truffauts film. Bogen skæmmes af mekaniske psykoanalytiske teorier, men dem bærer man over med dens kvalitet taget i betragtning. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...