Som et genfærd

Günter Wallraff:

FRA DEN FAGRE NYE VERDEN

Ekspeditioner til landets indre

331 s., 299 kr.

Forlaget Per Kofod

Er udkommet

Jürgen Gottschlich:

GÜNTER WALLRAFF - MANDEN SELV

232 s., 228 kr.

Forlaget Ajour

Er udkommet

Wallraff, Günter. Født 1942 i Tyskland. Journalist, forfatter, aktivist.

Har givet navn til en metode, som blev til et verbum: At ”wallraffe” vil sige at optræde under falsk identitet for at trænge ind og rapportere fra steder, hvor en journalist med åbent visir ikke ville få adgang.

Mønstereksemplerne, som gav Wallraff en plads i tysk samtidshistorie: Han arbejdede under navnet Hans Esser som journalist på Bild Zeitung og afslørede avisens metoder, som bl.a. omfattede overlagte løgnehistorier. Og som tyrken Ali arbejdede han »ganz unten« for industrigiganterne i Ruhr- distriktet og afdækkede ubehagelige kendsgerninger om forholdene for dem, der var henvist til at arbejde allernederst i værdikæden.

Men det er over 25 år siden. I mellemtiden har meget andet holdt Wallraff beskæftiget: Bøgerne afstedkom en bølge af retssager fra dem, der blev anklaget; Wallraffs stjernestatus og millionindtægter fik tidligere medarbejdere på projekterne til at anklage ham for at stjæle billedet, æren og pengene for bøger, som han aldrig selv havde skrevet; Wallraff blev anklaget, og senere delvist renset, for at have været informant for Stasi med kodenavnet Wagner; en alvorlig ryglidelse med tilhørende operation stjal andre år af hans liv.

Men nu er Wallraff tilbage, 67 år gammel, som hovedperson i en biografi og vigtigst med en ny samling anklagende reportager i ”Fra den fagre nye verden”. Titlens hentydning til Aldous Huxleys isnende fremtidssyn antyder, at Günter Wallraff ikke ser lyst på sin samtid. Det gør han heller ikke.

»Deroppe« og »hernede«

Han optræder som et genfærd fra en anden og mere enkel tid. Han insisterer på at dele verden op på sin gamle måde, »I deroppe« og »vi hernede«, og han har et præcist blik for, hvor den nye bund befinder sig i dag.

Han lyver sig yngre for at få job på en brødfabrik, som afsætter hele sin produktion til discountkæden Lidl og derfor er prisgivet kravet om stadig lavere priser. Et krav, hvis konsekvenser bestandigt skubbes nedad og ender på bunden, hvor Wallraff har sneget sig ind: Ved transportbåndets udmattende og farlige tempojag.

I en anden forklædningsmanøvre er scenen et call-center, hvis medarbejdere - Günter Wallraff inklusive - med en konstant fyringstrussel hængende over sig piskes til over telefonen i bedste fald at prakke sagesløse borgere varer på, som disse aldrig har ønsket, ikke har brug for og i øvrigt kunne købe bedre og billigere andre steder. I værste fald handler opgaven om direkte at bedrage modtageren af opkaldet.

Jammerlig forklædning

De to reportager er de bedste i bogen, som rummer endnu to forklædningsoperationer: I den ene agerer Wallraff hjemløs i den frosne tyske vinternat, i den anden vil han illudere somalisk krigsflygtning.

Hans forklædning er så jammerlig, at jeg som læser har meget vanskeligt ved at tro, at Wallraff faktisk er blevet betragtet som somalier. Han oplever da også undervejs, at en ham ukendt autoforhandler i Magdeburg ved første øjekast siger »Hr. Wallraff, jeg kan godt kende dem.«

Alligevel får Günter Wallraff, hvad han kommer efter - for det er sådan, det er: Han gennemfører ikke sit - i dette tilfælde elendige - forvandlingsnummer for at undersøge, om sorte mødes med racisme i Tyskland, han gør det for at bevise, at det sker. Han opsøger de steder, hvor almindelige fordomme lader formode, at racismen findes i sin værste form, han fremprovokerer den, og han krydser af på sin checkliste: Se, sådan er det.

Moralist og agitator

Og deri er problemet med Wallraffs metode: Han undersøger ikke for alvor. Han er ikke journalist, han er moralist og agitator. Han vil forbedre verden. Han er på forhånd sikker på, hvad der rigtigt og forkert, hvem der er de rigtige, og hvem de forkerte, og han ved, at han selv er på det godes side, for han taler jo de svages sag.

Hans tekster er indignerede anklageskrifter, hvori han peger på ulovligheder, og når juraen slipper op, fylder moralen hullerne ud, så billedet af en ond, ond kapitalisme bliver komplet.

Til en ordentlig proces hører også et forsvar, men det udelader Wallraff. Den anden side, »I deroppe«, høres ikke. Det er enøjet, forudsigeligt, undertiden patetisk og ofte monotont. Og det går selvfølgelig ud over troværdigheden.

Når ”Fra den fagre nye verden” alligevel er værd at bruge tid på, trods den miserable oversættelse til dansk, skyldes det de dele af bogen, hvor Wallraff fastholder sit fokus på at beskrive arbejds- og levevilkårene på samfundets bund.

Det har ikke været moderne længe, selv om globalisering og vandrende arbejdskraft giver stof at undersøge og skrive om.

Biografi mangler fokus

Günter Wallraff er selv en spændende historie, men desværre er hans biograf i ”Günter Wallraff - manden selv”, Jürgen Gottschlich, ikke nogen stor fortæller. Han har forsømt at træffe et klart valg af fokus for sin Wallraff-biografi, som dermed bliver lidt af det hele, uden at trænge til bunds i hverken mandens og hans families personlige historie, hans under cover-metoder, hans påståede tilknytning til Stasi eller hans tid som nær kollega til Ulrike Meinhof før denne blev en af hovedpersonerne i den morderiske tyske terrorgruppe Rote Armee Fraktion.

Gottschlich var i 1970'erne en af stifterne af det venstrehældende tyske dagblad tageszeitung, taz, og er som sådan så åndeligt, historisk og miljømæssigt forbundet til sin hovedperson, at han ikke formår at etablere en distance til emnet, som kunne have resulteret i det brag af en biografi, som Wallraffs levned rummer stof til.