Islam Tariq Ramadan: Budbringeren - I profetens fodspor

260 sider, 249 kr. Oversat af Anne Marie Wang med dansk forord af Peter Bruun Christensen Jyllands-Postens Forlag UDKOMMER I DAG

De fleste har hørt om Tariq Ramadan (f. 1962), mange har en mening om ham, men ganske få har læst ham. Den schweiziske doktor i arabisk og islamiske studier får på den ene side æren for udviklingen af den moderate euro-islam, mens han samtidig mistænkes for at være en islamistisk ulv i veltalende akademiske fåreklæder.

Hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert, er vanskeligt at finde hoved og hale i, og skal man dømme ham ud fra hans nyligt oversatte Muhammed-biografi ”Budbringeren” - bliver man ikke meget klogere. For Ramadans holdninger står kun mellem linjerne, og her står de ikke knivskarpt.

Bedriver teologi
Som det fremgår af Peter Bruun Christensens korte, gode og præcise forord, er Tariq Ramadans bog en repræsentant for en islamisk litterær genre ved navn ”Sira”: En samlet fortælling om profetens liv og virke.

Sådan skal Ramadans bog også forstås: Det er ingen biografi, men en religiøs tekst. Ja, i grunden er det vel en prædiken. Skønt Ramadan indleder med at skrive, at han »forholder sig strengt videnskabeligt til de klassiske islamiske kilder«, så er det ikke tilfældet.

Bogen tager alle Muhammeds handlinger og åbenbaringer fuldstændigt for pålydende, og Ramadan gør mange anstrengelser for at forstå en for ham meget virkelig Guds vilje og ønsker.

Men når man således antager, at religionens praksis ikke er opfundet af mennesker, men skyldes guddommelig indflydelse, bedriver man ikke videnskab, men teologi. ”Budbringeren” er derfor et teologisk forsvarsskrift for Muhammed af et meget troende menneske, men husker man blot på det, er der også noget godt at hente i bogen.

Mellem linjerne
Som biografi er bogen lige ud af den kronologiske landevej. Det interessante ligger som sagt imellem linjerne.

Som når Muhammeds gode forhold til de samtidige kristne fremhæves, og når hans tolerante og pragmatiske måde at tackle forholdet til andre politiske systemer og kulturer ligeledes holdes frem. Budskabet er - måske - at muslimer kan og skal leve side om side med andre grupper, og at islam ikke er »et lukket system af værdier, der adskiller sig fra eller er i konflikt med andre værdisystemer«.

Et budskab, der kan være rettet imod de muslimer, der lever som minoritet hos en anden religiøs eller sekulær majoritet. En majoritet, hvis regler de skal respektere.

At han så åbenbart ifølge sine kritikere også siger det stik modsatte uden for citat, er et forhold, der ikke angår denne anmeldelse.

Sorg skal udtrykkes
Det er også slående, i hvilken grad Muhammed i denne bog fremstilles som moderne, og hvordan alt det uskønne ved visse muslimers i adfærd hos Ramadan meget belejligt fremstilles som præ-islamisk barbari eller overdreven religiøs puritanisme.

Altså noget, der ikke har med den oprindelige kerne at gøre.

Muhammed mente eksempelvis »at sorg skulle udtrykkes, uden overdrivelse, uden hysteri, med tilbageholdenhed og værdighed«. Sender Ramadan her en påmindelse til folk i Gaza-striben?

Samtidig fastholdt profeten, at den strenge overholdelse af rituel praksis ikke var så vigtig som i ånden at udleve religionens budskab. Er det Ramadan, der kritiserer overdreven sharia?

Måske, og så igen, måske ikke. Ramadan vælger den subtile og tvetydige måde at kommunikere på. Ikke så mærkeligt, at hans kritikere beskylder ham for at være glat.