Frank Esmann: REAGAN OG HANS TID

Frank Esmann:

REAGAN OG HANS TID

380 sider, ill., 299 kr.

Politikens Forlag

Er udkommet


Jeg har læst den erfarne og vidende journalist Frank Esmanns bog om præsident Ronald Reagan med stort udbytte. For én, der som jeg ikke er velbevandret i USA, Hollywood og amerikansk politisk kultur, har der været meget at hente.

Esmann skriver godt og kontant, han bygger på et omfattende materiale om den folkekære og slagfærdige præsident, og man kan følge hans kilder i de mange noter, som teksten er forsynet med.

Venstrefløjens billede

Reagan var på mange måder en typisk amerikaner. Han var stolt af sit land, han var selvhjulpen, han var besjælet af en ukuelig optimisme. Og han var troende. Men han var naturligvis også atypisk - ellers ville han aldrig være blevet præsident. Han havde en fabelagtig evne til at overbevise folk og få dem til at følge sig. Han var en effektiv forhandler. Og han fortabte sig ikke i detaljer, men bevarede overblikket på de store linjer.

Med de idealer, Reagan havde, og som deltes af et stort flertal af hans landsmænd, måtte han selvfølgelig se kommunismen som sin tids store onde, efter at den anden totalitære ideologi - nazismen - var blevet slået godt og grundigt til jorden i 1945. Men i modsætning til de fleste - også konservative - amerikanske toppolitikere ville han mere end blot holde det kommunistiske regime i Sovjetunionen stangen ved hjælp af den terrorbalance, som hvilede på princippet om »gensidigt sikret ødelæggelse« - altså, frygten for selv at blive udslettet skulle afholde hver supermagt fra at forsøge at udslette den anden. Han ville afskaffe disse dommedagsvåben.

Desuden var han fast overbevist om, at hvis han kunne komme på talefod med den sovjetiske ledelse og vise disse indelukkede og uvidende mænd, hvor godt almindelige amerikanere levede, ville man opgive kommunismen med al dens tvang, undertrykkelse og grå fattigdom for alle andre end det øverste lag i det totalitære imperium. For at kunne opnå disse ting måtte USA imidlertid være stærkt og tillidsfuldt.

Det var disse idealer, der i den grad ophidsede mange venstreorienterede europæere, som ikke troede på noget ud over, at kapitalisme var af det onde. De mente ikke, at Sovjetunionen var et ondt imperium - det var USA, der var den onde magt i verden. Klicheen amerikanske tilstande fik dem til at gyse. Der var meget godt i Sovjetunionen og de øvrige socialistiske lande, lød det. F. eks. var der ikke arbejdsløshed, der var til gengæld børnehaver og gratis sundhedsvæsen. Det var ikke profit, der bestemte produktionen. Og Sovjetunionens militær var rent defensivt.

Det er ikke for meget sagt, at den skikkelige Ronald Reagan for venstrefløjen inklusive Socialdemokratiet var det store dyr i åbenbaringen. Han blev udskreget som primitiv, uvidende og opsat på at føre atomkrig på Europas bekostning. KGB pustede naturligvis til ilden.

Den reelle nedrustning

Esmann anlægger et afbalanceret synspunkt og gør opmærksom på, at vurderingen af Reagan er blevet mere og mere positiv. Det, som ingen havde troet muligt, lykkedes: For første gang indgik USA og Sovjet en aftale om reel nedrustning, ikke blot om loft over oprustningen. Betonmuren i Berlin og jerntæppet mellem Øst- og Vest europa forsvandt. De kommunistiske regimer og det sovjetiske imperium brød sammen. Det var vanskeligt i de år at bevare pessimismen., men mange havde vanskeligt ved at finde en grimasse, der kunne passe.

Det er ærgerligt, at Esmann gentager myten om, at Kreml i efteråret 1983 frygtede et overraskelsesangreb i forbindelse med en NATO-computerøvelse. Ingen t kilder støtter denne myte.

Det er ikke rigtigt, at Richard Pipes overvurderede Sovjetunionens styrke. Allerede i begyndelsen af 1980'rne var han klar over det sovjetiske systems dødelige krise. Det fik en DR-journalist til at kalde ham »en tredjerangshistoriker«. Men det var ikke Pipes, der var tredjerangs. Der var heller ingen »dybde« i fodnotefolkenes overfladiske argumenter.

Bare bogen havde haft mange flere billeder af denne jævne skuespiller, der blev en så fremragende præsident.

kultur@jp.dk