Henning Jørgensen: Gertrud Vasegaard

Keramik

Henning Jørgensen:

Gertrud Vasegaard

Forord af Folke Kjems og Lars Kærulf

333 sider, 200 kr.

Holstebro Kunstmuseum Forlag

Bogen om Gertrud Vasegaard rummer en rigtig god og vidende gennemgang af hendes karriere og de værker, som hun skabte gennem syv årtier. Samt mange flotte reproduktioner af hendes keramik. Men der er megen støj undervejs.

Gertrud Vasegaard var en fåmælt dame, der lod sit værk tale. Opmærksomhed interesserede hende ikke.

Bogens forfatter, kunstkenderen og arbejdsmarkedsforskeren Henning Jørgensen, fylder derimod meget og bruger store ord. Han tildeler Gertrud Vasegaard prædikatet »det 20. århundredes store danske keramiker«, og hendes arbejde besmykkes med betegnelser som verdenskunst, spirituel, mesterlig, ypperlig, radikal fornyer og majestætisk - i modsætning til samtidens værdiforladte, rebelske og intellektualiserede kunst, forstås.

Gertrud Vasegaard, der døde i 2007, og Henning Jørgensen var nære venner, og at der er noget personligt på færde, mærker man. Han bruger megen tid på at kritisere anmelderne, der ikke forstod hende. Morgenavisen Jyllands-Postens Ib Sinding var i 1969 ikke synderligt begejstret for hendes værker og bliver derfor kaldt vranten.

Behov for en bog

Præmissen for bogen er, at Gertrud Vasegaard er et underkendt geni, hvis værk skal skrives ind i toppen af dansk kunst. Forsvarstalen for Gertrud Vasegaard bliver meget hurtigt trættende og forekommer unødvendig.

Hendes karriere og keramik er så spændende, at hun ikke behøver disse store ord. Men hun behøver en bog og den tilhørende opmærksomhed. For det er sandt, at hun - som rigtigt mange andre kunstnere i øvrigt - ikke har den plads i nyere dansk kunsthistorie, som hun fortjener. Hverken Hans Edvard Nørregård-Nielsen eller Mikael Wivel ofrer hende mange ord i deres tunge bøger om dansk kunst, og denne ydmyge anmelder var urimeligt sparsomt oplyst om hende før denne udgivelse.

Henning Jørgensen holder sig på afstand af hendes privatliv og fokuserer klædeligt på hendes arbejde. Han argumenterer overbevisende for, at det var med medlemskabet af Martsudstillingen i 1968, at hun modnedes som kunstner. Her mødte hun kapaciteter som Erik Thommesen og Ejler Bille.

At sanse verden

Men Gertrud Vasegaard var dygtig fra begyndelsen hjemme på Bornholm, hvor hun blev født i 1913, forklarer forfatteren. Som tredje generation i pottemagerfamilien Hjorth fik hun keramikken ind med modermælken, og hun arbejdede koncentreret med at forfine sit udtryk - og lod sig inspirere af kinesisk keramik og taoistisk ydmyghed.

Hun var netop ikke blot håndværker, påpeger Henning Jørgensen - i hendes hænder blev materialet blandet med ånd, og resultatet var kunst. Men ikke på en storladen facon. Vi er »down to earth«, skriver han og uddyber:

»Hendes kunst peger på de daglige sammenhænge, hvor vi sanser verden og reflekterer over det nære og væsentlige.«

Et skud »down to earth«-attitude og et stænk taoistisk ydmyghed havde også klædt Henning Jørgensen.

Bogen er blevet til på opfordring fra Holstebro Kunstmuseum og Bornholms Kunstmuseum i anledningen af udstillingen ”Gertrud Vasegaard. Keramiske digte”, som har været vist i Holstebro og kan ses på Bornholm frem til den 2. januar.