Det indre frisind

Jørgen Knudsen:

GB

En Georg Brandes biografi

648 s., ib., ill. 375 kr.

Gyldendal

UDKOMMER I DAG


Jørgen Knudsens fembindsværk fra 1985-2003 om Georg Brandes - heraf flere dobbeltbind - kandiderer med sine næsten 3.000 sider til at være ét af de største biografiske værker i dansk litteratur. Mindre kunne også dårligt gøre det om en mand, hvis mytologiske status som kritiker og debattør i såvel dansk som europæisk kultur formentlig kun blev overgået af hans selvfølelse i levende live.

Fembindsudgaven er fortsat i handelen, men derfor er der stadig god mening i at koncentrere Knudsens detaljerede skildring til én mere overskuelig og håndterlig bog. Desværre er det også sket på bekostning af alt, hvad der hedder registre, personomtaler, kildehenvisninger og litteraturlister, hvad der gør nyudgivelsen noget nær ubrugelig til andet end ren lystlæsning, og stjernegivningen her skal ses som et gennemsnit af seks og to.

Blot at henvise henkastet til, som det sker i det minimale efterskrift, at »Hvad læseren måtte savne af henvisninger og noter m.v. må hun søge i disse bind«, altså originalen, er ganske enkelt ikke godt nok, alene fordi sidetallene i originalens registre i sagens natur ikke svarer til etbindsversionen. Så hvis man for eksempel vil finde ud af, hvor i etbindsversionen Brandes' anstrengte forhold til Herman Bang beskrives, er man ladt aldeles i stikken - foruden at etbindsversionen udtrykkelig er bearbejdet, dvs. at der må forventes at være ting i den, som overhovedet ikke er omfattet af originalens henvisningsapparat.

Antikrist på parnasset
Det er så meget mere kreperligt, fordi biografien også i den korte udgave er en mageløs bedrift, hvor Knudsens enorme research modsvares af hans for en biografist ekstraordinært engagerede og medrivende sprog. Han er nok fuld af beundring for sit emne, men samtidig alt andet end ukritisk over for Brandes' uhæmmede forbrug af kvinder, hans messianske opfattelse af egen betydning som åndshøvding og folkefører, hans komplicerede liv med sin jødiske baggrund, hans lovlig kreative omgang med andres tekster, hans snobberi, hans lejlighedsvise selvhad og den gamle Brandes' stadig mere patetiske rolle som dommedagsrøst fra fortiden.

Tillige bliver det et panorama på helt stort lærred over dansk åndsliv igennem næsten 100 år. Knudsen lægger ikke fingrene imellem, når det gælder provinsialismen og antisemitismen på 1800-tallets indelukkede københavnske parnas, hvor Brandes med sin internationale orientering og kamp for seksuel frigjorthed (ikke mindst hans egen) virkede som noget nær Antikrist selv.

Den fødte aristokrat
Omvendt betyder Knudsens grundsympati for Brandes og hans frisindsideologi også, at det stadig er den traditionelle, kulturradikalt vinklede historie om Brandes, der fortælles. Altså hvordan den unge samfundsomvælter bliver til en gammel åndsaristokrat, der spejler sig i angivelige ligemænd som Nietzsche, Shakespeare, Goethe og Voltaire.

Og som så ofte, når kulturradikalere skriver om Nietzsche, har man fornemmelsen af, at de tager på ham med samme skrækblandede fascination som den berømte nonne på sømanden. Det kunne ellers være fristende at plædere for, at den åndsaristokratiske selvhævdelse er et grundtræk hos Brandes fra begyndelsen, det generelle frigørelsesprogram blot noget, han i en periode udvider sit personlige projekt til, og store individualister som Nietzsche og Goethe hans egentlige brødre i ånden.

Vi er alle frigjorte!
Selve den bevægelse, Brandes både af sig selv, sine beundrere og sine modstandere blev gjort til indbegrebet af, kan nemlig godt hævdes at være en selvmodsigelse. En frisindet bevægelse med en selviscenesat, karismatisk forførerskikkelse i spidsen lyder ikke så lidt hen ad Monty Pythons berømte »Yes! We are all individuals!«-scene - og meget af det miljø, der i dag påkalder sig Brandes og hans kulturradikale efterfølgere, fremstår heller ikke spor mindre beklumret og reaktionært end den guldalderverden, han i sin tid rasede imod.

Hvor han stadig, og også i Jørgen Knudsens skildring, fremstår som en gigant i samme klasse som yndlingsaversionen Søren Kierkegaard, er nok så meget som eksempel, igennem sin vilje til at turde frigøre sig selv mest muligt og stå ved det. Turde udsætte sig, både som privatperson og fri intellektuel og give sig mest muligt af verden i vold, både som den enkeltperson, lige nøjagtig han er, og den, han gerne vil være.

jakob.levinsen@jp.dk