Henrik Nebelong: Richard Wagner

Henrik Nebelong: RICHARD WAGNER

Liv, værk, politik. 524 sider, 399 kr. Vandkunsten

UDKOMMER I DAG.

Læser man hverken tysk eller engelsk, er Henrik Nebelongs massive biografi om Richard Wagner - den første danske, siden nobelpristageren Karl Gjellerups langt mindre ambitiøse fra 1915 - et fornuftigt sted at få det store, detaljerede overblik over den største og mest forkætrede skikkelse i 1800-tallets tyske kultur.

Nebelong (f. 1944) er advokat af profession, men også dedikeret Wagner-elsker, og har tidligere oversat samtlige komponistens hovedværker til dansk.

Der er tale om en helt traditionel levnedsskildring. Med erklæret afsæt i tyskeren Martin Gregor-Dellins standardværk fra 1980 (Nebelong har dog modsat Gregor-Dellin valgt at stave Wagners tilbedte Mathilde Wesendonck uden c) skildres komponistens stormomsuste levned fra opvæksten i det sydøstlige Tyskland over mange års kamp for anerkendelse, til han i 1864 endelig kommer i kontakt med den flyvske kong Ludwig II af Bayern, der sponsorerer både Wagners egen luksustilværelse og bygningen af festspilhuset i Bayreuth.

Myter aflives
Undervejs giver Nebelong detaljerede referater af Wagners værker, såvel de musikalske som de litterære. Da han har alle de mest obskure og ufuldendte projekter med, er biografien navnlig i så henseende rigtig nyttig.

Det er den også, hvad overblikket angår, om end et noteapparat med kildehenvisninger ville have været velkomment. Nebelong er så godt inde i Wagners liv og værker, at han mange steder får vist sammenhænge på kryds og tværs, trukket linjer mellem Wagners biografi og kunst uden at det bliver fortænkt, og desuden aflivet en del myter.

Guder på dansk
Til gengæld har biografien én lille og to store svagheder. Den lille er, at Nebelong i forbindelse med Wagners hovedværk ”Nibelungens Ring” insisterer krukket på så at sige at oversætte de mytologiske nordiske navne ”tilbage” til dansk.

Man skal altså være klar over, at den Odin, der omtales i bogen, er identisk med Wotan i musikdramaerne (der også herhjemme altid er blevet opført på tysk). Af hovedpersonerne får kun Siegfried lov til at beholde sit oprindelige navn, ligesom i øvrigt titlen på ”Götterdämmerung” forbliver tysk.

Den ene af de to store svagheder er, at Nebelong jævnligt blander sin ellers så nøgterne tekst op med moraliserende, langt fra altid særlig velturnerede småkommentarer i alle mulige retninger. Han er væsentligt mere overbevisende som referent end som kritiker og fortolker.

Opera uden nutid
Eksempelvis når forfatteren Joachim Köhler fremhæves som den første, der for alvor tog fat på det betændte forhold mellem Wagner og nazismen. Men filosoffen Theodor W. Adornos boglange Wagner-essay fra slutningen af 1930'erne, som endda nævnes i bibliografien, handler på sin vis ikke om andet, ligesom det senest i 1983 af forfatteren Hartmut Zelinsky blev udførligt dokumenteret, hvor meget Wagners tankegods fyldte i Det Tredje Rige.

Samtidig forholder Nebelong sig overhovedet ikke til danske Wagner-opførelser (eller andre markante danske Wagner-skribenter fra Gjellerup til Lars Ole Bonde) eller til moderne Wagner-fortolkninger i det hele taget. En vranten bisætning om nymodens operainstruktører er det tætteste, han i så henseende kommer.

Tænkerne savnes
Der er heller ikke brugt scenebilleder, som er nyere end Wieland Wagners gamle Bayreuth-opsætninger. Og selv om bibliografien forståeligt nok kun medtager en lille flig af den enorme Wagner-litteratur, er det dog påfaldende, hvor mange af de store, selvstændigt tænkende Wagner-skribenter fra George Bernard Shaw over Carl Dahlhaus og Robert Donington til Deryck Cooke, der ligesom alle Wagner-instruktører uden for familien selv glimrer ved deres totale fravær.

Den anden svaghed, som den første muligvis hænger sammen med, er at nok beskrives det detaljeret, hvad Wagner har skabt i sin egen tid og er blevet taget til indtægt for bagefter. Men det afspejles sjældent i Nebelongs eget sprog, hvordan Wagner op til i dag har kunnet få de helt store, ofte modsatrettede følelser frem hos både publikum, skribenter og kolleger.

Kritiske anmærkninger
Nebelong er derimod loyalt beundrende snarere end smittende begejstret. Ja, selv hvor han føler anledning til at være kritisk, da blot anmærkende snarere end for alvor anfægtet.

Vist får man en masse værdifulde kendsgerninger at vide. Man kan da også hævde, at bogen heller ikke foregiver at være noget som helst andet end en levnedsskildring.

Men netop forfattere som de nævnte - eller det delvise forlæg af Martin Gregor-Dellin, eller herhjemme Hansgeorg Lenz' legendariske operaartikler i sin tid i Information - er eksempler på, at man sagtens kan beskrive Wagner, og samtidig diskutere levende og inspirerende hvad ved ham det er, der gennem tiden har antændt al kultdyrkelsen og al modviljen. Og sammenlignet med biografien her forstår man f.eks. i mine øjne mere af Wagners modsætningsfyldte storhed igennem den musikalske lille tekst om ham i komponisten Karl Aage Rasmussens netop udsendte essaysamling ”Musik i virkeligheden” - uanset at Rasmussen i sit udgangspunkt er langt mere skeptisk over for fænomenet.

Henrik Nebelong (f. 1944) er advokat af profession, men også dedikeret Wagner-elsker.

Han har tidligere oversat samtlige komponistens hovedværker til dansk.

Nebelong er så godt inde i Wagners liv og værker, at han mange steder får vist sammenhænge på kryds og tværs og aflivet en del myter.