Anmeldelse:
Anmeldelse: 4 out of 6
Find mere om:
Anmeldelse af Henrik Qvortrup - Q | bog.guide.dk

Dr. Mefisto taler ud

Anmeldelse: Qvortrups selvbiografi er underholdende medie- og selvkritisk læsning, men hans forsøg på at fremstå uskyldig i Se & Hør-sagen overbeviser ikke.

Henrik Qvortrup
Q

360 sider, 299,95 kroner

People’s Press


B971690251Z.1_20141103191352_000+G42GTB9J.1-0.jpg

På side 319 af sin selvbiografi skriver Henrik Qvortrup:

»Min gennem mange år oparbejdede erfaring er, at der er et gustent overlæg knyttet til langt de fleste udmeldinger fra danske politikere – politikeren, hvis udtalelser alene er drevet af sandheden og af en ideologisk forankring, er en uddøende race.«

Efter endt læsning er man ikke utilbøjelig til at dele Qvortrups vurdering. Anekdoterne om politikere, der lader hånt om baglandet, manipulerer med journalister og i dén grad er bevidste om, præcis hvordan de projicerer et bestemt billede ud til offentligheden, er både talrige, underholdende og velfortalte.

Kynisme er imidlertid et tveægget sværd. Særlig for Qvortrup, der mere end nogen anden i nyere politisk danmarkshistorie er blevet synonym med professionaliseringen af gustent overlagt strategisk kommunikation. Så man kunne nok også mistænke hans biografi for i nogen grad at være præget af andet end selvudleverende sandhedssøgen.

Men bortset fra enkelte passager om den berømte tys-tys kilde, som vi kommer til om lidt, virker Q ikke voldsomt kalkuleret. Først og fremmest er bogen en velskrevet og stærkt underholdende biografi om Qvortrups karriere som både journalist, redaktør og spindoktor.

Foragt for parnasset

”Q” tegner et portræt af en kontrær og rastløs mand, der foragter det traditionelle medieparnas’ pænhed og rigtige meninger. Han brænder for politisk journalistik og dens kvalitet mere end noget andet. Det er da også her, han for alvor sætter ind med kritik af sig selv og andre.

Som når han beskriver, hvordan han som en del af den gruppe journalister, der blev kendt som ”tamilisterne”, var med til at skabe grundlaget for Schlüter-regeringens fald med dækningen af rigsretsagen mod Erik Ninn-Hansen. Qvortrup beskriver dem som en mildest talt indspist gruppe, der var ganske partiske i deres syn på og dækning af sagen. Han skriver direkte, at gruppen »i et vist omfang selv skabte den virkelighed, [de] var sat til at beskrive.«

Sit første interview med Fogh, inden han blev spindoktor for selvsamme, beskriver Qvortrup som »pinagtigt henført« og indrømmer, at hans journalistiske kemi med Fogh nok var »for god«. Derfor udviser han da også tydeligvis oprigtig ærgrelse over at have droppet ansættelsen for Fogh til fordel for et job hos BT, der viste sig at være en blindgyde.

En kilde blandt mange ...

Hvad han egentlig ville på Se & Hør står ikke klart. Pengene var rigtig gode, forstår man, men derudover virker det karrierevalg mest som et kontrært statement om de politisk korrekte og pæne journalister, som Qvortrup har så lidt til overs for. Om selve bladets stofområde skriver han, »at personligt kunne intet interessere mig mindre, end hvad mere eller mindre depraverede kendisser foretog sig i deres liv.« Han læser nærmest kun sladder hos frisøren, fornemmer man. Derfor sammenligner han sit virke på ugebladet med at være direktør for en hønsesalatfabrik, hvor han så sig selv som en administrativ facilitator af gode salgstal og intet andet. Men det fremstår mest som koketteri, da Qvortrup unægtelig er et holdningsmenneske, der brænder for journalistikken, og da heller ikke kunne nære sig for at prøve at presse mere traditionelle historier ind i bladet. Med begrænset succes.

Forklaringen om selve tys-tys-kilden fylder fire sider. Henrik Qvortrups linje her er, at kilden blot var en af mange og principielt ikke adskilte sig fra bladets andre kilder til viden om kendissers færden. Qvortrup indrømmer, at han nok vidste, at vedkommende arbejdede ved IBM og, nærmest uden at gøre en indsats, af og til faldt over kendtes kreditkorttransaktioner. Hvilket Qvortrup slet ikke havde fantasi til at forestille sig kunne være ulovligt. Desuden, forsvarer Qvortrup sig, gør mange andre medier også brug af tvivlsomme metoder for at få informationer. Hans forklaring fremstår mere som juridisk belejlig end plausibel.

Det er ikke svært at forestille sig, hvordan Qvortrup i sin tid som bidsk journalist ville have reageret, hvis han stod over for nogen, der kom med en tilsvarende redegørelse for, hvordan noget muligvis ulovligt kunne foregå i vedkommendes regi.

Et særligt tilbud

Straks efter de fire sider om dette tydeligvis penible emne vælger Qvortrup en passant at afsløre det noget overraskende forhold, at han i 2007 fik et tilbud om at blive Helle Thornings Schmidts spindoktor. Så får læseren – og måske også medierne – noget andet at tænke på og tale om end overvågning af Dankort-oplysninger og Qvortrups forbavsende mangel på viden herom og interesse herfor.

Selvom Qvortrup udtrykker forståelse for jagten på hans person efter afsløringen af tys-tys-kilden og fortæller, at han beretter om dette uden »antydningen af selvmedlidenhed«, så fornemmer man måske et strejf eller to af netop det. Som når han spekulerer i, om det måske ikke havde været en god idé, at TV 2 havde givet ham en karantæne eller forsvaret ham, indtil der var faldet dom. Og harcelerer over, hvor hårdt de pænere dele af pressen går til netop ham.

Underspillet humor

På godt og ondt fylder Se og Hør-sagen altså ikke voldsomt meget i bogen, der først og fremmest er en professionel biografi, hvor der ikke bliver uddelt mange lunser fra privatsfæren ud over det allermest basale om giftemål, skilsmisser og antal børn. Bogen er velskrevet i et herligt direkte journalistisk sprog uden akademiske ekskurser, hvor ironien og den underspillede humor hele tiden lurer under overfladen.

At Qvortrup ikke ligefrem er bonkammerat med flere af de personer, han skildrer – Lars Løkke Rasmussen er et eksempel – skinner tydeligt igennem. Ikke desto mindre er hans karakteristikker som regel nuancerede, med blik for både styrker og svagheder.

Så selvom man ikke bliver klogere på hverken udfaldet af kommende retssager eller Qvortrup som privatperson, er ”Q” interessant og underholdende læsning for alle med interesse for den danske mediebranche.

Anmeldelse af Gregers Dirckinck-Holmfeld - Frejlif. Ekstra Bladets utæmmelige redaktør

06-04-2014: Pressehistorie, forfatningskamp og biografi væves flot sammen i Gregers Dirckinck-Holmfelds biografi om Ekstra Bladets legendariske første chefredaktør. Læs artikel

Anmeldelse af Aage Storm Borchgrevink - En norsk tragedie. Anders Behring Breivik og vejene til Utøya

26-01-2014: Anders Breivik var åbenlyst en paranoid racist, men der var også andet, der drev ham. En norsk forfatter har gransket hans barndom og fremlægger en overraskende, men plausibel teori. Læs artikel

Anmeldelse af Anders Samuelsen - Comeback Kid

22-11-2013: Hvorfor skal vi vide, at Anders Samuelsens far drak sig ihjel? Og at hans afløser, den onde præst med de diabolske bakkenbarter, tvang den små Anders til at spise hamburgerryg i kvalmende mængde? Læs artikel

Anmeldelse af Søren Mørch - Anders Fogh Rasmussen. En dansk statsminister i det 21. århundrede

09-11-2013: Krigsministeren fylder for meget i Søren Mørchs historie om Anders Fogh Rasmussen. Læs artikel

Anmeldelse af Pia Kjærsgaard - Fordi jeg var nødt til det

05-11-2013: Selvbiografi: Pletvis selvretfærdig, jovist, men Pia Kjærsgaards selvbiografi tegner billedet af en oprigtig og ærlig politiker. Den slags er et særsyn. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...